Novellens nydelser

Det er det fine, sære spil mellem mennesker, det upåagtede hemmelige liv, den fortræffelige canadiske forfatter Alice Munro dyrker og mestrer. Tilmed gør hun det i tilfældet »En god kvindes kærlighed« i novellens krævende, men også givende form, hvor dramaet nødvendigvis må manifestere sig i stigende tempo i det korte forløb fra begyndelse til slutning.

Hun indleder behændigt med at føre os ind i tilsyneladende almindelige menneskers tilsyneladende helt almindelige hverdag.

En privat hjemmesygeplejerske, der trofast plejer en døende patient. Et ungt par, der holder sommerferie med både forældre og egne børn. En lidt omtumlet kvinde, der vågner op af en forvirrende drøm. Et teenage-skilsmissebarn, der skal tilbringe sommeren hos sin mor.

Umærkeligt udvides præsentationen, i stærke situationsskildringer kommer foruroligende informationer til. Spændingen øges, ikke mindst på grund af det hastige, næsten åndeløse fortællesprog, som oversætteren tydeligt har elsket at sidde og lege med. Og med ét springer en bombe, flere gange ved hjælp af et dristigt fortællerspring fremad i tid. Alt var anderledes, end vi troede. En ikke særlig vigtig modvilje var den rene, skære ondskab med drastiske konsekvenser, et mord var slet ikke så uforklarligt endda, og hemmelige kærlighedsforhold skyder sig vej op i livet og lyset som planter gennem asfalt.

Alice Munro er skarp, præcis, kan sin metier og øser af en enorm indsigt i sindets krinkelkroge. Man gribes voldsomt af hver eneste fortælling. Mesternoveller, der sikkert også ville egne sig formidabelt godt til højtlæsning.

Alice Munro: En god kvindes kærlighed. Noveller. Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. 357 sider. 329 kr. Forlaget Centrum.

kultur@kristeligt-dagblad.dk