teolog og forfatter
Fra de ældste tider havde man i Irland en druidereligion, præget af lærdom og fordybelse. Tidligt, allerede i 2-300-tallet, udviklede der sig derude i Atlanten en mærkelig kirke, mærkelig, fordi den var helt anderledes end andre vesteuropæiske kirker, tydeligt præget af munkekristendom fra Egypten og Syrien og af østkirkens skikke, en udpræget munkekirke med østkirkens påskeberegning og tonsur på forhovedet. Man anerkendte ikke nogen pave som kirkens leder.
Der er aldrig givet nogen sikker forklaring på, hvordan denne kontakt med Østen kom i stand. Der er mange bud: Fønikiske købmænd, de østlige klostre ved den sydfranske kyst og i den forbindelse kirkefaderen Irenæus, selv fra Østen, der endog havde lært sig gallisk for at missionere blandt gallerne og skabte et kristent center blandt dem i Lyon sidst i 100-tallet. Herfra var der forbindelse til kelterne i Galicien i Nordvestspanien og formentlig ad den vej videre til Irland og England.
Irerne hører til den gælisk-keltiske stamme, og der er mange tegn på en tæt forbindelse mellem dem og stammefrænderne i Galicien - ikke mindst i irernes egne traditioner.
Faktisk var der også et keltisk folk midt i Lilleasien omkring Ankyra, det nuværende Ankara, hvor de havde skabt deres egen stat, Galatien, erobret af romerne. Det var blandt disse galatere, Paulus skabte en af sine første menigheder, kendt fra hans galaterbrev. Det kunne være derfor, han talte om at rejse til Spanien og galaterne der. Det er også muligt, at det var blandt dem, Irenæus lærte sig sproget, som holdt sig her til år 200.
En forbindelse mellem disse galatere og frænderne i Galicien kan ikke udelukkes, og med de tætte forbindelser herfra til Irland kan den østlige kristendom være kommet den vej.
Hvordan det end forholder sig: Den østlige kristendom havde fundet vej til Irland, hvor den smeltede sammen med den gamle druidetro i en sjælden symbiose til det, man kalder den irokeltiske eller iroskotske kirke.
Det var en udpræget klosterkirke uden bisper med de gamle klanledere som abbeder og ledere. Munkene var besjælet af tanken om dels at være alene med deres Gud på en øde ø, dels at drage til fjerne egne på egen risiko for at forkynde deres tro. De nåede til Britannien, Skotland, Hebriderne, Orkney, Shetland, Færøerne og Island - før nordboerne, der kaldte dem papaer.
Kirken var præget af stor fromhed, lærdom og fordybelse - til gengæld var den svag i organisationen, hvor den i sidste ende kom til kort over for romerkirken med dens hierarkiske opbygning og faste klosterregler.
Sammensmeltningen med druidetroen var så gennemført, at man overførte en af de gamle gudinder, en Moder-Jord-skikkelse ved navn Bridget, og fik en kristen helgeninde af samme navn og med de samme funktioner - og samme helgendag: 1. februar, kyndelmisse, forårets og det nye livs begyndelse.
Fra Bridget kommer navnene Birgitte, Berit, Brita og Birte, som er vidt udbredte, også i Norden. Og når jeg fortæller om denne kirke, er det, fordi den synes at have haft en meget stor andel i Nordens kristning, længe før Rom nåede herop.
I sin bog »Orm og Tyr« har Martin A. Hansen forstået, at de irske munke har spillet en stor rolle i Norden, hvor de ydmygt kom sejlende i deres små både, slog sig ned ved kysten, byggede en løvhytte, levede af skovens frugter, strandens rigdom og lidt grøntsager, helbredte de syge og fortalte om deres tro. Guds gøglere kaldes de i »Orm og Tyr«, og i de danske folkesagn er der mange historier om den første, der kom til en egn og fortalte om den nye tro. Ansgar nævnes derimod ikke.
Klosterreglerne var ikke så faste. Der var dobbeltklostre med begge køn, der var intet krav om cølibat. Som en arv fra druidetroen var kvinder ofte klosterledere og var især berømmet for deres store gæstfrihed og omsorg for fattige og svage.
Man havde stor sans for lærdom og kunst. Det kom til udtryk i de bøger, der blev skabt i klostrene, hver for sig små kunstværker med ornamentik fra den gamle druidekultur, men nu helliget til Guds ære. Perlen blandt dem er »The Book of Kells«, der nu opbevares på Trinity College i Dublin som en dyrebar skat. Det kan ikke undre, at dette frie klosterliv vakte romerkirkens uvilje, fordi det var så forskelligt fra det strenge romerske system og så umuligt at styre fra kirkens side.
Kirken havde flere store og ærede helgener. De blev det - til forskel fra de katolske - ikke gennem en martyrdød, eller fordi der skete mirakler omkring dem og efter deres død, men i kraft af deres liv, gerninger, fromhed og personlighed. Da romerkirken sejrede, stod den over for disse helgener, der havde så stor plads i folkets hjerte, og den gjorde dem da til katolske helgener, selvom de aldrig havde været katolikker. Man skrev hagiografier om dem med de nødvendige mirakler og dyrkede dem siden som gode katolske helgener. Da disse legender, bortset fra Patricks egen selvbiografi, er de eneste bevarede kilder, kun suppleret af spredte irske sagn og traditioner, er det meget svært at finde frem til den historiske sandhed om dem, ikke mindst fordi romerkirken selv efter sejren tilintetgjorde deres skrifter som kætterske.
Der var endnu et træk, der kendetegnede disse helgener: Deres stærke ærbødighed over for Guds natur og alle dens skabninger ned til de mindste kræ. En helgen havde således stået med udtrakt arm, så en fugl kunne sætte sig på hans hånd - man forstod jo også fuglenes sprog! Men fuglen følte sig så tryg, at den lagde et æg i den hule hånd - og så måtte den stakkels helgen stå med hånden og den rugende fugl, indtil ægget var klækket.
Den først kendte helgen var Ninian, der allerede i 390'erne grundlagde et kloster i Galloway og startede Skotlands kristning. En særstilling indtager St. Patrick. I nutidens katolske Irland tillægges han æren for landets kristning i 400-tallet, men dels var den irske kirke langt ældre med Ninian som et godt eksempel, dels er der stor usikkerhed om hans liv, og om han overhovedet var katolik. Men han er i hvert fald nu den ene af landets store helgener med sin helligdom i Armagh i Nordirland.
Den anden er St. Bridget, som før fortalt var arvtager efter den keltiske gudinde. Hun skabte omkring år 460 sit eget kloster i Kildare, et dobbeltkloster, som kom til at danne mønster for andre sådanne. Kildare er stadig landets andet store helligsted.
I det vestskotske øhav Hebriderne ligger en lille ø Iona med en lille græsslette i syd i læ af højderne. Her- til kom i 563 en irsk munk Columba (Den lille Due) og skabte et kloster, der hurtigt blev berømt for lærdom, digtning, fromhed og kunst. Her uddannedes generationer af munke, som bragte deres mission mod øst og nord til England, Skotland, og øerne i nord, der alle blev irsk kristnede.
En af dem var St. Aidan, der kom til kong Oswalds angelske rige i Northumberland og byggede sit kloster på en lille ø, Lindisfarne eller nu Holy Island på østkysten. Det blev hurtigt lige så berømt og rigt som Iona og et kraftcenter for anglernes kristendom. Også her uddannedes unge anglere som præster, munke og missionærer. Og disse unge anglere stammede jo fra Danmark og talte »dansk tunge«, det fælles oldnordiske sprog. Aidan døde 651.
Efter vanlig irsk opfattelse mente også Aidan, at kvinder skulle have samme mulighed som mænd for at følge et religiøst kald og opfordrede derfor en kvinde af angelsk kongeæt, Hild, til at skabe et kloster. Det gjorde hun så ved Whitby, et dobbeltkloster for begge køn efter Bridgits forbillede i Kildare. Også det blev vidt berømt, og hun selv en moderskikkelse for den angelske kristenhed. På klosteret arbejdede i hestestalden en ung mand ved navn Cædmon. En nat drømte han sig til en sang om skabelsen, som han om morgenen foredrog for sin kammerat. Denne gik til Hild, som hidkaldte Cædmon, hørte hans kvad og derefter satte ham til at digte om bibelske emner. Et af disse digte blev fundet af Grundtvig på et engelsk arkiv og oversat til dansk i digtet »I kvæld blev der banket på helvedes port«, som man kan - og bør finde i højskolesangbogen, hvis man vil have et indtryk af angelsaksisk kristendom.
Motivet var Kristi nedfart til dødsriget, hvor han som en storkonge besejrede djævlene, befriede de døde og førte dem i triumf op til sit rige. En anden digter, Cynevulf, skrev over samme motiv i salmen »Kommer sjæle dyrekøbte«. I Viborg Domkirke har Joakim Skovgaard malet et stort billede over dette motiv. I en følgende kronik (kommer i morgen, red.) vil jeg nærmere fortælle om, hvordan irsk kristendom kom til at præge Nordens. Men som slutning kan jeg ikke undlade at sige, at denne kristendom er den smukkeste udgave af en sådan, jeg mindes at have mødt - og den mest ægte.
På søndag 17. marts fejrer folk af irsk afstamning verden over St. Patrick's day. I denne forbindelse sætter Kristeligt Dagblad i kronikker i dag og de følgende to dage fokus på en usædvanlig kirke og tradition. n