Grundtvig var bange for kunsten

Her på næstsidste dag af Grundtvig-Kierkegaard-ugen er temaet kunst og poesi, og komponisten Sven Erik Werner tager i sit foredrag fat på de to store traditions- og tankebygningsgrundlæggeres forhold til musikken, men i et nutidsperspektiv.

- Grundtvigs indflydelse spores i hele uddannelsessystemet den dag i dag, hvor kunst og musik er stedbørn. Dermed bliver musik af mig og komponister som Per Nørgård »svær«, fordi man ikke har stiftet bekendtskab med den i skolen og lært at afkode den, siger Sven Erik Werner.

- Det er Grundtvigs store fortjeneste, at han åbnede samfundet, så alle kunne blive frie og selvstændige - men med den store vægt, han lagde på ordet, solgte han alle de ikke-verbale udtryk. Derimod var Kierkegaard næsten sygeligt optaget af musikken, for den kan sige flere ting på én gang. Derfor bliver Kierkegaard mere og mere moderne for mig, mens Grundtvig bliver mere og mere gammeldags, siger han.

- Grundtvig var bange for kunsten, og jeg bebrejder ham, at han ikke ville have musikken med som fri og selvstændig, men at den skulle tøjres til hans pædagogiske projekt. Det skyldes sikkert den kulturelle situation dengang, hvor eliten var tyskpåvirket, for musikkens vedkommende Weyse, Hartmann, Kuhlau. Grundtvig var i opposition til tidens seriøse komponister, når de var på egen boldgade, dvs. skrev ikke-kirkelig musik, men når de skrev til hans salmer, var det godt nok, siger Sven Erik Werner.

Det ærgrer ham, at folkekirken ikke bruger den seriøse musik, for den har brug for at lade de to traditioner fra Laub og romantikken berige hinanden.