Ad fortabelsens vej

Den konklusion nægter enken at bifalde, men ellers er hun ganske enig i sin ægtefælles basale holdninger:

- Vores hjem har været præget af en alvorlig mangel på autoritetstro. Min mand anerkendte ingen autoriteter, og det har jeg personligt heller ikke været slem til. Derfor forventede vi af vores børn, at de selv skulle tage stilling. Det var desuden et vigtigt princip for Poul Georg, at han ville undgå at påvirke; men jeg er nu overbevist om, at man alene ved sit væsen kommer til at påvirke andre, selv om man ikke har tænkt sig det. Et af resultaterne er i hvert fald, at vores unger har fået den »overlegne« holdning, at kritik preller af på dem.

Gåseøjnene omkring »overlegne« skyldes en underfundig stemmeføring, der behændigt tager højde for Janteloven uden at spolere klangen af ægte moderstolthed. Omtalte unger har fået betydningsfulde poster - Jan, den ældste, som biskop i Roskilde, Finn som administerende overlæge i Viborg, Karsten var i en årrække chef for Nordfoto, mens den yngste, Mogens, er rektor på Pastoralseminariet i København.

Inklusive svigerdøtre, børnebørn og oldebørn tæller flokken i dag over 30 personer, så der vil sikkert fortsat komme blæst om navnet Lindhardt. Det er der tradition for. Ikke altid med samme stormstyrke som den, der i 1952 rejste sig efter det berømte Askov-foredrag, hvor den århusianske kirkehistoriker havde »afskaffet« evigheden, men der har jævnligt været røre om flere af Lindhardt´erne. Også om husmoderens virksomhed med at fjernheale syge mennesker fra sit arbejdsbord her på Tagmosevej i Skødstrup:

- Det er bestemt ikke alle, der har opfattet mine arbejdsresultater som noget positivt. Moses Hansen udgav et helt lille hefte om, at den slags helbredelse var djævelens værk. Han og hans ligesindede mente, jeg hørte til de sorte engle.

Sort! Afgjort nej. Sådan som den gamle dame sidder her, kommer man snarere til at tænke »blå engel«. Ikke Dietrich-blå, men violblå - ligesom den lækre ulddragt, hun har på. Violblå, lys og med udpræget feminin ynde, selv om denne lille krop er i så miserabel forfatning, at hun ikke længere magter opgaverne som husejer.

- Når man kommer i så kæmpehøj en alder, bliver man nødt til at skifte gangart. Jeg har efterhånden bevæget mig i flere gangarter end en islandsk hest - ikke uden sværdslag, men Vorherre har vist mig til rette ved at slå mig til jorden så mange gange, at alle disse brud på rygsøjlen og forskellige knogler efterhånden har hjulpet på forståelsen af, at jeg skal være i ro.

- På en måde er alderdom en livsfase, der er ens for alle, fordi vi kommer længere og længere hen ad »fortabelsens vej«. Denne vej bevæger man sig ind på i et øjeblik, hvor man erkender, at »jeg når ikke at se de store have slå sammen over Skotland«, eller hvad der nu kan være et menneskes første »jeg når ikke at...«. De første erkendelser af tab er en hård oplevelse, men det er kun, fordi det begynder som en smal sti, hvor det er iøjnefaldende, hvad man mister. Efterhånden som helbreddet brydes ned, bliver fortabelsens vej bred som en motorvej, så man ikke længere holder øje med alt det, man går glip af.

Stemmen er på ingen måde nedbrudt. Den er fast med med en nøgtern tone. Pludselig kan der komme en forfriskende snert, som når man bekymret spørger, hvordan hun klarer dette stillesiddende indeliv uden at blive deprimeret:

- Deprimeret, det er man, hvis man har sans for det. Det har jeg ikke. Selvfølgelig kan jeg blive sur og nedtrykt, og så piver jeg højlydt - men man må sørge for ikke at tage sig selv ret højtideligt, for man skulle jo nødig blive ynkelig. Jeg sørger også for at være opmærksom på dejlige ting og inkorporere glæden over dem i min tilværelse. Især glæden ved at holde af andre, den gør mig umådeligt rig.

- Og der er et punkt, hvor jeg nok er mere begunstiget end de fleste gamle. Det er at have sådan en stor, dejlig familie. I de perioder, hvor jeg har ligget på sottesengen - som et vrag - har jeg følt mig holdt oppe på en pude af kærlighed fra de andre og til de andre.

Pludselig bliver øjnene meget intense. Der er en vigtig indsigt:

- Der kommer en sjov balance, efterhånden som man må læne sig mere og mere op ad sine børn. Gode børn tager fra - og mine børn er gode- men derved risikerer man at falde i den grøft, at prisen kan blive en dominans, som ingen af parterne er tjent med.

- Det er klart, at den, der tager over, føler trang til at træffe praktiske bestemmelser for det skrøbelige væsen, men når jeg bliver bevidst om, at et af mine børn lægger op til at styre, reagerer jeg med et »det skal du da ikke bestemme«. Så siger de: »mor er et stædigt gammelt bæst«. Det kan de have ganske ret i, og det vil jeg blive ved med, så længe jeg kan. Det har man næsten pligt til, for de kan ikke være tjent med at tage deres mors tilværelse på sig. Men det skal naturligvis tilføjes, at omgivelserne kan blive nødt til at tage over i de tilfælde, hvor et gammelt menneske bliver ramt af senilitet.

Her føler »bæstet« sig virkelig privilegeret:

- På mit nuværende stadium af livet består den egentlige rigdom i at beholde sin forstand. Både til eget fornøjeligt brug - som at læse, se en ordentlig krimi, følge med - og naturligvis også til andres brug som nu den fælles glæde, der ligger i at samtale.

I dette hjem er der blevet samtalet godt og grundigt. Hal Koch, Anna Sophie og Paul Seidelin samt den uovertruffent morsomme provst Bang har hørt til Lindhardt-parrets gode samtalepartnere. Også dronningen har siddet her og drøftet teologiske emner - det samme har i øvrigt utallige studerende, der har følt sig velkomne til at søge professorens hjælp på privatadressen.

Men først og fremmest har der været en fortløbende samtale om små og store spørgsmål mellem de to ægtefæller, indtil han døde for 13 år siden:

- Så længe jeg havde min mand, betragtede jeg livet som en gave hver eneste dag stort set. Da han var væk, blev livet en opgave, og det er noget ganske andet. Vi passede sammen, så det var heldigt, at vi fandt hinanden så tidligt. Det var under en ferie i Norge, han var 22, og jeg var kun 15, men vidste straks, at ham skulle det være. Året efter blev vi forlovet, og med ham fik jeg lov at opleve det ufatteligt store at være kendt og dog elsket.

Udtrykket »kendt« markerer, hvor dyb deres indbyrdes forståelse har været. Så Gerda Lindhardt kunne også forstå sin mands jalousi, når børn og børnebørn tog hendes opmærksomhed. Den er til gengæld kommet med på plus-siden under bestræbelserne for at mildne tabet:

- Når ens Jeg har mistet sit Du, er det vigtigt at finde kompensationer og glæde sig over dem. I mit tilfælde har det været en kompensation, at børnebørn og oldebørn kan komme her mere frit. En anden kompensation er, at ens tankevirksomhed kan blive mere samlet, fordi man ikke længere hele tiden skal holde balance med en anden. At være alene giver mulighed for en uforstyrret tankegang og for at synke ned og finde nogle værdier i sig selv, så man får det hele med. At være sammen med andre mennesker bare en time kræver – ifølge en klog irer – at man skal have tre timer for sig selv bagefter.

Der er imidlertid ingen betænkeligheder ved at flytte i senior-fællesskab, for nok er det hele samlet om et stort, veludstyret fælleshus, men selve boligerne er opført som enkelthuse. Fru Lindhardts nye hus er på omkring 100 kvadratmeter. Det er langt mindre, end hun har været vant til, så nu forestår den klassiske opgave med at indskrænke møblementet og fordele det bohave, der ikke bliver plads til. Den deling skal flokken selv foretage - i to omgange:

- Hjemme var vi syv børn, og vi havde en fin fordeling med hinanden. Så mit forslag er, at det i første omgang bliver mine børn, der skal mødes om sagen. Kun de fire - uden koner og børn. Når de efter tur har valgt, hvad de vil have, laver jeg bagefter et loppemarked for børnebørnene, for så kan de også få fornøjelsen ved at se hinanden.

Loppemarkedet udløser et hjertesuk:

- De må selv sørge for noget at spise, for jeg kan desværre ikke længere stå for måltider i det omfang, jeg har kunnet. Det er også et tab - ikke rigtigt at kunne være værtinde mere.

Men bagefter følger et lettelsens suk. Det gælder et maleri, som »heldigvis« har vist sig at være langt mindre værd, end familien havde troet:

- Min tip-tip-oldemor var slotsfrue til Svanholm og blev malet af Jens Juel. Portrættet findes i to ens udgaver, og vi har altid troet, at begge var lavet af Juel - men nu har en kunstkender konstateret, at det er hans betroede medarbejder, der har lavet det maleri, vi har. Den søde dame, der foretog vurderingen, var vist lidt forlegen ved at anslå værdien til 25.000 i stedet for de næsten 600.000, der er prisen for et værk af Juel. Men sandt at sige kan det i forvejen være svært nok at fordele ting, når de har så forskellig økonomisk værdi.

Problemet med retfærdighed bliver selvfølgelig ikke mindre af, at Gerda Lindhardt stammer fra Haslund-familien. Hendes morfar var en af de berømte Romermalere, Otto Haslund, og hendes morbror, Ole, grundlagde antikfirmaet Haslunds Hus. De udsøgte sager kan der blive rift om.

Bøger er der til gengæld rigeligt af. Mange flere end den store familie selv regner med at kunne overtage, så resten af P.G. Lindhardts bogsamling ventes at gå til et bibliotek.

De materielle tab er ikke videre væsentlige for husets frue. Men hun peger med en sigende håndbevægelse hen mod vinduerne, der vender ud mod Århus-bugten og dens blålige møde mellem himmel og hav:

- Jeg er møgked af at skulle væk fra udsigten og fra blomsterne i min have. Sjælen vil føle sig hjemløs, når jeg lukker og slukker, men da kroppen ikke længere kan være med til ret meget - knap nok gå op ad den stejle sti nede fra havelågen - så er det nødvendigt at løsrive sig.

Øjeblikkets vemod bliver brudt af en ny tankerække. Den handler om den sidste fase:

- Livet er smukt og værd at leve, og det kan blive spændende at omstille sig til at leve i seniorfællesskab. Men samtidig må man forberede sig på sin afgang – og ikke skyde den fra sig som noget uhyggeligt. Da jeg var helt ung, stod der gerne i nekrologerne, hvad den døde havde udtalt som sine sidste ord. Det var altid noget meget værdigt, som kunne højne anseelsen. I dag ville man ikke kunne sælge tanken om »de sidste ord«. I dag har vi lagt tanken om en værdig død over på omgivelserne, og her synes jeg godt om hospice-muligheden med en veldefineret professionel og dog kærlig omsorg – sidstnævnte er det vigtigste i den fase, hvor man må søge ly under kærlighedens vinger.

Tonefaldet bliver nøgternt igen:, for nu kommer en drøj erkendelse:

- Efter i sit lange liv at have været en, der skulle præstere noget for andre, kan jeg ikke længere sige, at jeg ikke er til besvær.

Tabet af fysisk kraft giver - som endnu en komensation - tid til reflektioner:

- Man kan spekulere mere eller mindre selvkritisk over sin tilværelse. Men man skal ikke forvente, at livets regnskab går op, og jeg må sige som Inger Christensen: »det skulle være som at være, men det blev, som det var.«

Gerda Lindhardts sidste ord i den forbindelse er imidlertid fortrøstningsfulde og helt i tråd med taknemmeligheden over at være »kendt« og dog elsket:

- Min søn Mogens talte engang om nåden ved at leve med sin skyld uden skam. Alle pådrager sig skyld, og alligevel er det svært at acceptere, at man ikke er bedre, end man er. Men Vorherre tænker vist: »Du er et fæ, men det var i grunden ikke mere, end hvad jeg ventede«. Det er en befrielse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk