Kunstnere vil være en del af evighedens galleri

Kirkekunst er ofte evighedskunst. Er en udsmykket altertavle eller døbefont først kommet over dørtærsklen til en af landets kirker, er det meget svært at få den ud igen. Kirkerummet er meget følsomt, og det kan medføre store stridigheder i et menighedsråd, når en kunstnerisk udskiftning kommer på tale.

For den kunstner, der får til opgave at udsmykke en kirke, kan kirkekunstens lange holdbarhedstid dog opfattes som en stor fordel. Kunstneren har på det nærmeste sikret sit eftermæle og kan være næsten sikker på at blive studeret og husket igennem en lang årrække, eftersom der sjældent bliver ændret på kirkens kunstværker. Derudover er der en vis ære forbundet med at dekorere de ofte gamle og historiske bygninger, som kirkerne også er.

Det vil sige, det er det blevet i løbet af de seneste 10 -- 20 år. Det er ikke længe siden, kirkekunsten havde et uheldigt image i Danmark. Religiøs kunst var kun anerkendt af kunstnere, som selv var meget religiøse. I ikke-kirkelige kredse opfattedes det at udsmykke en kirke som meget uinteressant rent kunstnerisk .

Det fortæller præst Anne-Mette Grav-gaard, der har forfattet flere bøger om kirkekunst.

-- Der er ikke nogen tvivl om, at der er mere prestige i at udsmykke kirker i dag. Tidligere kendte man ikke de kirkelige kunstnere uden for kirkemiljøet. For eksempel er det ikke særlig mange, der kender Mogens Jørgensen, selvom han har udsmykket rigtig mange kirker. I dag er det lige omvendt. Nu bliver allerede meget anerkendte kunstnere som Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Maja Lisa Engelhardt også bedt om at bidrage til kirkeudsmykningen, siger hun og fortsætter:

-- Kirkekunsten er blevet mere stueren og accepteret. Det er blevet lige så fint at udsmykke en kirke som at udsmykke et gymnasium, hvis ikke finere, siger Anne-Mette Gravgaard.

Den stigende accept af kirkekunsten har også betydet, at værkerne bliver løftet til højere kunstneriske standarder.

-- Tidligere ønskede menighedsrådene kun bekendende og troende kunstnere og bekymrede sig ikke meget om den kunstneriske kvalitet. I guldalderen var niveauet ret sørgeligt. I dag kunne man næppe drømme om at tage en uprøvet kunstner ind alene på baggrund af vedkommendes tro, siger hun.

Også Mikael Wivel, der er forskningslektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, kan bekræfte, at det i kunstneriske kredse er blevet meget anerkendt at medvirke til udsmykningen af kirkerum.

-- Der er stor prestige i at udsmykke kirker. Alt efter kirkens størrelse er det i sagens natur en ærefuld opgave at få, og kunstnerne gør sig normalt ekstra umage i den situation, siger Mikael Wivel.

Efter hans opfattelse er det et uomtvisteligt kvalitetsstempel for en kunstner at få en udsmykningsopgave i en kirke:

-- Alle, der bliver bedt om at udsmykke en kirke, har i forvejen en god karriere. Det er som regel kronen på værket og den sidste anerkendelse at blive udvalgt til sådan en opgave, siger han.

Det intensiverede fokus på kirkekunsten har dog ikke givet flere kunstnere adgang til at udsmykke kirkerne. Snarere tværtimod, for proportionalt med den stigende interesse for kirkelige værker stiger kvalitetskravet også. Så meget at mange menighedsråd i dag kvier sig ved prøve et nyt kunstneremne af. Udsmykningen af en kirke er som regel en bekostelig affære, og mange kirker foretrækker at spille de sikre kort, men måske en smule konservative kort, hvis de skal investere i ny dekoration til kirkerummet.

Denne nervøsitet overfor at prøve noget nyt har medført, at en lille gruppe kunstnere på det nærmeste har fået monopol på at udsmykke de danske kirker.

Det er ret uheldigt, mener Anne-Mette Gravgaard.

-- Jeg synes, det er forkert. Der kunne sagtens være langt mere udskiftelig kirkekunst. Jeg så gerne, at man bragte de unge kunstnere fra akademierne langt mere i spil, siger hun.

Anne-Mette Gravgaard henviser til, at den danske folkekirke faktisk er den nordiske nation, der har størst frihed til at anskaffe sig kunst, da kirkebygninger under 100 år ikke er fredede. Personligt stod hun sammen med provsten på Østerbro for et par år siden i spidsen for kunstprojektet "Kan et figentræ bære oliven?" på Østerbro i København, hvor man for en stund hev masser af eksperimenterende kunst ind i kirkerne -- til stor inspiration for alle i menighederne.

-- Det er fuldstændig til grin, at vi ikke tør skifte noget ud, når vi ikke har nogen sikkerhed for, hvor længe kirkerne er her endnu. Det er de levende stene, vi har med at gøre. Vi burde have en løbende udskiftning af kunsten, siger hun.

Oplysning og åbenhed er ifølge Anne-Mette Gravgaard vejen frem, hvis landets menigheder skal blive mere fortrolige med udskiftelig og eksperimenterende kunst i kirkerne.

-- Vi skal tage menighedsrådene med i samtaler og diskussioner. De skal lære, at det på ingen måde er farligt med midlertidige installationer i kirkerne, men tværtimod meget givende, og at afprøvning af den midlertidige kunst kan give basis for virkelig blivende ny kunst, siger hun.

Akademirådet for Kirkekunst hører til dem, som jævnligt er i dialog med landets menighedsråd, hvad angår kirkeudsmykninger. Rådet fungerer som konsulent for Stiftsøvrighederne, men er kun vejledende i sin rådgivning. I sidste ende er det alene stiftet og herunder biskoppen, der afgør, om et større kunstprojekt i en kirke skal gennemføres. Som regel støtter stifterne de løsninger, konsulenterne kommer med, men i enkelte tilfælde vælger de også noget andet. Særligt hvis det er meget vigtigt for et menighedsråd.

Maler Sys Hindsbo er blandt konsulenterne, der ofte rejser ud i landet for Akademirådet for Kirkekunst. Jo tidligere i processen, desto lettere er det for både menighedsrådet og konsulenterne at finde frem til en fælles løsning.

-- Mange ting bliver taget i opløbet, og gennem lange og omhyggelige samtaler får vi forhindret de værste løsninger. Vi skal for alt i verden undgå det dilettantiske og udsmykninger lavet af præstens kone. På det område er vi nådesløse, siger hun.

Hun er klar over, at nogle menighedsråd formentlig opfatter kunstrådets medlemmer som arrogante, men hun understreger, at kvaliteten af kunsten altså vejer tungere end sognebørnenes personlige ønsker. Hun kunne også godt ønske sig, at menighedsrådene i højere grad turde prøve kræfter med unge og dygtige kunstnere, som endnu ikke har udsmykket en kirke. Somme tider lykkes det at overbevise kirkerne.

-- Løsningsmæssigt kan vi ende et helt andet sted, end vi startede. Menighedsrådene kan blive positivt overraskede og lidt overrumplede over alle alternativerne, siger Sys Hindsbo.

Formand for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard Nørregaard-Nielsen har været med til at give flere kunstnere, deriblandt Arne Haugen Sørensen, det første puf ind i kirkekunstverdenen ved at yde deres projekter økonomisk støtte. Han er glad for at hjælpe talenterne videre, men ønsker samtidig ikke at blive ved med at støtte de samme kirkekunstnere. Der skal nyt blod til:

-- Vi har flere gange sagt nej til at yde støtte til kunstnere, som vi allerede har givet penge til nogle gange. Jeg ville være betænkelig ved, at 10 kirkeudsmykninger af den samme kunstner alle var blevet betalt af Ny Carlsbergfondet, siger han.

Han forstår dog godt, at mange menighedsråd føler sig fristet til at investere i de velkendte kunstnere.

-- De bliver selvfølgelig også nødt til at støtte sig op ad noget. Hvis jeg stod med en kirke, der ikke havde været rørt siden Valdemars tid, ville jeg også skide grønne grise, siger Hans Edvard Nørregaard-

Nielsen.

En ting er kunsten. Noget andet er teologien. For selvfølgelig er det stadig et krav at en kunstner, der skal bidrage til udsmykningen af en kirke, kender tankegangen og liturgien

Sys Hindsbo fra Akademirådet for Kirkekunst har selv stiftet bekendtskab med de formelle krav til indholdet, da hun for år tilbage skulle lave en udsmykning til Ryslinge Kirke og besluttede at afbillede Abraham med Isak på skødet, efter han skulle have været ofret.

-- For mig var det Bibelens allerstærkeste billede, men jeg fik at vide, at det hellere skulle være noget fra Det Nye Testamente, da det er det, man støtter sig til i kirken i dag. Det viser bare, hvor vigtigt det er, at man som kunstner kender til indholdet, siger hun.

Lisbeth Smedegaard Andersen er præst og kunsthistoriker. Hun mener, mange kunstnere bliver positivt overraskede, når de for alvor sætter sig ind i genren.

-- Kunstnerne skal være villige til at tilegne sig ny viden. Det kræver, at de går ind i liturgien. Samtidig vil mange sikkert opdage, at kristendommen faktisk generelt er svær at komme uden om. Den indeholder alle de store temaer med had og kærlighed og kaos og orden, som mange kunstnere i forvejen beskæftiger sige med, siger hun.

schelde@kristeligt-dagblad.dkFakta

Loven om kirkekunst

**Menighedsrådsloven af 1992 fastslår, at udsmykningen af danske kirker skal godkendes af stiftsøvrigheden (den instans i stiftet, der behandler ændringer af kirkens bygninger og inventar, red), hvis der er tale om mur- eller nagelfast inventar så som alter, prædikestol, vægge eller glasmosaikruder. Desuden skal stiftsøvrigheden også godkende ændring, istandsættelse eller fjernelse af af nagelfast kunstnerisk udsmykning.

**I udsmykningssager rådspørger stiftsøvrigheden normalt Akademirådets Udvalg for Kirkekunst, og drejer det sig om en over 100 år gammel kirke, bliver også Nationalmuseets kirkekonsulenter taget med på råd. Uanset hvad Akademirådet og kirkekonsulenterne mener om projektet, er det i sidste ene og alene stiftsøvrigheden, der bestemmer, om kunsten kan udføres i den pågældende kirke.

**Løse kunstgenstande, der kan stilles på alterbordet eller hænges op uden at skade murværket, er menighedsrådene selv herre over. Dog anbefaler vejledningen til menighedsrådsloven at menighedsrådet også inden anskaffelse af løse kunstgenstande søger vejledning hos Akademirådets Udvalg for Kirkekunst og den kongelige bygningsinspektør og - hvis kirken er over 100 år gammel - hos Nationalmuseet.

Kilde: Bogen "Tro -- Rum -- Billede" af Anne-Mette Gravgaard