Morten Rasmussen |
11. november 2006
DEBATINTERVIEW: Tørklædet er et symbol på den undertrykkelse, vi alt for længe har ignoreret, lyder det fra Vibeke Manniche, læge og formand for Kvinder for Frihed
10 kvindelige skribenter har spidset pennen og afleveret hver deres bidrag til "Maskeret tvang", en debatbog som med egne ord vil belyse kvindeundertrykkelsen i islam.
Bogen udgives af Kvinder for Frihed og er redigeret af foreningens formand, læge Vibeke Manniche. Selv har hun bidraget med to indlæg om det muslimske tørklæde eller "tørklædefængslet", som Vibeke Manniche selv kalder det.
Adskillige af bogens skribenter er kendt for i forvejen at være stærkt kritiske over for islam generelt. Er det her egentligt ikke mere en bog imod islam end imod tørklæder?
– Nej. Det er en bog, der er kritisk overfor kvindeundertrykkelse, og så tager vi fat i kvinderundertrykkelse i islam. Hvad den enkelte skribent måtte mene om islam, skal jeg ikke udtale mig om. Som redaktør har jeg ønsket at fokusere på kvindeundertrykkelsen, som jeg hader af et fuldt hjerte. Islam interesserer mig egentlig ikke som sådan, men jeg interesserer mig for de kvinder, der går rundt i et mobilt fængsel, et tørklædefængsel.
Tørklædefængsel? Mener du, at enhver kvinde med tørklæde er fanget og undertrykt?
– Ja, for mig er det et mobilt fængsel. Der vil da nok være kvinder, der siger, at de aldrig har følt sig så frie, som da de tog tørklæde på. Der er også fanger, der hele tiden vil tilbage i fængslet, fordi det giver dem en underlig form for tryghed. Den slags kvinder findes sikkert, men det er ikke deres sag, vi kæmper for.
Vi kæmper for dem, der ikke har en røst, som ikke taler sproget, som lever under kummerlige forhold, og som ikke er integrerede. Og så kæmper vi for børnene og for deres omsorg, så vi kan sikre, at de ikke bliver tørklædefængslede.
Jeg har selv mødt kvinder, som har boet i landet i 20-30 år, og som har fundet sig i voldelige og seksuelle krænkelser fra deres mand, også mod deres døtre. Og når de så langt om længe kommer ud af fængslet, og man spørger, hvorfor de fandt sig i det så længe, er deres svar, at "det er mandens ret". Når kvinder i Danmark kan svare sådan, har vi svigtet dem alt for længe. Så har vi ikke formået at formidle dem tilstrækkelig viden om deres rettigheder og muligheder, men overladt dem til et parallelsamfund, hvor de kunne passe sig selv.
Du skriver i bogen, at mænd i udgangspunktet er diskvalificerede fra at deltage i diskussionen om tørklæder. Hvorfor det?
– Når jeg diskuterer tørklæder med danske, ikke-muslimske kvinder, oplever jeg faktisk aldrig, at det bliver en særlig ophidset diskussion, fordi vi selv får kuldegysninger ved tanken om et liv indhyldet og hurtigt er enige om, at det er noget skidteras. Men når jeg taler med mænd, møder jeg det ene, det andet og det tredje argument for, hvorfor tørklæder ikke er så problematiske, og hvorfor vi burde tage den lidt med ro.
Jeg tror, at det i bund og grund handler om, at mænd ikke frygter det for sig selv, og derfor bare ikke kan se det med samme øjne som en kvinde. Og så er der nok også mænd, som bevidst eller ubevidst ser visse fordele i, at lillemor derhjemme teede sig en lille smule mere medgørligt og havde lidt mere forståelse for det patriarkalske samfund, hvor farmand er bossen.
Jeg har sågar hørt mænd sige, at med tørklædet kan kvinderne jo rigtig plirre frækt med øjnene, som jo er det eneste, de kan kommunikere med. Ja, så stopper diskussionen jo helt. Og hvis jeg siger til mændene, at de jo selv kan tage tørklæde på, hvis det er så harmløst, kigger de på mig, som om jeg er faldet ned fra månen. Men hvorfor er det egentligt så tåbeligt at høre på den slags argumenter, når de nu mener, at tørklædet er så harmløst?
Kan det ikke tænkes, at netop kvinder med tørklæder slet ikke gider interessere sig for bogen, når den er så markant kritisk over for noget, de måske selv betragter som en del af deres baggrund og kultur?
– Det kan du have ret i, og der vil helt sikkert være nogen, der føler sig provokeret af bogen. Men vi ønsker først og fremmest en generel debat om det her emne, men også om i hvor høj grad vi skal acceptere religiøse symboler i det offentlige rum, når det hele formentligt vil gå meget lettere, hvis vi mødes på nogenlunde neutral grund. Grundlæggende ønsker vi jo netop at få de her kvinder ind i fællesskabet i modsætning til nu, hvor alt for mange accepterer, at de er uhyggeligt isolerede.
rasmussen@kristelig-dagblad.dku"Maskeret tvang", 144 sider, 198 kroner. Er netop udkommet på forlaget Liva.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad