Religionsdebat i et antiautoritært medie

Religionsdebat var for få årtier siden for de indviede. I dag er det for alle. Derfor findes der religionsdebat alle steder, hvor der er åben adgang til at debattere.

Der er religionsdebat på dr.dk, på fyens.dk og på berlingske.dk. Selv på New York Times er der som regel religiøse emner på avisens liste over, hvad bloggere linker mest til.

Religionsdebattens ustyrlige vækst på alle mulige hjemmesider er et klart udtryk for, at religion optager sindene. Hvis man ikke blokerer for debatten, kommer den af sig selv.

Den største åbne religionsdebat i DK findes på religion.dk. Her kan man stille spørgsmål til præster, munke og imamer, men man kan også debattere med andre læsere. Senest har medlemmer af Jehovas Vidner forsvaret deres trosretning over for en afhopper fra bevægelsen, og det har udløst 4.650 debatindlæg siden 25. maj 2006.

Andre åbne debatter findes på Google og på Jubii, der begge er skrevet og redigeret af manden på gaden, brugeren bag skærmen. Siderne er klare indikatorer på, hvad de brede lag af online debattører tænker om det religiøse.

Et af de første initiativer inden for religionsmødet online stod den nuværende biskop Steen Skovsgaard for, da han som provst i Gellerup, Århus, lancerede islamkristendom.dk ved årtusindskiftet. Stedet lukkede, da tonen blev for konfrontativ.

I det hele taget har den direkte tone i online debatterne betydet, at mange mødesteder - som Danmarks Forenede Cybermuslimer - er gået fra at være åbne steder til at være restriktive og ret lukkede. Der er langt imellem danske muslimske debatfora, hvor både muslimske og ikke-muslimske holdninger brydes åbent.

Blandt de kristne online debatter er de største Indre Missions Jesusnet.dk og Giraffen.dk, hvor alle er velkomne, men hvor der hovedsageligt udveksles holdninger internt blandt trosfæller. Et tredje sted at få et kristent syn på kontroversielle emner er på katolske katpod.dk, hvor 74-årige Erling Tiedemann podcaster.

Det mest påfaldende ved religionsdebatten online er de steder, hvor den ikke findes.

Man ville forvente at møde den på sider som folkekirken.dk, Tidehverv.dk, Demokratiske Muslimer og frem for alt hos folkepartierne eller kirkepolitikerne, der jo regelmæssigt arrangerer folkehøringer om kirken.

De fleste af disse aktører hylder samtaledemokratiet, forsamlingshuset og det folkelige. Men af en eller anden grund åbnes der ikke op for mulighederne for at diskutere kirken med folket, selvom der er en religiøs interesse nedefra som sjældent før.

En del af forklaringen er måske, at debatterne med læserne ikke altid forløber ligesom de debatter, vi er vant til fra offentligheden før internettets tid. Læserskabt indhold kan være uregerligt, aggressivt og, værst af alt for en redaktør, underlødigt.

Noget af det særeste at se tilbage på om få år kan være attituden i dag hos de redigerende kræfter, der ikke finder behag i stilen hos de nye stemmer nedefra, samtidig med at magtbalancen i den offentlige kommunikation er ved at ændre sig grundlæggende, i og med at enhver borger pludselig kan få alle sine læserbreve igennem til offentligheden.

Samme debatmæssige tilbageholdenhed ser man uden for de religiøse sider, i medier som Politiken og Jyllands-Posten, der jo ellers er glade for at debattere religion.

Ubehaget ved at åbne op for religiøs tovejskommunikation rejser spørgsmålet, om ikke den europæiske debatkultur går i retning af den amerikanske, hvor politisk korrekthed og stramme spilleregler for religionskritik i det offentlige rum accepteres bredt af både medier og befolkning.

På verdens største religionsportal, amerikanske Beliefnet.com, bedes man således om at hænge sin kritiske indstilling på knagen, inden man træder indenfor i de områder, hvor konkrete religioner diskuteres. Skal man ind i forummet for konservativ kristendom, bedes man tilslutte sig værdigrundlaget først.

Disse forholdsregler ligger lige for i de multikulturelle samfund, der jævnligt rammes af politiske stridigheder om religiøse emner. Religionskritikken lærer at leve side om side med religionsrespekten.

Der er bare lige den hage ved det, at internet ikke er let at kontrollere.

At ville kontrollere internettet ville nemlig forudsætte, at nogen sætter rammerne, hvorimod den interaktive logik er sådan, at populære emneområder, der holdes nede, bare flytter over på andre medier, som vokser sig større. Det er som at kontrollere formen på en ballon: Hvis man prøver at trykke den ned et sted, buler den ud andre steder.

Det kan man se på de blogs og enmandshære, som bærer protest-strømningerne i øjeblikket.

Et af de mest populære emner på amerikanske Technorati, der samler 55 millioner blogs, er islam, og danske Uriasposten klemmer også på med religionsblogs. Endelig vokser også niche-sider som folkekirkestop.dk og folkekirkestop-aldrig.dk frem, fordi de tager fat på kontroversielle emner, som andre medier lader ligge.

Så både i USA, Danmark og i resten af den globale offentlighed bliver der religionsdebat nedefra og op, hvad enten kirke og medier vil være med eller ej.

Det er forudsigeligt, at der vil komme masser at være uenige om på et internet, der er som skabt til antiautoritære, tovejskommunikerende bevægelser, som skal leve side om side med envejskommunikerende, autoritære religioner.