Jørgen Steens |
16. februar 2002
TRO TIL TIDEN: Næsten alle erhvervsledere er præget af den kristne etik, mener Esbjergs store gamle erhvervsmand, Tage Sørensen, der selv blev stærkt påvirket af den kristendom, han mødte i spejderbevægelsen
Søndagens tekst
1. søndag i fasten
Lukasevangeliet 22, 24-32
De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
Søndagens tekst handler om ledelse, tjeneste og forbøn. Tage Sørensen, Esbjergs store gamle erhvervsmand - stadig formand for familiekoncernen Claus Sørensen A/S med 1000 mand beskæftiget - kommer omkring alle tre aspekter.
Da han for en del år siden blev interviewet til Kristeligt Dagblad om kristendom og erhvervsledelse, fremkaldte det, som han siger, »en sur reaktion« fra en præst, som påpegede, at ingen skulle gå og bilde sig ind, at han/hun som såkaldt kristen skulle være en bedre leder af en virksomhed end andre.
Tage Sørensen, der for sit eget vedkommende er stærkt påvirket af den kristendom, han mødte i sit livslange engagement i KFUM-Spejderne, medgiver præsten, at »kirkegængerne blandt lederne næppe udskiller sig fra den store majoritet af ikke-kirkegængere«.
For kirkegang eller ej, så har kristen forkyndelse gennem 1000 år sat sine spor.
- Den præger befolkningens sociale indstilling: At det i vore dages Danmark kan lade sig gøre at opkræve godt 75 procent af indtægten i skat til det offentlige, skyldes efter min mening en dybtgående social bevidsthed, som er afgørende påvirket af kristendommen.
Noget tilsvarende gør sig gældende inden for erhvervslivet, mener Tage Sørensen.
- Næsten alle ledere, på højt eller lavere plan, er så påvirket af den kristne etik, at det stærkt præger deres holdning.
- I den forbindelse skal jeg nok vare mig for specielt at fremhæve de cirka tre procent af befolkningen, der regelmæssigt eller nogenlunde regelmæssigt går i kirke, men at de i hvert fald bør være påvirket af morgendagens evangelietekst, kan man vel tillade sig at sige ja til, tilføjes det med et smil.
I teksten taler Jesus om »lederen som den, der tjener«, og det er en indstilling, der praktiseres i forskellige sammenhænge i samfundet, mener Tage Sørensen, der for sit eget vedkommende først og fremmest mødte den udfoldet i spejderbevægelsen.
- Da jeg som 11-årig blev spejder, virkede det som noget af en åbenbaring i forhold til den dengang noget autoritære skole, at lederne ikke optrådte som herrer, men faktisk som tjenere, hvor de var på lige fod med de yngste.
Værdier og erfaringer fra spejderbevægelsen kan anvendes i erhvervslivet, og Tage Sørensen mener i det hele taget, at samfundet vil have godt af at få genopfrisket nogle af de gamle »spejderdyder«. Set fra hans kontor på fiskerihavnen i Esbjerg, en blæsende grå formiddag, befinder det danske samfund sig i et stormvejr af moralsk opløsning. Mord, vold, voldtægt, tyveri er blevet hverdagskost, og et andet tegn: Netop i denne weekend holdes sexmesse i Esbjergs stolthed, musikhuset. Det sker under Tage Sørensens store protest: Det var ikke til det formål, han gennem sine firmaer og fonde i sin tid sponsorerede musikhuset med syv millioner kroner.
Selv om der efter hans opfattelse er meget fra gammeldags »spejding«, der kan bruges i erhvervslivet, er der alligevel forskel: Erhvervslederens første bud er, at virksomheden skal drives sådan, at den kan overleve, understreges det.
- I Guds rige derimod drives ikke erhvervsvirksomhed. Dér gælder en anden målestok, hvilket særligt kommer til udtryk i lignelsen om vingårdsarbejderne, hvor ejeren giver samme løn til ham, der har arbejdet i flere timer, som til den, der blot har arbejdet i én time. I Guds rige, hvor Gud bestemmer alt, gælder cost-benefit-begrebet heldigvis ikke.
- Men det gør det altså i erhvervslivet, hvor det er nødvendigt, at ledelsen ser til, at rentabiliteten er i orden, hvilket også forudsætter, at den leder og fordeler arbejdet og i almindelighed betaler enhver efter indsats. Er det odiøst, ukristeligt? Ikke efter min mening. Jeg mener, at den, der skaber/driver en virksomhed, yder en for alle gavnlig indsats. Ja, hele samfundets indkomstdannelse udgår fra de mange tusinde virksomheder.
Samtidig er der mange andre elementer i erhvervslivet end blot kravet om rentabiliteten, tilføjer Tage Sørensen, og ikke mindst her slår påvirkningen af den kristne etik igennem: I flæng nævnes social bevidsthed, et godt arbejdsmiljø, dialog, samarbejde.
Som aktiv erhvervsmand har Tage Sørensen selv været med til at igangsætte nye virksomheder, blandt andet gummibådsfabrikken Viking og Vestfrost. Også i disse tilfælde har sigtet været bredere end blot det at tjene penge.
- For mig har det drejet sig om at få noget bygget op, som kan være til gavn, både for én selv og for andre. At skabe virksomheder, hvor folk gerne vil arbejde og tjene deres udkomme. Tilfredsheden ligger i, at man ser det trives. Jeg har aldrig forstået dem, der bygger noget op og så sælger og scorer kassen og flytter til Provence!
Morgendagens evangelietekst slutter med, at Jesus irettesætter Simon Peter: »Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.«
- Her åbnes for et vigtigt emne, nemlig spørgsmålet om forbøn. Hvilken betydning har på dommens dag de forbønner, der er blevet bedt fra slægt til slægt?
Selv er Tage Sørensen ikke i tvivl om bønnens betydning.
- Mange vil sige, at der sker så meget, hvor bønnen ikke har haft nogen virkning, men hvis man er kristen, så mener jeg, at bøn er en fuldstændig uundværlig del af ens tilværelse.
Her ikke mindst forbønnen for andre. Ligesom Jesus i teksten har bedt for Simon Peter, må kristne bede for andres frelse, siger Tage Sørensen.
- Det støder mig, når det i kirken bliver for selvcentreret, sådan som jeg synes, man for eksempel en gang imellem kan opleve det i vore salmer, som jeg kender temmelig godt. Her er det altid mig, mig og mig, det drejer sig om: Jeg skal frelses, jeg skal ditten og datten. Jamen, jeg mener, en frelse af én selv, uden at de andre er med, er en utålelig tanke.
Frelse er frelse i fællesskab med andre, tilføjer Tage Sørensen, og erklærer sig her enig med »sin gamle korpssekretær«, sognepræst Kaj Mogensen, der har gjort sig til talsmand for tanken om en universel frelse og dermed lagt sig ud med missionsfolkene.
- Jeg er selv påvirket af Indre Mission, og jeg holder meget af missionsfolkene, men lige netop på dette punkt er jeg uenig med dem. Jeg kan ikke acceptere ekslusiviteten, det med, at nogle sættes udenfor. Her mener jeg, som Kaj Mogensen, at Guds frelse er så stor, at hele skabningen er omfattet af den, og at forbønnen gælder alles frelse.
steenskristeligt-dagblad.dk
Blå bog
Tage Sørensen, Esbjerg, 86 år, cand. polit., tidligere direktør og fortsat formand for Claus Sørensen A/S, der i dag er Danmarks største frysehuskoncern. Firmaet driver endvidere isværker i de store fiskeribyer, og gummibådsfabrikken Viking Life Saving Equipment. - Desuden formand for bl. a. et par familiefonde, tidligere medlem af Esbjerg byråd. Tildelt flere ærespriser, deriblandt »Den Hvide Lilje« fra KFUM-spejderne. Har foruden musikhuset i Esbjerg været med til at skaffe midlerne til Esbjergs nye vartegn, Svend Wiig Hansens 11 meter høje monumentalstatuer, »Mennesket ved havet«. Forfatter til en række bøger, bl. a. »Spejderliv - en gammel spejder ser tilbage«, som udkom i 1995.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad