Høje Gladsaxe på godt og ondt

INTERVIEW: - Som barn har man ét blik på verden, som voksen et andet, fortæller Camilla Christensen, der har skrevet roman om Høje Gladsaxe, hvor hun boede som barn. På godt og ondt

Høje Gladsaxe. I dag en nærmest historisk betonforstad realiseret i 1960´erne som led i en omsiggribende byfornyelse og som en opfyldelsen af den visionære borgmester Erhard Jakobsens drøm: eget teater, svømmehal, gymnasium og så videre.

Udviklingen er gået begge veje. Også den positive. Men selv om stedet stadig har et råt og usødet præg, er det alligevel bedre end sit rygte. Det mener Camilla Christensen, forfatter til romanen »Jorden under Høje Gladsaxe«, udkommet på Samlerens Forlag (anmeldt i Kristeligt Dagblad den 18. april, red.). Og hun må vide det. Her, i en lejlighed på tredje sal, tilbragte hun en stor del af sin barndom sammen med sin mor og bror.

- Min mor dyrkede kartofler og ukrudtsfrø i ølkasser af træ på altanen for at se, om det kunne lade sig gøre, og det kunne det, fortæller Camilla Christensen, som i dag bor i en lejlighed på Østerbro med sin 10-årige datter, uden planer om at flytte tilbage.

- Jeg kender mange, som er flyttet tilbage, men jeg længes ikke. Mine erfaringer fortæller mig, at det ikke er et sted for børn. Kriminaliteten er nok ikke værre end andre steder, men det hele er for uoverskueligt, for stort. Også selv om kvarteret nok er blevet mere menneskevenligt end dengang, jeg var barn. Små børn kan have brug for en hurtig mor, og fra 14. etage kan man nu engang ikke høre barnet kalde nede fra legepladsen.

Camilla Christensen peger på, at børn har brug for mindre enheder, en base og et sted at høre til.

- Det var sådan noget, jeg selv manglede, da jeg var barn i Høje Gladsaxe. Det er et stort fremskridt, at man for længst har erkendt, at det er en helt forkert måde at bygge på.

At Høje Gladsaxe - udefra set fem kæmpe betonblokke med tusindvis af kolde øjne, der stirrer ned på de små menneskemyrer, som piler frem og tilbage på cementfliserne - ikke er et sted for børn, er en holdning, der tydeligt fremgår af »Jorden under Høje Gladsaxe«, forfatterens første egentlige voksenroman. I stil og indhold milevidt fra de børnebøger og stærkt sanselige digte, hun har skrevet til flotte anmeldelser. Meningen med bogen er klar: at fortælle i forskellige lag og på den måde afdække den historie, der nu engang er Høje Gladsaxes. Også mange hundrede år før stedet fik sit nuværende navn.

- Det har været spændende at vende tilbage. Når man er barn, har man ét blik på verden, som voksen et andet. Da jeg boede der, havde Høje Gladsaxe ingen historie, vi måtte selv finde på navne til de forskellige lokaliteter. Den sø, jeg omtaler i bogen, kaldte vi børn Kratersøen, for den havde ikke noget navn, og stedet var historieløst. Ingen af os tilflyttere kendte jo historien, og der var ingen, der fortalte os den. Så vi opfandt den selv og var derved også med til at skrive et lille stykke af den. Det er ikke tilfældigt, at jeg har ladet min hovedperson Arthur læse arkæologi.

Selv om det også var en udfordring, fornemmede Camilla Christensen som barn, at det var vanskeligt at bo et sted, der ingen historie havde.

- Historien kommer først, når børn, der er vokset op et sted, vender tilbage, når de er blevet voksne. Og det er sket i dag.

Du kalder romanen en moderne gralsfortælling!

- Det skal tages med et gran salt, selv om hovedpersonen deler navn med ridderen, der drog ud for at finde den hellige gral. Til gengæld er Ar-thur udstyret med en evne - gave eller forbandelse - til at kunne se gennem tingene med sit røntgenblik. Se ind i mennesker og omgivelser. Ind til det hårde. Ind til historien.

- Arthur har, som alle mennesker, en livsopgave. Hans opgave er at finde historien, siger Camilla Christensen, der plæderer for, at den eneste virkelige synd, der findes, er at undlade at bruge sine muligheder.

- Er der en religiøs dimension i bogen, så er det den, at hvert menneske, efter evne, er forpligtet til at bruge de talenter, det er udstyret med .

Da Høje Gladsaxes fem højhuse blev bygget, var det som en efterkrigsvision om at bringe byboere ud fra de lumre to-værelsers uden badeværelser til mere plads og frie omgivelser.

- Dengang havde stedet ikke noget dårligt ry. Det var jo en fremtidsdrøm, der var gået i opfyldelse. En drøm, der handlede om penge, velfærd og gode tider. Der blev blandt andet bygget masser af parkeringsplads, fordi man regnede med, at alle mennesker fik en bil ... Det skete jo også. Men at drømmen blev opfyldt, betød ikke nødvendvis trivsel. Nogle var glade for at bo der og vendte tilbage, mens andre fik nok.

Selv om udviklingen, med omkringliggende haver, grønne træer og bænke har kastet et forsonende skær over det kolde betonbyggeri, mener Camilla Christensen stadig ikke, det er et sted for mennesker.

- Når man bor i en så enorm lejekarre som Høje Gladsaxe uden nærhed, uden indflydelse på sin bolig eller omgivelser, er det ikke sært, hvis den enkelte føler sig umyndiggjort. Ved umyndiggørelse føler man heller ikke ansvar. Så kan det være ligegyldigt, om man ødelægger elevatoren eller tegner på væggene eller smadrer tingene. Den slags sker, hvis mennesker ikke trives.

Selv om Camilla Christensens forhold til de 10 år i Høje Gladsaxe ikke står i romantikkens skær, har hun alligevel fået lyst til at kortlægge et lille stykke af Danmarks forstadshistorie.

- Jeg har længe haft lyst til at skrive om sådan et sted, der er omgærdet med fordomme, hvad enten det hedder Høje Gladsaxe eller Vollsmose. Og fordommene vokser vildt.

Camilla Christensen peger her på, at mange betragter de fem betonklodser som er sted, hvor der kun bor voldelige unge og folk med store hunde, der drikker guldøl hele dagen ... men sådan ser virkeligheden ikke ud.

- Der bor masser af velfungerende mennesker, som passer deres arbejde, står op og går i seng og ser fjernsyn ligesom alle os andre. Men fordommene siger noget andet. Og de skal punkteres.

moe@kristeligt-dagblad.dk