I de fleste af Frederiksværks butikker ligger sedler fremme, hvor man kan skrive under på, at Sai Baba-bevægelsen skal ud af byens historiske bygning, Arresødal Slot, allerede inden den er flyttet ind.
Mange skriver under, og blandt de mennesker, som opfordrer til at skrive under, er byens borgmester, Helge Friis (S).
- Kommunens handlemuligheder er udspillet. Nu er det kun befolkningen, som kan gå imod Sai Babas overtagelse af Arresødal, siger borgmesteren.
Den danske Sai Baba-bevægelse overtager den 1. april Arresødal Slot, og i Frederiksværk er borgerne vrede over, at byens historiske bygning skal huse en bevægelse, som beskyldes for at udøve kriminalitet og hvis leder beskyldes for pædofili.
Befolkningen har organiseret sig i en komité med Jørgen Tved i spidsen. Komitéens første træk er underskriftsindsamlingen, men der er flere initiativer på vej.
I april vil komitéen organisere et protestmøde i Frederiksværks kulturhus, Gjethuset. Kirkeminister Tove Fergo (V) vil blive indbudt for at forklare, hvorfor Sai Baba-bevægelsen er blevet godkendt som kirkesamfund og dermed nyder godt af skattefradrag i Danmark.
- Vi synes, at det virker som om, godkendelserne hænger lidt løst i Kirkeministeriet, og vi vil også gerne høre, hvordan godkendelsen kan trækkes tilbage, siger Jørgen Tved.
Leder af Dialogcentret, Johannes Aagaard, vil også blive inviteret til at dele sin viden om den indiske guru Sai Baba og gøre nærmere rede for beskyldningerne mod ham.
Men det er ikke kun beskyldningerne, som får folk til at protestere.
Arresødal Slot burde være i borgernes eje, mener mange, og borgmesteren er enig. Han mener, at det var en fejl, at han og byrådet ikke blev orienteret om, at Sai Baba-bevægelsen var ved at købe Arresødal, så kommunen kunne være kommet først med et tilbud. Den tidligere ejer var Kommunedata, som brugte slottet til kursusvirksomhed.
Jørgen Tved ved godt, at han kun er fomand for en lille komité i forhold til Sai Babas verdensomspændende netværk med millioner af tilhængere. Alligevel er han håbefuld, så længe komitéen har folkelig opbakning, og det har den nu.
- Her får Sai Baba-folkene den kolde skulder, og det er jo aldrig rart at komme til et selskab, hvor man ikke er velkommen, siger han.
Borgmester Helge Friis siger nøgternt, at Sai Baba-bevægelsen nok vil gøre, hvad den kan for at blive i Frederiksværk.
- Den er så meget i modvind lige nu i Danmark, at bevægelsen får svært ved at købe noget andre steder, mener han.
Men Jørgen Tved er parat til at levere endnu mere modvind. Han og komitéen undersøger lige nu, hvordan de kan rejse en fredningssag, så slottet kan blive fredet - og dermed vanskeligt og dyrt at tilpasse Sai Baba-bevægelsens formål.
Kristeligt Dagblad har ikke kunnet træffe Sai Baba-bevægelsens danske og europæiske leder, forskningslektor Thorbjörn Meyer, for en kommentar.
korsholm@kristeligt-dagblad.dk