Sorgen skal samle

- Jeg var overrasket over at finde ud af, at mange ting stadig er, som da jeg var barn. Det er stadig svært at tale om sorgen i forbindelse med forældres dødsfald i hverdagen og i klassen. I Storstrøms Amt, hvor der er 400 børn og unge, der har mistet en far eller mor, var der ingen tilbud om samtalegrupper, siger Hanne Elmer.

Det samme gælder mange andre steder i landet. Selv om der er sket meget, siden Kræftens Bekæmpelse etablerede den første sorggruppe for børn og unge i 1992 i Aalborg, var der helt op til 1999 kun det ene tilbud. Det viste re-searchen, da TV 2 fulgte lederen af gruppen, pædagogisk konsulent Jes Dige, og hans arbejde i tv-dokumentaren »En mur af tavshed«.

Udsendelsen vakte opsigt, skabte for alvor skred i tingene og fik flere aktører på banen. Nye grupper finansieret af blandt andet Egmontfonden og Børns Vilkår dukkede op, og i dag er der omkring 25-30 sorggrupper i alt på landsplan. Alligevel er der mange og store huller på danmarkskortet. Og de nye initiativer, der trods alt kommer til, er som oftest afhængige af private organisationer og personer, der tager sagen i egen hånd.

Som Hanne Elmer, der i januar i år startede en sorggruppe i Nykøbing Falster, som er åben for alle 13-21-årige, der har mistet deres far eller mor. Hun har haft kontakt til 12-14 børn og tror, at der også i dag går børn og unge rundt alene med deres tanker og sorg uden at få hjælp, ligesom hun selv har gjort det i så mange år.

Det gør Jes Dige, leder af børn og sorg-projektet i Aalborg, også.

- Man kan slet ikke følge med behovet. De tilbud, der er, er en dråbe i havet. Vi må afvise mange og har ventelister til alle vores sorggrupper. I Nordjyllands Amt mister 400 børn hvert år en forælder og ca. 50 får et tilbud om hjælp. Hvad resten gør, ved jeg ikke. For nylig fik jeg en fax fra en mormor, hvis datter havde mistet sin mand og stod alene med en nyfødt og et barn på syv. Hun ville vide, hvad der var af tilbud på Djursland, og der måtte jeg svare: ingenting, siger Jes Dige.

Samme svar får man, hvis man er barn i Vestsjællands Amt og Ribe Amt. Kun fem ud af de i alt 14 amter kan hjælpe børn og unge i dag, og målet i det danske velfærdssamfund må være, at hvert amt har mindst ét tilbud, mener Jes Dige.

- Sådan som det er i dag, er mange børn og unge nødt til at rejse langt for at komme med i en sorggruppe, fordi der ikke er lokale tilbud alle steder. Vi så gerne, at de offentlige instanser forpligtede sig på det, og har arbejdet på at initiere Sundhedsstyrelsen, fordi det er et arbejde, som handler om mental sundhed. Det er så uendelig lidt, der skal til. Det drejer sig om 100-150.000 kroner eller endnu mindre.

- I flere byer har Sund By-butikker startet sorggrupper ledet af folk med en anden baggrund - f.eks. syge- og sundhedsplejersker. I Brovst og Fjerritslev er man gået sammen og i Løgstør og Års også, og gruppperne, som kører med frivillig arbejdskraft, bruger kun 5-8000 kroner til driften. Men desværre er der ikke noget, der tyder på, at myndighederne for nærværende står parate til at hjælpe, og så længe de ikke gør det, må vi klø på, siger Jes Dige.

Lena Breiner Henriksen, socialrådgiver og leder af et sorggruppe-projekt i Randers Kommune, er også rystet over, at tilbuddene til børn og unge, der mister en forælder, er så få, når effekten af dem er så stor.

- Det er utroligt, hvor markant en forandring man kan se hos de unge bare efter nogle gange i sorggruppen. De kommer alle sammen, fordi de har store problemer i skolen og selvmordstanker, og ender med at kunne fungere igen i klassen. Man har altid sagt, at børn glemmer hurtigt, men der sidder masser af voksne i dag, som ikke tør nærhed med andre mennesker eller er alt for omklamrende, og som har kæmpet sig igennem deres uddannelse, fordi de ikke i tide har fået hjælp til at bearbejde sorgen, siger Lena Breiner Henriksen.

Psykolog og projektleder Eva Helweg mener også, at det er det offentliges opgave at tage over der, hvor græsrødderne er begyndt. Hun er leder af Egmontfondens tre-årige forsøgsprojekt, som indtil videre har kunnet tilbyde 400 børn og unge både individuelle samtaler og gruppesamtaler.

- Vi har ventelister og må afvise mange. Projektet kører kun året ud, men vi håber, at vi finder muligheder for at forankre det. Det er meget vigtigt, at et tilbud bliver ved at være der, for hvis det lukker, inden børnene er færdige, oplever de at miste en gang til, siger Eva Helweg.

Men ser man bort fra den finansielle usikkerhed og de alt for få tilbud, går arbejdet med børn og unges sorg efter dødsfald den rigtige vej. Mange års »knoklearbejde« har båret frugt, konstaterer Eva Helweg.

- Det, det først og fremmest har drejet sig om, har været at få fokus på børnene. Hvordan husker vi dem og sørger for, at de informeres meget konkret og detaljeret, hvis deres far eller mor for eksempel er omkommet i en trafikulykke. Det er vigtigt, fordi de billeder, de selv danner på nethinden, er værre end virkelighedens.

- På det område er vi blevet klogere og dygtigere til at turde tage fat på det, vi er allermest bange for. Det er så vigtigt, at vi hører, hvad børnene siger, og ved, hvad det gør ved børn, at de mister. Til forskel fra voksne er børns personlighed ikke færdigudviklet, og den tillid til verden, de mister, når deres forældre dør, skal vi hjælpe dem med at genoprette, siger Eva Helweg.

Det gør man på Det Tværfaglige Smertecenter på Herlev Sygehus. Som noget helt unikt tilbyder man smerte-lindrende behandling i forbindelse med en livstruende sygdom ligesom på et hospice. Tilbuddet bruges primært af kræftpatienter og deres børn, fortæller psykolog Hans Martin Svarre.

- Jeg har samtaler med hele familien og med barnet alene. Det kan dreje sig om tre gange eller strække sig over et helt år. Jeg møder børnene, mens deres forældre er i live, og det er et kæmpe privilegium. Det giver tryghed, at de taler med en, som har kendt deres døde far eller mor, og som de har mødt før, siger Hans Martin Svarre.

Det giver fælles referencer at gå ud fra, når børnene skal i gang med det vigtige arbejde: at udtrykke deres tanker og forestillinger. Fortællingen er metoden og Hans Martin Svarre bruger børnenes tegninger som et redskab i processen.

- Børn har en vidunderlig fantasi og nogle forestillinger om paradis, som er meget befriende. For det første findes der absolut intet ondt i paradis. Det er ingen bøhmænd, pistoler og soldater eller konflikter af nogen slags. For det andet er det et meget dagligdags sted. Børn skildrer deres afdøde forældre i trygge hverdagssituationer. Det kan være, far står i køkkenet og er ved at bage boller, eller mor er i gang med aftensmåltidet, siger Hans Martin Svarre.

Som den voksne skal man være parat til at gå ind i deres forestillingsverden og ellers svare, når de stiller spørgsmål, men man skal også kunne give slip igen, fortæller han.

- Børn har en formidabel evne til at skifte mellem alvor og leg, og derfor handler det egentlig om at følge barnets spontane bevægelse. Ligesom det helt spæde barn skal stimuleres, når det er vågnet og nærværende, men vender sig væk, når det vil have fred, så har mennesket hele livet igennem en sund pendulering, som skal respekteres. Det gode ved børn er, at de er meget tydelige og kræver et direkte svar, men også markerer en mæthed, når de ikke gider snakke mere og vil ud at lege. Den mæthed skal respekteres, så man ikke risikerer at gøre barnet forvirret.

- Børn, der mister, har mange ting tilfælles, men reagerer anderledes som toårige, end når de er 15. Det lille barn, som har en »cirkulær opfattelse«, tror, alt er forudsigeligt, og bliver ved med at spørge: »Hvornår kommer mor hjem igen?« For det store barn er døden konkret, og det gør det lettere at forstå, at mor ikke kommer tilbage, men også sværere at bære tabet, forklarer Hans Martin Svarre.

- Pubertete er en rigtig vanskelig alder at miste en forælder i, fordi barnet er i færd med at frigøre sig fra de voksne og har afvisningen og skyldfølelsen tæt inde på livet i forvejen. Som teenager er det truende at vise sin sårbarhed, og derfor er der ofte brug for en neutral person at snakke med. Den unge har tit tænkt, at »bare mor døde«, og kan have frygtelige skyldfølelser.

- Den slags er almindeligt og fører til, at mange børn og unge tror, at de har slået mor eller far ihjel, fordi de har tænkt det eller sagt eller gjort noget, som den voksne ikke brød sig om. Hvis de følelser bagatelliseres, efterlades børnene i et tomrum, hvor de føler sig endnu mere ængstelige, og risikerer at slæbe rundt med skyldfølelser resten af livet. Og det er her, jeg kommer ind som katalysator, siger Hans Martin Svarre.

At møde børns sorg er ellers ikke noget, som man traditionelt forberedes på, hverken som forælder eller som professionel, og det optræder ikke som pensum på teologi, pædagogik eller lærerstudiet. Samtlige faggrupper har i mange år overset børnene. Det var netop baggrunden for et yderst velbesøgt todages seminar om børn og sorg i sidste uge på Sankt Lukas Uddannelsesafdeling i Hellerup i København, fortæller Benny Birk Mortensen, der er præst og leder af uddannelsesafdelingen.

Den store søgning til seminaret siger noget om den usikkerhed, som man står med, når man som lærer, præst eller socialrådgiver skal tage sig af et barn, der har mistet en far, mor eller søskende, mener Benny Birk Mortensen.

- Man ved ikke rigtigt, hvordan man bedst skal møde barnet. Jeg synes, jeg har lavet fejltagelser og stået med en følelse af, at det ikke lykkedes at få kontakt med børnene i min tale ved en bisættelse. Som præst er jeg mest vant til at tale til de voksne efterladte, men der er forskel på at møde et barn, der sørger, og en voksen, siger Benny Birk Mortensen.

En af seminarets oplægsholdere var Ole Raakjær, som er præst og del af det smertelindrende team på KamillianerGaarden i Aalborg. Han synes, at det er helt naturligt, at kirken påtager sig opgaven med at hjælpe børn efter begravelsen, fordi præsten har en central rolle som den, der skal begrave barnets forældre, og er vant til at tale med mennesker, der mister.

Men sentimentalisering og skånsomme omskrivninger af døden for at skåne børnene skal man undgå, understreger Ole Raakjær.

- Det er vigtigt at bruge de rigtige ord og ikke sige, at mor er »sovet ind«, for hvad så, når den seksårige lægger sig til at sove. Børnene er tit fortvivlede og vrede, fordi deres mor nu ikke kan gå med ud at købe konfirmationskjolen sammen med dem, og går de til deres bedsteforældre, får de at vide, at »det kan mor jo ikke gøre for«. De bliver rost for at være søde og rare og gemmer de andre følelser væk.

- At sige ting som, at »nu har mor det godt« er religionens falske trøst, og det er den modsatte bevægelse, man skal foretage. Virkeligheden er forfærdelig, fordi man mister noget, der er så godt. Det er kærlighedens pris, og det er en vigtig proces at gå gennem sorgen med barnet og erkende, at man har mistet det uerstattelige. Når voksne tror, at de skal skåne barnet, er der tale om en praktisk fordom. Det handler om, at de sparer sig selv, men de svigter barnet hver gang, de ikke skaber det rum, som gør, at børn kan spørge ind til benet, siger Ole Raakjær.

Børn har krav på ærlige svar, men vi voksne skal passe på ikke at gøre deres verden for smal, for børn tænker åndeligt, mener Ole Raakjær.

- Mange voksne tror, at de er nødt til at vælge, om de skal tale realistisk og åbent om, at far bliver til et skelet, eller om de skal fortælle, at han er kommet i himlen, men det er ikke enten eller. Man skal svare ærligt, men kan godt have et religiøst sprog samtidigt. Og det religiøse sprog ligger tæt på alle børn. Som en lille dreng sagde: »Jeg tror, at det levende hos farfar er hos Gud«.

- Børns gudsbillede modelleres i barndommen, og det er også præstens opgave at være med til at gøre det billede livsbekræftende og nærværende ved at tale om, hvad der sker, når vi dør, for ellers bliver Gud en underlig fjern figur, siger Ole Raakjær.

Som præst har han i de sidste par år brugt en del tid på at tage ud i klasser, hvor en elev har mistet en forælder. Og han glæder sig over, at vi ikke længere »lader som ingenting«.

- Tidligere blev flaget sat på halv og børnene sendt hjem, men det er det helt modsatte, der er brug for i den situation. Der skal vi være sammen og tænde lys eller på anden måde markere vores solidaritet med den sørgende. Når man er meget ked af det, kan rituelle handlinger være dybt meningsfyldte.

- I en tredjeklasse, hvor en pige havde mistet sin far, havde vi talt om døden og opstandelsen, og jeg havde bagt et brød, som jeg havde med i klassen, og som vi delte. En anden gang havde hver elev et lys med, som de gik op og tændte, mens de sagde, hvem det var, de tændte det for. Over halvdelen tændte for den pige, som havde mistet sin mor. Børn er ufattelig gode til at være nærværende, men de lærer desværre hurtigt, at man ikke må gøre nogen ked af det. Jeg gør meget ud af at fortælle dem, at trøst betyder at lægge øre til. Det er i virkeligheden vanvittigt indlysende, og det burde ikke være nødvendigt med kurser, men det er første skridt i et land, hvor sorgen ikke samler, men skiller, siger Ole Raakjær.

Han mener, at kirken kan hente meget goodwill ved at gå ind i arbejdet med at hjælpe børn efter begravelsen og på den måde også møde den forventning, folk har til den.

Lena Breiner Henriksen, sorg- og kriseterapeut og leder af årskurset på Diakonhøjskolen i Århus, er helt enig. Hun kunne sagtens forestille sig, at flere sogne gik sammen om at løse opgaven, og at sognemedhjælperen blev en central person i sorg-arbejdet.

Lena Breiner Henriksen, som også var oplægsholder på seminaret, leder en sorgggruppe i Randers Kommune for 14-18-årige og tager også ud på skolerne og hjælper med de omsorgs- og handleplaner, som Kræftens Bekæmpelse har lavet.

- Selv om inititiativet er fint, er jeg rystet over så lidt overskud, man har fra skolens side til at gå ind i de problemer, der let opstår, når børn mister. Mange har det vanskeligt og lukker sig inde, for far eller mor har det svært i forvejen, og der er det så vigtigt, at andre kan være erstatningsforældre. I Randers har kommunen bevilliget penge til et sorggruppe-projekt, men ellers er de fleste tilbud for kræftpatienters børn, og det kan ikke nytte noget. Der skal etableres tilbud til alle børn og unge, og de skal ligge i det offentliges regi eller hos kirken, siger Lena Breiner Henriksen.

Indtil det sker, fortsætter hun med at tage ud at holde foredrag ligesom de andre græsrødder, for hvem børns sorg er en smerte- og hjertesag.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk