Fem spir i kirkekunsten

De gyldne altre

De gyldne altre fra omkring 1200 må høre til på det allerhøjeste niveau. Det er jo ikke ét værk, men en gruppe. I to vestjyske kirker, Stadil og Sahl, ses de stadig på deres plads i koret, mens andre af disse værdifulde stykker for længst er indbragt til Nationalmuseet. Disse altre, der er skabt i forgyldt metalblik, er international kunst. De viser, hvilken nær forbindelse der må have været mellem Danmark og det øvrige Europa på deres tid. De er detaljerede, de fortæller den bibelske historie, men er samtidigt billeder på det metafysiske, det himmelske Jerusalem, en hel verden -- dens begyndelse og ende -- sammenholdt i ét enkelt alter. Deres skabere har ikke været i tvivl om, at de skabte kunst til Guds ære.

Claus Bergs altertavle

Fra den romanske metalkunst og håndværk i en overskuelig skala, vil jeg tage springet til den seneste gotik, nemlig den store højaltertavle fra cirka 1520 i Odense Domkirke. Oprindeligt stod den som en kongelig donation i byens franciskanerkirke. I dette værk er det også hele verden, der er repræsenteret omkring Kristus, nemlig kirkens og kirkehistoriens hellige mænd og kvinder. Udført i træskærerarbejde, der er præget af den yderste finesse. Kunstneren Claus Berg øser af sin viden om, hvordan man i så stort og detaljerigt et værk kan bevare et indtryk af enhed. Persongalleriet er vist med en voldsom individualisering; de hellige personer er her ophørt med at være statuer, men antager skræmmende menneskelige, realistiske træk. Værket kommer tæt på. For man kan dårlig lade være med at falde for -- måske charmere af -- personernes skønhed, såvel i ansigtstræk som i deres skønne draperier.

Engum Kirke

Findes der et uomgængeligt kirkekunstnerisk værk fra reformationstiden? Nej, ikke noget man ville kalde skønt, smukt, indbydende eller sanseligt. Først barokken og rokokoen i 1600- og 1700-tallet tager den udfordring op at skabe det viltre, underfundige eller festlige. Skal man pege på et festligt kirkerum i Danmark, vil jeg ikke ryste på hånden, når jeg peger på Engum Kirke nord for Vejle. Det er en rigtig jysk herregårdskirke fra de gyldne år omkring 1750, da en ny og nærmest bondsk adel kom til magten her. Fint skulle det være, og det blev det -- på sin egen landlige facon. I korbuen lige over to herlige, legemsstore keruber af træ -- med flammesværd i hænderne -- titter den fine gamle romanske kirkes kalkmalerier igennem til rokokoens forvredne former og lyse farver. Den er udtryk for din tid og et dejligt rum at være i, skønt nogle måske vil mene, at lyseblå og guld kan blive for meget. Måske ligefrem for verdsligt?

Københavns Vor Frue

Det er et lykkeligt møde mellem to mestre, der har ført til, at Vor Frue Kirke i København virkelig er et uomgængeligt værk. Thorvaldsens Kristus, dåbsengelen og apostelfigurerne fra 1830'erne bløder op og afbalancerer arkitekten C.F. Hansens stort udkastede, norditalienske klassicisme. Det er et højtideligt rum, der hurtigt får magt over den besøgende. Ikke mindst ved dets mangel på intimitet. Så stramt og sublimt virker intet andet kirkerum i landet. Det er enkelt, ophøjet og dog især efter sidste renovering med sprækker i det alt for klassiske. En guldbaggrund hér og en pompejanskrød dér giver lige det fornødne touch af menneskelighed i denne kubiske kolos.

Smølferne i Ribe

Ribe Domkirke har været udsat for mange angreb. Ikke mindst fra velmenende arkitekters side. Det store brede skib har næsten ingen historisk dekoration bevaret, og koret stod gabende nøgent, da man i 1980'erne flyttede det historicistiske monstrum af et alter ud. Da stod kirken nøgen, uden smykke og klæder. Det blev som bekendt Carl-Henning Pedersen, der i 1982-87 fik opgaven at udsmykke hele korpartiet. Der er noget stærkt betagende ved at stå over for disse kalkmalerier, mosaikker og glasmalerier, for man bliver aldrig færdig med dem. De provokerer den ene dag og falder helt naturligt den anden. Man kan se på dem og lade sig føre af dem på mange måder. Carl-Henning Pedersens kunst og hans motiver har et eget liv, der måske vil invitere os indenfor, måske ikke. Den tvetydighed er i høj grad skærpet af den besøgendes forventninger af at skulle ind i et højtideligt kirkerum. Dekorationen hører til blandt det ypperste i det 20. århundrede og står efter min mening stadig som kongen inden for moderne dansk kirkekunst.

historie@kristeligt-dagblad.dk