Farvel, Danmark

"Jeg synes, at alle muslimer skal bo i et muslimsk land." Ja, kære muslimer, som bor i Danmark: er det ikke løsningen? Er det ikke konsekvensen af islam? Og er det ikke den eneste måde, hvorpå det i det lange løb er muligt at skabe fred mellem muslimer og alle mulige andre: at de må bo i deres egne lande, hvor de kan indrette sig efter sharia og alle andre slags muslimske forskrifter for både den enkelte og hele samfundet?

SÅDAN HAR DET JO i hvert fald været gennem hele historien. Muslimer kunne godt udvise en vis grad af tolerance over for anderledes tænkende og troende i de lande, som de erobrede i de første århundreder efter Muhammeds død, men altid kun under den forudsætning, at de selv sad på magten og kunne bestemme indretningen af samfundet.

De, som ikke delte deres tro eller samfundsopfattelse, blev så dhimmi, det vil sige folk, som mod en passende økonomisk ydelse fik beskyttelse af de muslimske magthavere. Det er vel nærmest umuligt for muslimer at forestille sig, at de i det lange løb skulle kunne leve i ikke-muslimske lande og indrette sig efter en lovgivning og en samfundspraksis, der intet har med islam at gøre.

Altså klarer de sig som mindretal i europæiske lande ved at kræve, at der bliver taget særlige hensyn til dem, altså at der i samfundet bliver indrettet små enklaver, hvor muslimsk lovgivning og muslimske leveregler gælder, jævnfør engelske muslimers krav om, at sharia skal gøres gældende i engelske kommuner, hvor muslimer er kommet til at udgøre et flertal.

Jeg diskuterede for nogen tid siden i København med en ung muslimsk kvinde, Mona Sheik. Det skete på Vartov i København, og mødet var arrangeret af det grundtvigske "Kirkeligt Samfund". Emnet var "Kristendom og demokrati", men vi kom selvfølgelig til så godt som udelukkende at diskutere islam og demokrati. Hvilket jeg ikke siger for at kritisere Mona Sheik, men for undrende at spørge, hvorfor man dog overhovedet havde inviteret hende til at deltage i lige netop den debat?

Hver gang vi, de øvrige paneldeltagere, spurgte Mona Sheik om det ene og andet i islam, som for os at se udelukkede en helhjertet muslimsk deltagelse i demokratiet, svarede hun, at islam jo var en religion, der kunne fortolkes, og at en moderne islam, som hun blandt andet repræsenterer gennem sin egen organisation "Kritiske Muslimer", aldeles ikke var uforenelig med et nutidigt, demokratisk samfund.

HUN MENTE DET utvivlsomt ganske oprigtigt. Jeg tror bare, hun tager fejl, og jeg tror, hun har lavet sin egen lille organisation "Kritiske Muslimer" for over for sig selv at dække over sin fejltagelse. Hendes organisation betyder intet i muslimske kredse, men den giver hende og nogle få andre ligesindede et alibi for at hævde, at de kan være både muslimer og demokrater og være det samtidig.

Så tror jeg meget mere på den nu forhenværende dansker, imam shaykh Raed Hlayhel, når han siger, at "alle muslimer skal bo i muslimske lande". Det er den logiske følge af, at islam er en lovreligion, som indtil de mindste detaljer kræver underkastelse under en absolut transcendent Gud, hvis eneste nærvær på denne jord findes i den bog, Han åbenbarede for sin profet Muhammed, Koranen.

Hvorfor bakker muslimer i Danmark ikke øjeblikkelig Raed Hlayhel op? Det er jo ham, der har ret, og det er ham, der har taget konsekvensen og er flyttet tilbage til det muslimske land, han kom fra. Vil en Mona Sheik – eller for den sags skyld en Naser Khader – ikke bakke en Raed Hlayhel op, så er det vel, fordi de er i færd med at forlade islam? Og burde de så ikke sige det åbenlyst?

Niels Højlund er teolog og forfatter