Ejnar Larsen var døende. Hans hustru, der ligesom han selv var oppe i 80'erne, havde passet og plejet ham hjemme, men nu kunne hun ikke mere. Hun var helt kørt ned, og derfor lænede den ældre mand sig kraftigt op ad en indlæggelse på Thisted Sygehus. Men sådan synes man ikke, at tingene skal være i Hanstholm, og vågekone Jonna Kristensen blev tilkaldt. Om aftenen tog hun derfor ud til det ældre ægtepars hus og overtog vågejobbet hos den døende, som lå i stuen, mens hustruen med ro i sjælen kunne gå ind i soveværelset og få sin nattesøvn i sikker forvisning om, at hun ville blive vækket, hvis Ejnar Larsens tilstand blev værre.
- Han var noget urolig og ville ikke ligge ned. Det er døende ofte i den sidste tid. Så kom jeg i tanker om, at jeg tidligere havde fået nogle græskarkerner fra hans have, og jeg fortalte ham, at jeg ville så dem i min egen have. Ejnar var havemand til fingerspidserne, og ikke et græsstrå lå forkert ved hans hus, og da jeg begyndte at tale om græskarkernerne, kunne jeg se, at han lyste op; han var tilbage i haven. Og selv om han på det tidspunkt ikke længere havde et sprog, begyndte han at tegne med sine hænder for at fortælle mig, hvordan jeg skulle så kernerne, og på den måde faldt han til ro, og jeg fik ham tilbage i sengen, siger Jonna Kristensen.
Hun har altid våget hos de døende via sit job som hjemmehjælper, og da hun gik på efterløn, gjorde hun op med sig selv, at det ville hun gerne fortsætte med. I dag er der fire vågekoner i byen, der ligger på Jyllands skulder, og de tager ud, særligt om natten, og våger hos de døende, som ikke har andre, der kan være hos dem i den sidste tid. Vågekoner har altid eksisteret, og selv kan Jonna Kristensen huske, at hendes mor vågede hos døende familiemedlemmer. Men vågekonerne er efterhånden gået i glemmebogen, ikke mindst i takt med at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, og Hanstholm er tilsyneladende det eneste sted i landet, hvor man har genoplivet ideen. Vågekonerne i Hanstholm, hvoraf en er en mand, har alle en fortid i plejesektoren og gør arbejdet frivilligt og uden løn. De våger, fordi den døende ikke har et netværk, fordi børnene bor langt væk, eller fordi familien har brug for et pusterum. Tilbuddet er både til beboerne på byens ældrecenter, Fyrglimt, og til mennesker, der ønsker at dø hjemme.
- Ejnar døde den næste nat, og der var det min kollega, som vågede. Jeg har siden talt med Ejnars kone, og jeg ved, at vi var en kolossal hjælp for hende. Havde vi ikke været der, tror jeg, han kunne have taget hende med i døden, så hårdt var det for hende, siger Jonna Kristensen.
En anden gang sad hun hos en mand, hvis kone var død et par måneder før. Parret var tilflyttere og havde derfor ingen familie omkring sig.
- Da han døde, ringede vi til hans faste hjemmehjælper, som havde ferie. Hun havde sagt, at hun gerne ville komme ind i ferien og gøre ham i stand, siger Jonna Kristensen, der med historien illustrerer det engagement og den indlevelse, der præger livet og døden i et lille samfund som Hanstholm med 2600 sjæle.
Jonna Kristensen har efterhånden siddet hos mange mennesker, der skulle dø, og ifølge hende kan døden være helt fantastisk smuk, og som regel sker det stille og fredeligt. Selv er hun ikke skræmt af døden, men hun håber, at der vil være nogen, der holder hendes hånd, når hun selv skal dø.
- Som vågekone bliver jeg hele tiden mindet om, hvor kort livet er, og at det er en gave og ingen selvfølge. Døden er uafvendelig, men ingen fortjener at dø alene, siger Jonna Kristensen.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
tema
Døden i Danmark
Kristeligt Dagblad sætter i en række artikler fokus på, under hvilke forhold danskerne dør. Tidligere artikler i serien er bragt den 12., 13., 15., 16., 17., 18., 19., 22., 23. og 24. april.