Søgen i stilhed

- Jeg har skrevet »Vejen vi går«, fordi jeg gerne vil formidle min viden og erfaring om åndelig praksis videre til andre. Og fordi jeg gerne vil have folkekirken til at tage søgende menneskers behov mere seriøst. For mig har det været værdifuldt at finde en anden måde at indrette tilværelsen på ved at åbne mig for den åndelige dimension, fortæller Else Marie Kjerkegaard, der bor i København.

De 12 kvinder, som fortæller om deres liv og åndelige praksis i bogen, repræsenterer forskellige retninger inden for kristendommen, buddhismen og islam og er blandt andre tidligere sognepræst Gurli Vibe Jensen, forfatter Bente Hansen, pakistansk-dansk tolk Amtul Jamil, teolog og fortæller Doris Ottesen, lektor, dr.phil. Lene Koch og cand.psych. Maria Damsholt. Fælles for flere af kvinderne i bogen er en kritik af folkekirkens intellektuelle tilgang til formidlingen af kristendommen og en efterlysning af vejledning i åndelig praksis. Lene Koch formulerer det således:

»Jeg kender ingen præster, der fungerer som åndelige vejledere på den måde. Jeg kan i hvert fald ikke se et synligt tilbud herom. Jeg har aldrig under en gudstjeneste - hverken i min egen kirke eller i andre kirker - hørt præsten sige, at man kunne henvende sig til ham eller hende, hvis man ønskede åndelig vejledning, og jeg har heller aldrig læst det i et kirkeblad. Det, synes jeg, er en stor mangel ved folkekirken, som jeg kender den. Jeg synes, den er for intellektuel, og at den i alt for ringe grad beskæftiger sig med det åndelige liv«.

Bogens forfatter, Else Marie Kjerkegaard, har et konkret ønske til folkekirken.

- Jeg vil gerne, at folkekirken åbner sig for den meditative praksis. Jeg har selv savnet den og savner den også i dag. Gudstjenesten ville få en dybere kvalitet, hvis præster kendte til meditation og mediterede i deres hverdag. Meditation giver nærvær og dybde, som efterhånden skaber en enestående overbevisningskraft. Det ved jeg fra de buddhistiske lærere, jeg har stiftet bekendtskab med. I folkekirken forlader man sig på ord, og jeg vil da heller ikke underkende det at holde en god prædiken. Det er bare ikke nok. Søgende mennesker bliver åbne for det religiøse på helt andre måder.

- Der er et stort behov for at udvikle en tradition for stille bøn og meditation i folkekirken. Det er ikke noget, der klares med et par efteruddannelseskurser til præsterne. Det berører alle, der har med kirken at gøre, på alle niveauer, og det vil tage lang tid. Jeg ville ønske, at der ville opstå et eller flere dynamiske læresteder for bøn og meditation inden for folkekirken. I dag findes der nogle få mindre steder, der arrangerer kurser og retræter, men der er brug for at sætte mange flere kræfter ind. Og så kunne jeg godt tænke mig, at biskopperne i Danmark deltog i en retræte og et kursus i meditation, så de fik indsigt i, hvad det handler om. Der er generelt så mange misforståelser omkring, hvad meditation er, siger Else Marie Kjerkegaard.

Hjemmesiden retraete.dk på internettet giver et overblik over de organisationer, foreninger og uddannelsessteder i Danmark, der arrangerer retræter med åndelig vejledning. Det er for eksempel Det Økumeniske Center København, Center for Kristen Mystik, Skovhusgruppen, Sankt Joseph Søstrene og Løgumkloster Refugium. Tilsyneladende et miljø, der lever et stille liv uafhængig af den brede danske folkekirke. Og som man enten kender til på grund af personlig interesse eller slet ikke ved eksisterer.

Sankt Lukas Stiftelsens Uddannelsesafdeling i Hellerup arrangerer en til to retræter med stilhed og bøn om året. Ifølge afdelingens leder, præst Benny Birk Mortensen, er interessen for at deltage stigende. Således var retræten »Kom til din ro, min sjæl«, der finder sted den 15. til 17. marts på Refugium Smidstrup Strand ved Gilleleje i Nordsjælland, allerede overtegnet før jul. Lederen af retræten er den svenske forfatter, cand.theol. Margareta Melin, hvis bøger »Vær den du er« og »Den indre kilde« er udkommet på dansk.

- Interessen er der ikke mindst, når vi har et kendt navn som Margareta Melin. Det er jo en tillidssag at melde sig til en retræte. Undervejs bliver man vejledt, og der er oplæg og mulighed for samtale med retrætelederen, fortæller Benny Birk Mortensen.

Han konstaterer, at Sankt Lukas Stiftelsens Uddannelsesafdeling må have folk udefra til at lede retræterne.

- Hvorfor det er sådan, er der flere forklaringer på. Der har været en utrolig stor blufærdighed om det åndelige liv herhjemme. Det er ikke blevet plejet så godt. Nogle har måske været lige lovlig frembrusende i de karismatiske og missionske miljøer, og det har bevirket, at nogle har trukket sig. Samtidig har den grundtvigske del af folkekirken glemt fromhedslivet. Da jeg som studerende gik på Pastoralseminariet, måtte man for eksempel tilkalde en katolsk præst til at undervise i bøn. Det har stået alt for svagt. Og den teologi, der læses, er meget intellektets teologi.

- Alligevel lever bønnen jo afgjort blandt mennesker. Jeg tror bredt set, at bøn har en langt større plads blandt kirkefolk og andre, end man regner med. Det åndelige lever, men lever meget skjult ligesom isbjerget. Jeg tror, at der er et ønske om forsigtigt at vove sig frem. Det kan være meget blufærdigt, fordi det er noget af det inderste i én. Men der er helt sikkert behov for vejledning og fællesskab omkring det, mener Benny Birk Mortensen.

Ordet meditation kommer af det latinske meditatio og betyder at søge mod midten. Munkene i den ældste kristne kirke sagde, at meditation var at tygge drøv på ordet.

- Særkendet for kristen meditation i forhold til andre meditationsformer er, at den har sit centrum i Bibelens budskab om Kristi komme. I kristen meditation vil man opnå fordybelse i budskabets indhold, og det er et spørgsmål om at modtage budskabet. Det kan i givet fald komme til at præge ens livssyn, men det er ikke en metode til at opnå et rigere liv eller stress-håndtering, forklarer præst Gerhard Pedersen, tidligere rektor for Pastoralseminariet i Århus og retræteleder.

- Mit hovedsynspunkt på alle former for kristen bøn og meditation er, at det ikke er en præstation, der har til formål at få mere ud af tilværelsen. Jeg vil hellere tale om at gå i dybden med de budskaber, der ligger i kristendommen. Hvad man oplever i den forbindelse, er alt sammen gaver. Dér er jeg nok uenig med mange moderne meditationsfolk. Jeg mener, at al anfægtelse og tvivl er en del af kristendommen. Tager man det ud af kristendommen, bliver det en lykkereligion. Hvis man således føler, at Gud er nærværende i meditationen, er det en gave og ikke noget, man kan tvinge frem ved forskellige teknikker. Hans nærvær vil altid være Hans nådige nærvær. Den russiskfødte biskop i England Anthony Bloom skriver i sin bog »En vej til bøn«, at man kan opleve Guds fravær som en nåde. For i det fravær oplever man jo sin dybe afhængighed af Hans nåde. Og hvis døren skal lukkes op, er det Ham, der skal gøre det indefra.

- De meditationer, jeg har anvendt, slutter altid med en lovprisning, fordi man erkender, at alt, hvad meditation giver, er en gave. Jeg tager kort sagt al gerningsretfærdighed ud af meditationen. Hvis man læser de gamle mystikere, vil man opdage, at de kendte mørket - det vil sige, når Gud er fraværende. Hvis det ikke er med, bliver det til fremgangsteologi, understreger Gerhard Pedersen.

For forfatteren til »Vejen vi går«, Else Marie Kjerkegaard, foregår den åndelige praksis på flere måder.

- Jeg sætter mig og mediterer en halv time hver morgen, inden jeg foretager mig noget andet, bortset fra bad og påklædning. Det er lettere at finde ind i stilheden tidligt om morgenen, hvor sindet endnu er i ro efter natten. Men generelt øver jeg mig på at meditere mange gange i løbet af dagen, for meditation er opmærksomhed i nuet og ikke noget, der kun foregår, når man sidder i en bestemt stilling. Hver dag forsøger jeg at læse et stykke i en god, åndelig bog. For tiden er jeg glad for at læse kristne forfattere, der skriver om bøn, meditation og kristen mystik. Indimellem læser jeg i Bibelen, men jeg synes ofte, det er svært. Jeg kan bedst lide at gøre det på den måde, at jeg læser de tekster, der henvises til i de andre bøger, jeg læser. På den måde får teksten et fortolkningsmæssigt perspektiv, og den bliver lettere at forstå i forhold til mit eget liv. Jeg går ofte til gudstjeneste, men ikke altid i den samme kirke.

- En gang om måneden kommer jeg i en lille meditationsgruppe, som mødes i Natkirken i Vor Frue Kirke i København. Men det er ikke så let, fordi der naturligt nok ikke er den ro i kirken, som er det optimale for siddende meditation. Derudover er jeg glad for at komme i en studiekreds i Helligånds-kirken, hvor temaet denne sæson har været »Jesusbilleder«. Det betyder meget for mig, at jeg kan få lov til at være den, jeg er, og sige, hvad jeg finder rigtigt, uden at der breder sig en pinlig stemning, hvis jeg siger noget, der ligger uden for kirkegærdet. Det oplever jeg, at jeg kan her.

- Jeg er også med i en gruppe, der mødes en gang om måneden i Islamisk-Kristent Studiecenters regi. Jeg synes, det er vigtigt at have kontakt og dialog med muslimer, ikke mindst i en tid, hvor fremmedfjendskheden breder sig. Endelig tager jeg med jævne mellemrum på retræte på karmelitermunken Wilfred Stinissens kloster i Norraby syd for Helsingborg. Her finder jeg den stilhed og det nærvær, jeg holder så meget af. Og jeg får en åndelig vejledning, der bestyrker mig i, at jeg skal holde fast i kristendommen.

- Samfundet bevæger sig i retning af mere og mere tempo, konkurrence, oplevelsesjagt, stimulanser og aktivitet. Det er en voldsom udvikling, der handler om, at vi dyrker vores ego. I længden er det usundt, for man bliver syg, ulykkelig og stresset af det. I den forbindelse er meditation og det at have en åndelig praksis et nødvendigt middel til at komme til at leve mere enkelt og finde tilbage til det egentlige. Og det er at have fred i sindet og mærke Guds kærlighed, påpeger Else Marie Kjerke- gaard.

Sognepræst Lisbet Rømers daglige meditation tager afsæt i en tekst fra Bibelen, som hun læser langsomt og grundigt.

- Jeg standser op dér, hvor nogle ord giver genklang, og lader dem synke ned i bevidstheden. Det er ikke altid, jeg tænker over dem, jeg lader dem bare klinge i mig. I meditation gælder det ikke om at analysere og gøre sig tanker. Man tager imod, hvad der sker, og det kan være lang stilhed eller associationer og tanker. Tit munder det ud i en bøn. Med årene er det for mig mere og mere blevet en bønstid, og verden og de mennesker, jeg omgås, bliver inddraget i bønnen.

- Kristus er der altid i meditationen som et billede, der ikke kan ses, men som opfattes i stilheden. Når man bruger Bibelen i meditation, kommer man ikke ud, hvor man ikke kan bunde. For Kristus er der og sørger for én.

Den meditative bøn giver Lisbet Rømer et fundament af ro, som hun bærer med sig i hverdagen. Den giver hende samtidig kræfter til arbejdet som sognepræst.

- Jeg får et mere rodfæstet forhold til gudstjeneste og undervisning. Meditationen samler mig som menneske og giver det, jeg gør, en retning og en meget stor glæde. Stille bøn er en fin måde at møde andre mennesker på. Jeg synes, at det gør forholdet til andre mere opmærksomt og modtagende. Jeg oplever alle som unikke og som elsket af Jesus.

I samarbejde med otte præster i Københavnsområdet arrangerer Lisbet Rømer stille-gudstjenester med vægt på bøn, sang, musik og stilhed. Hun har også fået en åndelig vejleder, efter at hun fik en henvendelse om selv at give åndelig vejledning.

- I mange år var mit eneste selskab i det her bøger. Jeg forestillede mig, at Helligåndens vejledning var den bedste. Men jeg fik behov for en samtalepartner for at blive bedømt, og fordi det nogle gange er vigtigt at sætte ord på det, der sker i stilheden. Det er nemlig ikke altid uden problemer at søge stilhed, for i stilheden møder man sig selv og dermed også sit eget mørke. Der kan være ukendte sider at lære at kende i én selv. Voldsomme følelser kan dukke op, og underlige ting fra det ubevidste kan melde sig. Efterhånden kan man dog erfare, at tanker og følelser falder til ro og giver plads til det, som er formålet med stilheden, nemlig mødet med Ordet, det guddommelige ord, siger Lisbet Rømer og tilføjer:

- Stilheden bereder et møde med kærligheden i den treenige Gud, og evangeliet bliver til eksistentiel føde. Hele ens væsen bliver jordbund for evangeliets frø.

remarkristeligt-dagblad.dk