Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Kampen om Berlin til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kampen om Berlin

Kommenter Hold mig opdateret

BØGER UDEFRA: Da sovjetiske tropper rykkede ind i Østprøjsen , gik en gammel verden under. Men tragedien var dobbelt, for meget var allerede gået under med den stiltiende accept af Hitler, skriver historikeren Antony Beevor i sin nye bog

Fortjente Tyskland den skæbne, der overgik dets territorium og befolkning i januar 1945, da millioner af sovjetiske tropper rykkede ind i Østprøjsen? »Vi bliver nødt til at vinde. Ellers vil de gengælde, hvad vi gjorde i Rusland«, råbte en højt dekoreret soldat til sine apatiske medpassagerer på et S-Bahn-tog i Berlin i februar 1945. Og han fik ret.

De ødelæggelser, plyndringer, voldtægter og mord, der fulgte i kølvandet på de sovjetiske hæres fremfærd gennem Prøjsen, Pommern og Schlesien, lod ikke tyskernes grusomheder tre et halvt år tidligere meget tilbage. Det endelige sovjetiske gennembrud handlede ikke kun om sejr og nederlag, men også om fordrevne befolkninger og et ødelagt kulturlandskab. Russerne erobrede endeligt Berlin den 2. maj, og afslutningen rummede en vis poetisk retfærdighed. For det var den general, der i vinteren 1942-43 havde ledet forsvaret af Stalingrad, Vasily Chuikov, der modtog den tyske hovedstads kapitulation.

Antony Beevor er i sin fængslende nye bog om Nazitysklands endeligt, »Berlin: The Downfall 1945«, ikke uforstående over for den individuelle russiske soldats hævntørst (der er dog heldigvis også mange eksempler på storsind og barmhjertighed blandt erobrerne). Men som bogen med al ønskelig tydelighed viser i sin grundige gennemgang af felttoget, så udligner den ene katastrofe ikke den anden. Den øger blot summen af menneskelig lidelse.

Annonce
Beevor fik sit gennembrud som en af Englands kendteste militærhistorikere i 1998 med bogen om Stalingrad. Stalingrad var den tyske hærs første større nederlag efter tre års sejrrige felttog, og slaget står derfor som en milepæl i Anden Verdenskrig. Det samme var ikke tilfældet i kampen om Berlin. Skønt der blev kæmpet til det sidste, var krigen allerede vundet, da slaget blev indledt, og Beevors beretning følger de russiske kampvognshæres ufravendte fremfærd, mens de langsomt, men sikkert nedkæmpede de enheder fra værnemagten og SS, der sammen med teenagedrenge i Hitler-jugend og veteraner fra Folkestormen udgjorde Det Tredje Riges sidste forsvarere.

Her er ikke noget dramatisk vendepunkt, men nok lidelse og elendighed af episke dimensioner. Hvert eneste år dukker der hundreder af lig frem af jorden på de gamle slagmarker på vejen til Berlin og på byggepladserne i selve Berlin og minder om, at historien ikke blot er noget, man lægger bag sig. Den må man forholde sig til, og her er Beevors bog et både lødigt og meget spændende bidrag.

At krigen på Østfronten blev så blodig og grusom, skyldes, at den blev udkæmpet mellem to totalitære regimer, der helt frem til krigens sidste timer tilsidesatte strategiske og taktiske hensyn til fordel for rent ideologiske mål, understreger Beevor. Når de sovjetiske tabstal for erobringen af Berlin - 78.291 døde og 274.104 sårede - blev så høje, var grunden nok den indædte tyske modstand, men også Stalins frygt for, at amerikanerne skulle nå Berlin først. Og det fik generalerne under ledelse af marskal Zhukov til at drive tropperne hensynsløst frem. Men selv om de er barske nok, giver de officielle tabstal ikke noget fuldstændigt indtryk af de menneskelige omkostninger på den russiske side. For til tallet af dræbte og sårede bør lægges de ca. 130.000 officerer og soldater, der alene i 1945 blev anklaget for kontrarevolutionær virksomhed og sendt til lejre i Sibirien.

På tysk side vidnede de mobile standretter, der få hundrede meter fra frontlinjen prompte henrettede efternølere og mistænkte desertører, om, at fanatismen og umenneskeligheden i den nazistiske ledelse fortsatte med uformindsket kraft. De mindede også om, at der i princippet ikke var nogen grænse for, hvor mange menneskeliv Hitler var villig til at ofre for at tilfredsstille sine forestillinger om en passende undergang for det nazistiske tusindårsrige og dets fører.

En af de højtstående tyske officerer, der havde mod til at tænke i alternativer, og som Beevor respekterer, var den hårdkogte general Helmuth Weidling, der først var blevet dødsdømt af en hysterisk Hitler for fejhed og forræderi, men som siden fik overladt ansvaret for Berlins forsvar. Weidling håbede lige indtil kapitulationen at få lov til at prøve at bryde ud af den omringede hovedstad med resterne af sine tropper og dermed stoppe kampene.

Hertil kom det som bekendt aldrig, men til gengæld blev han ideligt tilkaldt til møder med Hitler, der fra sit hovedkvarter dybt under jorden var ivrig efter at høre nyt. Weidling var på det tidspunkt en mand i 50'erne, og, som Beevor tørt skriver, så må løbeturene mellem murbrokker og udbrændte kampvognsvrag fra Weidlings hovedkvarter til Hitlers bunker yderligere have bidraget til at gøre generalens stilling uudholdelig.

Det er den slags mellemregninger, der giver Beevors beretning dens særlige kvalitet. Historien om Berlins fald er fortalt før, og krig er under alle omstændigheder en meget kompleks størrelse at skildre. Men Beevor supplerer dygtigt sin beretning med nye oplysninger fra sovjetiske arkiver, uddrag af dagbogsoptegnelser og interview med overlevende, således at de individuelle skæbner ikke tabes af syne midt i ragnarokket af kæmpende hære. Ironisk er det, at omtrent halvdelen af de SS-tropper, der forsvarede den tyske rigshovedstad, var udlændinge. Også et stort antal danske og norske frivillige i SS-Division Nordland var således med til at forlænge Det Tredje Riges dødskamp.

Fortjente Tyskland sin skæbne? Da Ursula von Kardoff, hvis »Optegnelser fra Berlin 1942-45« (da. udgave 1963) Beevor flittigt citerer, i april 1945 hørte om ødelæggelsen af Pottsdams Garnisonskirche, brast hun i gråd på åben gade. Pottsdam var den gamle prøjsiske residensby og havde en hel særlig plads i bevidstheden hos det aristokrati og den prøjsiske militære kaste, som Ursula von Kardoff var rundet af. »En hel verden blev ødelagt«, noterede hun i sin dagbog, og man kan ikke være uenig. Men tragedien var dobbelt. For det var ikke blot en særegen kultur, som blev tabt og erstattet med et stalinistisk diktatur. De traditioner og den moralkodeks, som det gamle Tyskland var bærer af, var allerede svært kompromitteret af dets stiltiende accept af Hitler.

Antony Beevor: Berlin: The Downfall 1945. Viking, London, 2002. 25 pund.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​