Af Anne Korsholm |
3. april 2002
Borgerne i Frederiksværk har fået succes med kam-pagnen mod en Sai Baba-skole på byens slot
I går skulle Sai Baba-tilhængere været flyttet ind på slottet Arresødal i Frederiksværk, som de har købt for at lave en europæisk højskole. Men borgernes indædte modstand har fået fonden bag købet til at trække sig, fortæller medlem af bestyrelsen, finansmand og Sai Baba-tilhænger Jørgen Trygved.
- Der har været så meget hetz omkring projektet, at vi har været nødt til at overve-je, om vi kan være bekendt at invitere udlandske undervisere og elever til Frederiksværk, siger han.
I løbet af påsken kom den endelige besked fra Sai Baba-fondens donorer i Schweitz, Tyskland og Danmark om, at handlen skulle gå tilbage.
Den besked har gjort lederen af komitéen mod Sai Baba-bevægelsens overtagelse af Arresødal, Jørgen Tved, meget glad.
- Jeg kan godt forstå, at de følte sig uvelkomne. Det var også meningen, men jeg ved da ikke, om jeg vil kalde vores aktion en hetz, siger Jørgen Tved.
Han har blandt andet organiseret en underskriftsindsamling i lokalsamfundet, og over 3500 har forløbigt afleveret deres signatur. Byens borgmester, Helge Friis (S), har også skrevet under, men han nægter bestemt at have deltaget i en hetz.
Økonomisk tab
Jørgen Trygved vil holde kommunen juridisk ansvarlig for eventuelle økonomi-ske tab, når handlen går tilbage.
- Vi har været udsat for hetz på hetz fra kommunens side, siger han.
Men det er ikke rigtigt, mener borgmesteren.
- Kommunen ville gerne have købt slottet, da det blev sat til salg, men vi måtte erkende, at Sai Baba-fonden var kommet først. Det er, hvad kommunen har med sagen at gøre. Mange borgere er blev skræmte, da de så DR's dokumentarudsendelse, hvor Sai Baba beskyldes for pædofili, og derfor har de reageret. Det er efter min mening meget forståeligt, siger Helge Friis.
Borgmesteren vil nu forsøge at rejse penge til at overtage det historiske slot. Målet skal være at sikre borgerne adgang til slotsparken, og at kommunen har forkøbsret, hver gang bygningen handles.
Jørgen Trygved tror slet ikke, at den europæiske Sai Baba-højskole kommer til at ligge i Danmark.
- Vi har underrettet vores donorer om, hvordan stemningen er i Danmark, og de undrer sig over fjendtligheden. Jeg tror, at vi må finde et andet land til skolen, siger Jørgen Trygved.
Arresødal blev solgt af Kommunedata for 15,3 millioner kroner med overtagelse den 1. april.
korsholm@kristeligt-dagblad.dk