Når Gud bestemmer

Vi chokeres, for her står vi med en mand, som er villig til at ofre individets frihed, fornuft og trivsel på religionens alter.

Som moderne vesterlændinge tænker vi udpræget antropocentrisk. For os er mennesket verdens centrum og altings mål. I vore øjne er menneskets frihed og trivsel normen for godt og ondt og den målestok, de menneskelige samfund skal indrettes efter. Derfor er friheds- og menneskerettigheder indiskutable og ufravigelige goder. Religionsfrihed er et væsentligt element heraf, men der er tale om en religionsfrihed, som er underordnet menneskerettighederne. Vi accepterer altså ikke, at man med henvisning til nogen kultur eller religion tilsidesætter værdier som individets frihed, ligestilling eller tros- og ytringsfrihed.

At vi tillægger friheds- og menneskerettigheder den autoritet, er imidlertid hverken nogen selvfølge eller noget tilfælde. Det skyldes i høj grad, at menneskerettigheder, som vi kender dem fra FN, fra Europarådet og fra mange staters konstitutioner, er en frugt af den samme vestlige historiske og ideologiske udvikling, som vi også selv er børn af. Menneskerettighederne må betragtes som et betydeligt element af vor vestlige kulturarv. De har deres rødder i oplysningstiden, i den franske revolution, i den amerikanske uafhængighedskrig og erklæring, i jødisk/kristen tankegang, i John Locke og Jean- Jacques Rosseaus tænkning, og rettighederne er nøje forbundet med ideologier som liberalisme, rationalisme, individualisme og humanisme.

En nærmere diskussion med imam Abdul Wahid Pedersen og imam Fatih Alev (sidstnævnte udtaler sig i Kristeligt Dagblad den 18. april) ville uden tvivl vise, at friheds- og menneskerettigheder ikke har samme indiskutable autoritet for dem. De tænker nemlig ikke grundlæggende antropocentrisk, men teocentrisk. Det afgørende for dem er ikke, hvad mennesker føler og mener, men hvad Gud har sagt. For dem er Gud verdens centrum, og hans vilje er målestokken for godt og ondt, for rigtigt og forkert.

Fatih Alev udtrykker denne modsætning mellem et teocentrisk og antropocentrisk verdensbillede ganske klart: »det er ikke vores egen mening om, hvad der er brutalt eller ej, der skal være bestemmende for, hvad det er, vi praktiserer. Vi går ofte galt i byen, når vi lader vores egne skøn bestemme, hvad der er rimeligt eller urimeligt. Det er kørt af sporet her i Danmark, fordi det her er vores egne synspunkter, der er normdannende. Sådan er det ikke i islam. Der er det overordnet bestemt af Gud, hvad der er rimeligt og vigtigt for os.« (Kristeligt Dagblad den 18. april)

På et globalt plan er det antropocentriske verdensbillede hverken eneherskende eller så selvfølgeligt, som det kan forekomme en sekulariseret dansker. Mange steder i verden og inden for mange religioner kan vi finde mennesker, der som disse to konservative muslimer tænker teocentrisk, og for hvem deres religion er øverste norm og har absolut autoritet. Dermed rækker deres religion langt ud over den privatsfære, som vi almindeligvis henviser religiøsiteten til.

Når Kristeligt Dagblads leder den 19. april afviser Abdul Wahid Pedersen og Fatih Alevs teocentriske tankegang som værende middelalderligt vrøvl og fuldkommen grinagtigt, forholder den sig hverken til den faktiske historiske udvikling eller tager konservative religiøse mennesker alvorligt. Først fra oplysningstiden begynder man - udelukkende i akademiske kredse i den vestlige verden - at erstatte det teocentriske perspektiv med et antropocentrisk, og selvom det antropocentriske perspektiv er slået igennem i Vesten i dag, lever det teocentriske verdensbillede, som vi har set, i bedste velgående også i dagens Danmark.

I virkeligheden er debatten heller ikke - som lederen hævder - en understregning af, »hvilke store forskelle der er på vore forskellige kulturers måde at forholde sig til de hellige skrifter på.« For vi behøver hverken at gå uden for Danmark eller uden for kristendommen for at finde mennesker med et teocentrisk verdensbillede. I en given situation ville også konservative kristne i dagens Danmark kunne argumentere imod menneskelige følelser og fornuft og for Guds vilje. En sådan teocentrisk tankegang slår eksempelvis igennem hos en del af de præster, som ikke vil vie fraskilte.

Der findes altså mennesker i Danmark i dag, som tænker ud fra et teocentrisk verdensbillede, og for hvem deres religion har absolut status. Bekymres man over det, må man gå anderledes sagligt til værks end at udstille dem som grinagtige. Vores tendens til at afvise mennesker som fanatikere, fordi deres religion har en langt mere omfattende rolle og autoritet, end vi almindeligvis er vant til, er både ufrugtbart og et trist vidnesbyrd om vores manglende evne til at forstå det, som adskiller sig fra vor moderne og sekulariserede vestlige kultur.

Men det er ikke til at komme uden om, at konservative muslimske holdninger, som vægtlægger såvel Koranen som det profetiske eksempel og det retssystem, som kan udledes heraf, er en trussel mod demokrati og friheds- og menneskerettigheder.

Det islamiske retssystem, Sharia, er ikke noget entydigt lovkodeks og er blevet implementeret på meget forskellig vis, men uanset disse forhold er retssystemet på kollisionskurs med væsentlige menneskerettigheder. Sharia tillader ikke fuld religionsfrihed, idet frafald fra islam er strafbart. Sharia diskriminerer i omfattende grad kvinder og ikke-muslimer, og endelig foreskriver retssystemet straffe som stening, piskning og amputation. En forsoning af Sharia og menneskerettigheder er derfor en umulighed.

At ikke alle muslimer i Danmark støtter Abdul Wahid Pedersen og Fatih Alevs holdninger, fremgår med al tydelighed af Kristeligt Dagblad den 18. og 19. april. Der er et enormt spekter af holdninger blandt muslimer i Danmark, og mange anser ikke længere Sharia for relevant.

Vil vi gøre os forhåbninger om blandt muslimer at se en mere omfattende støtte til værdier som demokrati, friheds- og menneskerettigheder, må vi gøre brug af de muslimer, som mener at kunne gøre op med Sharia og støtte demokrati og menneskerettigheder uden dermed at forlade islam.

Opmuntring og støtte til moderate og reformerte muslimer, som mener at kunne forsone islam med vores samfunds grundlæggende værdier, er den bedste vej frem. Stiller vi derimod et krav om, at muslimer i Danmark skal erstatte deres teocentriske perspektiv med et antropocentrisk og sætte menneskerettigheder over islam, bringer vi dem i en urimelig situation, som ikke gør truslen fra konservativ islam mindre. n