Pragtstykket i dansk kirkekunst

Altertavlen viser på sidefløjene Jesu forløsningshistorie fra nadveren til pinseunderet. Claus Bergs altertavle er lavet før reformationen, mens Danmark stadig var katolsk, og derfor er den centrale scene med korsfæstelsen ikke gengivet som en historisk begivenhed, som man ofte ser det i den danske folkekirke, men i metafysisk og symbolsk forstand.

Kristus på korset er altertavlens centrum, og korset forgrener sig ud i billedet som livets træ. Under og mellem grenene er der helgenskarer fra Det Gamle og Det Nye Testamente, og ovenover Kristus krones Maria til himmeldronning af Treenigheden. På hver side af Maria fremviser nogle engle de lidelsesredskaber, man forbinder med Kristi martyrium: tornekronen, piskningssøjlen og korset.

Altertavlen blev bestilt af dronning Christine i 1513 til familiens private gravkor. Derfor er både Christine, kong Hans og deres børn også sirligt udskåret i tavlens bund knælende vendt i bøn op mod endnu en Kristus-figur fremstillet som Smertensmanden. Her står han med naglesår, sidevunde og tornekrone, som ham, der forløste mennesket gennem sin offerdød.

Søren Kaspersen er en af Danmarks førende eksperter inden for middelalderens kirkekunst. Han kalder Claus Bergs værk for et "pragtstykke", som ikke blot er smukt og overdådigt i sig selv, men som også viser forskellene mellem den katolske og den lutherske kirke.

-- Altertavler har altid hørt til den fornemmeste del af kirkekunsten. Særligt i den middelalderlige kirke var altertavler bundet til liturgien og ikke mindst nadversakramentet. Nadveren er livsnerven i den katolske kirke, og altertavlerne en iscenesættelse og et billede på den livsnerve, siger han.

Samtidig opfattede man i middelalderen kirkekunst som en pædagogisk metode til at nå den brede del af befolkningen, som ikke kunne læse. Kunsten skulle føre menigheden ind i det kristne univers ved at fortælle bibelhistorier og helgenlegender i billeder, og pave Gregor den Store sagde, at "hvad teksten er for dem, der kan læse, er billederne for analfabeter".

Udsagnet forudsætter naturligvis, at man kender historierne på forhånd, og ifølge Søren Kaspersen havde kirkekunsten i middelalderen netop også en anden funktion. Kunsten skulle ikke blot forklare, men også uddybe og perspektivere de bibelske fortællinger og føre menigheden hen til den åndelige dimension af troen.

-- I fromhedslivet på Claus Bergs tid stræbte man efter en fuldstændig indlevelse i Kristi handlinger og historie, så det, som skete for Jesus, rent faktisk skete for øjnene af én. Et forbillede var blandt andre Frans af Assisi, (den helgenkårede munk og grundlægger af den katolske franciskanerorden, red.) som i kraft af sine stigmata, Kristi sårmærker, var et bevis på, at ved intens bøn og indlevelse kunne hændelserne og miraklerne i Jesu liv genopleves konkret, siger Søren Kaspersen.

-- Kunsten spillede en væsentlig rolle i denne meditative proces, for den krævede, at man kunne danne sig så præcise billeder af, hvad der var sket, som muligt. Her blev billedkunsten en støtte til at fremkalde de mentale billeder. Og Claus Berg har beriget sine figurer med figurer med al den dramatik, som kunne indprente dem i sindet, siger han.

Oprindelig stod tavlen på højalteret i Franciskanerkirken i Odense. Det var her, at kong Hans, Dronning Christine og deres sønner fik et privat gravkor. Men kirken findes ikke mere, og altertavlen kom i 1885 til Odense Domkirke.

Selvom dens udtryk er katolsk, har den mere at tilbyde dagens kirkegængere end blot at være en æstetisk og historisk museumsgenstand, mener Søren Kaspersen.

-- Den sætter vores kristendomsforståelse i relief, og fordi den ikke viser korsfæstelsen som en historisk begivenhed, men i symbolsk forstand er den åben for fortolkning. At se Kristi kors som livets træ er heller ikke fremmed i den lutherske kirke, siger han.

Alligevel kan det vække til eftertanke, at en katolsk altertavle overlevede det åndelige syrebad, der fandt sted i årene efter reformationen, hvor store dele af den katolske arv blev hugget op og smidt på bålet.

-- Set fra mit bord er det fantastisk, at den findes endnu. At den hænger i en dansk kirke er et udtryk for folkekirkens rummelighed, og netop fordi den kan fortolkes på mange måder, er det muligt også som lutheraner at tolke dens budskab ind i vores kristendomsforståelse, siger Søren Kaspersen.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Claus Berg

**Tysk billedskærer, der blev født i Lübeck og menes at have tilhørt en lybsk patricierfamilie. Det var Kong Hans og Dronning Christine, som kaldte ham til Danmark omkring 1500. Særligt dronningen satte Claus Berg og hans kunst meget højt. Hun skænkede ham en gård i Odense og en af sine jomfruer til ægte. Christine stod fadder for Claus Bergs søn, som siden blev præst ved Sankt Nikolaj Kirke i København og senere biskop i Norge.

**Claus Berg var leder af det betydeligste, danske billedhugger- og malerværksted fra cirka 1505 til 1532. Han udførte tegningen til altertavlen og sammen med hans 12 mand store værksted skar og malede de i knap ti år, før det, der betegnes som hans hovedværk i Danmark, var færdigt.

**Altertavlen overgik ved Franciskanerkirkens nedbrydning i 1806 til Vor Frue Kirke i Odense og blev i 1885 flyttet til Sankt Knuds Kirke, domkirken i Odense.

**Man ved ikke så meget om Claus Bergs øvrige kunstneriske virke i Danmark. De fleste af de værker, der tilskrives Claus Berg, er gjort ud fra et stilistisk skøn. Men han menes at have udført en lang række værker, herunder fløjalteret i Vor Frue Kirke i Århus, et udskåret alter i Wittstock og et lignende på et museum i Lübeck. Hans navn nævnes også i forbindelse med altertavlen i Sanderum Kirke i Odense og et trækrucifiks i Sorø Kirke, og det er efter al sandsynlighed også Claus Bergs værksted, som har stået bag nogle af Ribe Domkirkes kalkmalerier.

**Hans dødsår er ukendt, men han levede endnu i Odense cirka ti år efter, han var færdig med altertavlen til Kong Hans' og dronning Christine.