Forskellige veje til kirkekunsten

Bodil Kaalund har altid været draget af de bibelske fortællinger. Hun voksede op i Silkeborg i et hjem, hvor forældrene var socialdemokrater og kulturradikale, og hvor børnene var fritaget fra kristendomstimerne. Men lille Bodil listede sig alligevel ind til fru Emborgs undervisning og lyttede med, når der blev læst højt fra Selma Lagerløfs "Kristuslegender".

I dag er Bodil Kaalund en af de danske kunstnere, der har sat sit præg på flest kirker. 26 kirkeudsmykninger er det blevet til, tre bispekåber og 14-15 messehageler, samt naturligvis den store opgave med illustrationer til nyoversættelsen af Bibelen fra 1992.

Et af de første værker med tydelig religiøs reference lavede hun i 1952 til faderens gravsted på Lyngby Assistens Kirkegård. Motivet er to engle, den ene kigger op og den anden ned.

Men allerede fra barnsben levede de religiøse motiver i hendes tanker, og da hun begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1950, fortalte hun sin lærer Kræsten Iversen, at det var hendes drøm at lave store kompositioner og komme til at udsmykke en kirke en dag.

Endnu stod hendes forsøg med malerpenslen dog ikke mål med de indre tanker, men troen eller hendes søgen efter den, var alligevel overalt i hendes produktion.

-- Jeg er vokset op med, at man maler de billeder, som man synes, man skal male. Jeg har fra tidlig tid været optaget af hverdag, af det nære. For eksempel stoppenåle -- noget man ser mange gange, hver gang man har sin sypose fremme. Og pludselig er der et billede. Jeg er meget glad for skønheden i alting. Kritikeren Bent Irve skrev engang, at jeg havde en sær evne til at gøre det hverdagsagtige religiøst og det religiøse hverdagsagtigt, og det syntes jeg var dejligt. Han har helt ret, siger Bodil Kaalund.

Selvom Bodil Kaalunds malerier af stoppenåle, grydeskeer, forklæder og frugtfade bærer troen i sig, så er hendes kirkekunst mere tydeligt religiøst fyldt, som den er af bibelske motiver. Men også her er hendes afsæt det nære.

-- Jeg har næsten altid et udgangspunkt i mig selv og i det menneske, der betragter. Jeg laver ikke et ikon. Første gang jeg arbejdede med Golgata, malede jeg kun Kristi fødder og bakken, og så handlede det om soldaterne, der slår plat og krone om kappen. Det er ikke med vilje, men jeg arbejder mere med mit eget forhold til det, og jeg tror det er grunden til, at mange føler sig trygge ved det, jeg maler, siger Bodil Kaalund.

Tilgangen til at lave kirkeudsmykning er en helt anden hos kunstneren Kirstine Vaaben. Hun er ligesom Bodil Kaalund uddannet fra kunstakademiet i København, men hun er en anden generation, født som hun er i 1963 og uddannet i 1997, og så står hun over for sin allerførste kirkeudsmykning, en glasmosaik til Oksby Kirke ved Blåvand.

Kirstine Vaabens kunst er præget af strukturer og organiske former frem for genkendelige motiver, og hun har arbejdet med mange forskellige formater. Det seneste år har Kirstine Vaaben drøftet udsmykningen med Oksby Kirkes menighedsråd, og både provstiet, Nationalmuseet og Akademiraadet har været en del af beslutningsprocessen, før Kirstine Vaaben nu kan gå i gang med at realisere opgaven.

-- Jeg har ikke et specielt forhold til kirkerummet, men jeg tror, jeg kan tilføje det noget og lave noget smukt, siger Kirstine Vaaben.

Hun fremhæver til gengæld samarbejdet med det lokale menighedsråd og tilhørsforholdet til naturen, som hun prøver at gengive i sin glasmosaik. Det har været en løbende dialog med menighedsrådet, som har ført frem til den arbejdsskitse, hun vil gå i gang med at virkeliggøre i kirken.

-- Jeg er neutral. Jeg forholder mig til rummet og stedet. Og jeg formoder, at Akademiraadet har vurderet, at mine ting ville passe ind, at et organisk mønster vil være smukt i Oksby Kirke. Jeg har tænkt stedet ind og vil bringe naturen og farverne ved Vesterhavet ind i rummet, siger Kirstine Vaaben.

Hendes glasmosaik vil være præget af et stjernemønster med figurer som sommerfugle, konkylier og andre genstande, som hun har fundet inspiration til langs den jyske vestkyst.

Bodil Kaalund har knyttet tætte bånd til vestkysten, og kirken i Lemvig har hun totaludsmykket. Bodil Kaalund udsmykkede 26 kirker fra 1972 og frem til 2000. Så sagde hun stop for en tid.

-- På et tidspunkt syntes jeg næsten, at det kvalte mig, " åh, kunne hun da ikke lave "opstandelsen" eller "Kristi himmelfart?"". Jeg følte mig pludselig som et katalog fra Daells Varehus, et bestillingskatalog, hvor man kan sætte kryds: "Skal det være ekstra large og i blåt?", siger Bodil Kaalund og fortsætter:

-- Bibelen er for mig en fortrolighed. For mig er det ikke bare en bog, man tager frem. I det øjeblik man udstiller, så udstiller man jo sig selv, men jeg har altid håbet, at det vækker en genklang. Jeg kan ikke springe ind i en mode, så er jeg ikke mig selv. Så er det mere en stil, man kryber ind i, siger hun.

Bodil Kaalund havde en følelse af, at troen ikke længere var til stede i hende.

-- Jeg følte, jeg var falsk, hvis jeg malede i den periode, siger Bodil Kaalund, der lægger vægt på oprigtigheden i forhold til kirkekunsten og sætter pris på de præmisser, som hører kirkerummet til.

-- Man skal tænke på, hvor man er i kirken. Det er en tradition at have Det Gamle Testamente på orgelpulpituret, og det ser jeg ingen begrænsning i. Det er dejligt, for så kan de pragtfulde motiver spille sammen med de pulpiturrækker, der har motiver fra Det Nye Testamente. Så får man en parallelitet, siger hun.

Bodil Kaalund holdt aldrig op med at male de religiøse motiver for sig selv, for den indre dialog om troens spørgsmål havde hun behov for at bevare. I dag føler hun sig igen parat til at tage fat på kirkeudsmykningerne, og der ligger en opgave og venter i Kollmar-kirken i Holsten.

-- Jeg har et barnligt udtryk, at jeg skal få kirken til at synge. Jeg skal have en fornemmelse af harmoni. Andre vil måske hellere have disharmoni, meget af den moderne kunst vil hellere sprænge nogle grænser, men de tænker meget ofte, som om de hang på en udstilling, siger Bodil Kaalund.

At harmoni spiller en vigtig rolle i kirkerummet er også Kirstine Vaabens opfattelse, og hun fremhæver selve kunstens kvalitet som afgørende for, hvor meget den kan fylde uden at blive for meget.

-- Det kommer vel an på, om det er godt. Man kan jo godt have det voldsomme, hvis det har kvalitet. Jeg har valgt at lave noget spinkelt, som alligevel også har styrke. Man skal heller ikke vælte det hele omkuld med et kæmpe brag, men det skal ligesom komme langsomt, siger Kirstine Vaaben.

Hun går ydmygt til opgaven og er som kirkedebutant indstillet på ikke at indtage rummet i Oksby Kirke med pauker og basuner.

-- Jeg vil ikke pådutte nogen noget, jeg vil bare lave noget smukt til dette rum. Jeg har nogle idéer om, at lyset helt konkret kunne blive smukkere, og man kan skabe nogle farvestemninger. Det er et vigtigt rum, og netop derfor ønsker jeg ikke at lave noget, der er alt for anmassende. Det er ikke mig eller min person, der skal frem, siger Kirstine Vaaben.

Hun betragter sin glasmosaik til Oksby Kirke som et konkret bestillingsarbejde. Hun har taget en opgave på sig og løser den i overensstemmelse med menighedsrådets ønsker og sin egen kunstneriske tæft, og det er en tilgang, hun har det godt med.

-- Jeg har hørt meget om udsmykningsopgaver og om det samarbejdsbesvær, der kan være med menighedsrådene. Men jeg har fået frie tøjler, siger Kirstine Vaaben.

Skulle hun en dag få en forespørgsel på at lave en udsmykning til endnu et kirkerum, kan hun sagtens forestille sig at gå til opgaven.

-- Jeg tror egentlig godt, jeg kunne lave en altertavle. Jeg er ikke inde i den tankegang lige nu, men jeg ville se, hvordan andre har løst det og give mit eget bud. Jeg vil helst ikke blande min overbevisning med mit kunstneriske udtryk og håndværk, siger Kirstine Vaaben.

Ingen af de to kunstnere er interesseret i at lave retningslinjer for kunstnerens forhold til kirkens rum og til troen.

-- Da diskussionen gik i Ribe, sagde man, at det var en lunken og mærkværdig kirke, der ikke havde plads til en af vores fremmeste kunstnere. Han var jo også virkelig en fremmed fugl. Men det er op til den enkelte kunstner, om man vil være en fremmed fugl og lave sit eget, siger Bodil Kaalund.

-- Mange siger, at det religiøse i virkeligheden hænger på museerne i dag, kunsten er blevet der, hvor folk søger hen for at få svar på noget og få trøst. Og det kan der da være noget om.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Kirstine Vaaben
Født 1963. Uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi 1997. Første kirkeudsmykning: glasmosaik til Oksby Kirke (2007).

Bodil Kaalund
Født 1930. Uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakadami 1954. Har udsmykket 26 kirker heraf en i Norge, en i Sydslesvig og en i Grønland. Har illustreret Det Danske Bibelselskabs nyoversættelse af Bibelen fra 1992. Er repræsenteret med fast samling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor hun også har totaludsmykket kirken.

Kirkekunsten løfter sig
- De danske kirker rummer noget af den bedste kunst, der skabes i disse år. Hvilke tanker gør kunstneren sig om forholdet mellem kunst og teologi, og hvem bestemmer, hvilken kunst der bestilles til kirkerne? Vi sætter fokus på dansk kirkekunst og menneskene bag. Læs hele serien her.