SVEND AUKEN: Det politiske hos Kierkegaard og Grundtvig

Kierkegaard betragtede personlig frihed som uforenelig med politisk frihed, forstået som en demokratisk styreform. De styrende måtte ikke være forhippede på at regere, mente Kierkegaard. Det skulle være et personligt ombud, som de styrende påtog sig som pligt, og opgaven var at holde styr og orden, så der kunne være plads til alle. Erling Bjøl sagde engang: »Riget tilhører dem, der gider.« En sådan udtalelse ville give Kierkegaard myrekryb.

Både Grundtvig og Kierkegaard var oprigtige tilhængere af den personlige kongemagt. De mistroede rådgiverne og bureaukraterne omkring kongen, men kongen selv var hævet over kritik. Christian den ottende modtog Kierkegaard flere gange og læste ham opmærksomt, selv om han syntes, han var svært tilgængelig, og Grundtvig blev ved med at sætte sin lid til kongen, når det gjaldt den nødvendige skole og kirkepolitiske reformer.

Kierkegaard frygtede pøbelvældet, som for ham ville føre til nivellering, ufrihed og misundelse. Monarkiet gav frihed, demokratiet beskar friheden. Hverken Grundtvig eller Kierkegaard brød sig om folketoget i marts 1848. De sad begge hjemme med næsen forskræmt trykket mod ruden, da optoget anført af de nationalliberale koryfæer passerede på vej til Christiansborg.

Kierkegaard forblev skeptisk, mens Grundtvig blev hvirvlet ind i processen af sine mange tilhængere, der ville have Grundtvig med i Den Grundlovgivende Rigsforsamling og senere i Folketinget. Grundtvigs indsats begge steder var i øvrigt markant, men noget ujævn. Han var højtråbende og ekstremt perfid i sin polemik mod sine modstandere i ministeriet. Ikke sjældent tog han fejl, men på nøgleområder satte Grundtvig sin fod rigtigt, som f.eks. i forbindelse med den »gennemsete (dvs. den reviderede) grundlov« af 1866, som var et enormt demokratisk tilbageskridt.

Både Kierkegaard og Grundtvig havde sans for menigmand eller den »simple mand«, som datiden sagde. Kierkegaard mente dog, at Grundtvigs interesse var noget forloren, for der var ingen direkte kommunikation mellem almindelige mennesker og Grundtvig, hævdede Kierkegaard. Grundtvig sad bare derhjemme med sine bøger og rugede over det levende ord og folkeånd, men han kunne ikke tale med folk. Denne kritik er vistnok helt rigtig. Grundtvig formåede ikke den almindelige samtale. Han inviterede venner over for at starte og vedligeholde samtalen, når han havde gæster. Kierke- gaard var derimod en rigtig taler. Han elskede passiaren med mennesker. Han gik ud i den københavnske mennesketrykkoger hver dag for sin fornøjelses skyld og for ikke at virke for ophøjet. Grundtvig derimod gik aldrig tur. Han gik altid i et ærinde.

De interesserede sig begge for menigmand, men om en social forståelse kan man knap nok tale. Ikke mindst efter sin rejse i den tidlige industrialismes England fik Grundtvig sans for den teknologiske dynamik (Thors hammer Mjølner i en ny udgave), men også for kapitalismens forkrøbling af det menneskelige samfund og de nye og snyltende stænder: embedsstanden, krigsstanden, handelsstanden og i England fabriksstanden. Men hans identifikation lå med bonden og håndværkeren, ikke med den proletariske almue.

Grundtvig var en svoren modstander af enhver form for statslig normering: »ekspropriation, dette ord, der til sprogets ære ikke findes på dansk«, sagde han i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, da han modsatte sig denne bestemmelse i Grundloven. Ejendomsretten var urørlig for Grundtvig, skattebetaling var af det onde, og enhver form for fattighjælp var bare med til at holde de fattige fast i deres fattigdom. Der er tydelige lighedspunkter mellem Grundtvig og de moderne højrebevægelser på disse punkter, men heldigvis er der også væsensforskelle. Og det er i Grundtvigs progressive syn på folkelig frihed, folkelig oplysning og folkeligt fællesskab, han får sin blivende betydning i den politiske idéhistorie. Ikke som en forløber for Glistrup og Kjærsgaard eller som en tidlig udgave af »minimalstaten«. Grundtvig blev én af søjlerne i det moderne velfærdssamfund. Venstregrundtvigianerne kom til at sætte deres stærke præg på Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, ligesom højregrundtvigianerne kom til at sidde tungt på partiet Venstre. Når vores lovgivning på skole- og kirkeområdet ser ud, som den gør, skyldes det ikke mindst Grundtvigs inspiration.

For mange af os udgør Grundtvigs forestilling om folkelig, fri og fælles stadig et vigtigt ideologiske fundament. Det spændende ved Grundtvigs indflydelse, som gør sig gældende frem til og i kraft af det moderne velfærdssamfund, er, at den rummer påvirkning både fra højre og venstre, og det ville i virkeligheden være velgørende med en moderne debat om Grundtvigs indflydelse i dag. Det må blot ikke blive til floskler. Jeg så gerne, at arven fra Grundtvig og dens kvalitet for fremtidigt brug blev gjort til genstand for en omfattende principdebat.

Kierkegaard har aldrig haft politisk betydning. Han var aldrig ophavsmand til en politisk bevægelse eller leverandør til en politisk ideologi. Hans interesse for politik var minimal, og hans nysgerrighed, psykologiske empati over for menigmand, modsvaredes ikke af nogen sociologisk fordybelse i deres vilkår. For Kierkegaard var det disharmonierne i den sjælelige arkitektur, der pådrog sig interesse - ikke mangler i samfundets sociale struktur.

Til gengæld er Kierkegaards samtidskritik mere rammende, mere præcis og foregribende, når det drejer sig om kendetegn ved det moderne samfund, i århundrets andet år og Anders Foghs første år. Kierkegaard havde ikke nogen klasseanalyse af sin samtid. Hans kritik af spidsborgerligheden var ikke udtryk for et politisk modsætningsforhold, men for en kulturkritik, en kritik af en bestemt følelsestom, ulidenskabelig, materialistisk, pragmatisk og »reflekteret« mentalitet, hvor man kun på en tåbelig måde er optaget af dagen og vejen og ikke af eksistens og gudtroens udfordrende spørgsmål.

Alligevel har Kierkegaard fat på en politisk realitet i beskrivelsen af det moderne menneske. Han har så meget at fortælle vores tid om grundlæggende ensomhed midt i forbrugersamfundet og kommunikationssamfundet massive påvirkninger. - Forbruget og den samlede velstand er konstant i vækst, men glæden, overskuddet og engagementet er i aftagende. Kierkegaard ville måske glæde sig over mange moderne menneskers optagethed af at finde en subjektiv mening i religion, filosofi, kunst osv., men han ville være chokeret over, hvor narcissistisk denne meningssøgen ofte er. Og hvor meget kvaksalveri, der findes i den moderne sjælebranche.

Kierkegaard troede ikke på demokrati ud fra sin tids betingelser og erfaringer. Det gør vi. Vi har så godt som muligt prøvet at opfylde de grundtvigske forudsætninger for demokrati: uddannelse, oplysning og fællesskabsværdier. Og hertil har vi lagt de socialdemokratiske forudsætninger ind om øget tryghed og socialt sammenhold, solidaritet. Og vi har skabt et samfund, som efter min mening ikke er godt, men som trods alt er bedre end noget andet samfund, mennesker har kendt. Det moderne velfærdssamfund er en dementi af de mange myter om pøbelvælde og ineffektivitet.

Der er også - sammenlignet med andre lande - en betydelig folkelig viden og interesse for samfundsforhold; i den sammenhæng var det internationalt opsigtsvækkende, at 86 procent af vælgerne en råkold septemberdag i 2001 gik hen og stemte om de fremtidige valutaforhold i Danmark. I sammenligning stemte mindre end halvdelen af vælgerne ved sidste præsidentvalg i USA og kun 56 procent ved sidste parlamentsvalg i Storbritannien.

Kierkegaard og Grundtvig har en aktualitet i vores livsnødvendige debat om demokrati og folkeliv i Danmark. Deres skrifter kan stadig læses med stort udbytte også med relevans for nutiden, men hvor vi savner Kierkegaards eksistentielle kritik af fordummelsen og den menneskelige selvundertrykkelse, og en ildsjæl som Grundtvig til at stille sig i spidsen for det folkelige oprør, den folkelige vækkelse, der skal til for at puste nyt liv ind i det danske demokrati.n

Svend Aukens kronik er en redigeret version af et foredrag holdt i anledning af Grundtvig-Kierke-gaard-ugen i sidste måned