Folkekirken og jøderne

Mange teologer har svært ved at adskille teologi og politik i forhold til staten Israel

Domprovst Anders Gadegaard, København, stak hånden i et hvepsebo, da han i en prædiken sammenlignede det systematiske barnemord i Biblen med Israels fremfærd i selvstyreområderne. Men domprovsten står ikke alene. Mange teologer opfatter Israel på samme måde som Anders Gadegaard. Problemet opstår, når teologerne blander religion og politik.

- Det er en myte, at den danske folkekirke indtil for få år siden har været særlig tolerant og forstående over for jøder. Myten er skabt i forbindelse med folkedrabet på jøderne under nazismen, redningen af de danske jøder i 1943 og i tiden omkring staten Israels oprettelse i 1948, siger professor i kirkehistorie, dr.theol. Martin Schwarz Lausten. Han afslutter i år sit tredje store bind om jødernes historie i Danmark. Det tredje bind slutter i 1814.

- Men faktisk har modstanden mod jødedom og jøder fra danske teologers side været stor helt op i 1900-tallet, hvor kirken i høj grad dannede den offentlige opinion. Kun tiden vil vise, om sympatien var et kort intermezzo, der igen vil blive afløst af en generel kritik og mistænksomhed.

Martin Schwarz Lausten siger også, at det er meget svært at indkredse danske kirkelige kredses sympati for eller modstand mod jødedom og jøder i dag.

Blandt repræsentanter for jødedommen i Danmark skabte domprovst Anders Gadegaards prædiken vrede over teologi og ensidighed i en prædiken, som de har kaldt antisemitisk. Men er Gadegaards holdninger repræsentative for en stor del af de danske teologer, og handler det - teologien i den omstridte prædiken ufortalt - om religion, striden om Det Gamle Testamentes betydning, eller handler det om politik?

- Det er svært at skille ad. Og man skal fra kirkens side passe på med at blande det hele sammen. På den ene side er der de helt reelle teologiske modsætninger i kristendom og jødedom, blandt andet det forskellige syn på Messias, og på den anden side den aktuelle politik i Israel i dag. Kirken har en tradition for at fordømme jødedom på en måde, hvor der ikke skelnes mellem jødedom og jøder. Når præster bruger teksterne fra Det Ny Testamente, taler de ofte nedsættende om jøder, uden at de, tror jeg, overhovedet skænker det en tanke. Den lille antisemitisme løber stadig rundt, siger Martin Schwarz Lausten.

- Når man trækker en lige linje fra Det Ny Testamentes fordømmelse af jødedom til i dag, risikerer man at ende i en teologisk kortslutning, som historien har vist hvad kan føre til. Kristendommen hverken kan eller skal løbe fra, at den oprindelig var en jødisk sekt. At det for kristne derefter var uforståeligt, at alle jøder ikke overgav sig til kristendommen, betyder jo ikke, at de skal straffes for det, siger han.

Dr.theol. Mogens Müller, der er professor i Det Ny Testamente, er en skarp kritiker af Israels politik. Hans læserindlæg i Kristeligt Dagblad har ofte skabt debat.

Müller mener, at skiftet i holdning til Israel blandt både teologer og i den øvrige danske befolkning begyndte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 og knækkede helt til arabisk side med massakrerne i de libanesiske flygtningelejrene Sabra og Shatila i 1982. Det var ved den lejlighed, at en israelsk undersøgelsesdomstol fandt den nuværende ministerpræsident i Israel, Ariel Sharon, indirekte skyldig i massakrerne, som den israelske hær ikke forhindrede. Undersøgelsesdomstolen erklærede også Sharon uegnet som minister. Her fik Israel, ifølge Mogens Müller, virkelig blod på hænderne.

- Og det betød, at en stadig større del af befolkningen, og dermed også teologerne, har taget stilling til kravet om, at Israels grænser må tilbage til før 1967. Men Martin Schwarz Lausten har ret i, at præster skal passe på, hvad de siger. At kritik af politikken ikke bliver en kritik af jøder. Til gengæld tror jeg ikke, at det i dag er muligt at stable en jødeforfølgelse på benene i København. I hvert fald er det ikke mere sandsynligt end en forfølgelse af muslimer sammesteds. Men når kristne fundamentalister eller andre påstår, at jøder har en bibelsk ret til Israel, så er man altså nødt til at sige, at det er noget vrøvl. Der er ingen bibelsk ret til land, siger Mogens Müller.

Mogens Müller mener også, at der blandt teologer nok er en større interesse for Israel end i resten af befolkningen.

- Jødedommen er en del af vores religion og tradition. Den er vores rødder, og det kan vi ikke have et afslappet forhold til. Vi har dele af Biblen tilfælles, selv om vi forstår den forskelligt. Og så kan man som teolog ikke lide, at vores tradition på den måde udmøntes i undertrykkelse af andre mennesker. Jeg vil gerne se rent politisk på spørgsmålet om Israels politik, men så må alle andre også gøre det. Israel bør behandles lige så fuldstændig nøgternt som enhver anden stat.

Tidligere overrabbiner Bent Melchior mener, at allerede staten Israels oprettelse skabte et problem for nogle teologer. At Danmark var svær at formå til et ja til den nye stat i FN, mener han til gengæld handlede mere om smøreksporten til England, der undlod at stemme om sit gamle mandatområde, end om teologi.

- Det har for nogle kristne teologer ligget latent, at fordrivelsen af jøder fra det hellige land var et resultat af, at jøderne sagde nej til kristendom. Derfor var etableringen af en israelsk stat en ny situation. Andre teologer, tror jeg, havde mere realpolitiske hensyn at tage. De mente ikke, at der kunne drives mission blandt muslimer, hvis man talte for positivt om Israel. I nyere tid er det nok Seksdageskrigen, bosættelserne og flygtningenes vilkår, der har skabt en mere skeptisk holdning til Israel. Den skepsis er fuldstændig legal, hvis man blot ikke udbreder kritikken til at gælde alle jøder, siger den tidligere overrabbiner.

For eksempel peger Bent Melchior på, at det har haft stor betydning for danske teologers holdning til Israel, at Det Lutherske Verdensforbund har arbejdet i de palæstinensiske flygtningelejre og som en følge deraf, ifølge Melchior, har udviklet en stærkt ensidig holdning til konflikten mellem israelere og palæstinensere.

- Palæstinensernes tilværelse i lejrene er utrolig tragisk. Det kan der ikke herske uenighed om. Men hvem var ansvarlig for, at det blev ved at være sådan? De arabiske lande fastholdt palæstinenserne i deres flygtningestatus, mens Israel på samme tid integrerede over en million jødiske flygtninge fra de arabiske lande. Jeg overser ikke elendigheden i de palæstinensiske lejre, men der er ikke kun én side af den sag.

Bent Melchior er enig med Martin Schwarz Lausten i, at danske prædikanter indimellem taler nedsættende om jøder, selvom han gennem mange år som overrabbiner har haft et glimrende forhold til mange teologer.

- Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som prædikant skal grave grøfter. Jødisk tradition i prædikener er at tale for jødedom, ikke mod andre religioner. Det er ikke til at fatte, at teologer af det 20. århundrede stadig knytter til gamle traditioner.

Den nu 81-årige dr.theo og tidligere professor i Det Gamle Testamente, Svend Holm-Nielsen er blevet kaldt antisemit mange gange i sit liv. Han er opvokset som missionærsøn i Syrien og vedkender sig gerne, at de overvejende negative holdninger til Israel stammer fra faderen.

- Men jeg har aldrig blandet teologien ind i mit engagement i Mellemøsten. Det har jeg holdt helt adskilt, siger han.

I forlængelse af Seksdageskrigen udgav Kristeligt Dagblad, under chefredaktør Bent A. Koch, Svend Holm-Nielsens bog »Israel og den arabiske verden«. Det fik avisen ingen tak for på det tidspunkt. Bent A. Kochs lederartikler, der blev udlagt som både propalæstinensiske og anti-israelske, skabte på det tidspunkt en af de mest indædte debatter i bladets historie.

Svend Holm-Nielsen har oplevet, at der op gennem 1970´erne og 1980´erne var større lydhørhed for hans synspunkter. Skældsordene blev færre. Han er en af de få teologer, der slet ikke mener, at staten Israel skulle have været oprettet.

- Den holdning har jeg stadig. Til gengæld mener jeg ikke, at historien kan laves om. Jeg kan kun se én vej ud af konflikten. Der er behov for en forsoningskommission på samme måde som i Sydafrika, mener han.

I Det Danske Missionsselskab mener formanden og teologen Kai Kjær-Hansen, at det stort set er gået ned ad bakke med sympatien for Israel siden slutningen af 1960´erne med undtagelse af en lille stigning i populariteten i forbindelse med Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Israel blev angrebet af Egypten og Syrien. Men to intifadaer senere, og ministerpræsident Ariel Sharon, der ifølge Kai Kjær-Hansen udmærket vidste, hvad han gjorde, da han besøgte Tempelbjerget og dermed udløste den seneste intifada, har slidt på sympatien for Israel.

- Jeg kan godt forstå det. Jeg både sympatiserer med og holder af Israel. Derfor føler jeg mig også forpligtet til at påpege de overgreb, der finder sted. Hvis der ikke snart sker en forbedring, så eksploderer det hele. Og så får vi et Israel, som vil opføre sig værre end de lande, vi ikke ellers vil sammenlignes med. Det vil være ødelæggende for den jødiske folkesjæl. Til gengæld er der to parter i konflikten. Man kan ikke ignorere den palæstinensiske terrorisme. Gud elsker både jøder og palæstinensere, siger Kai Kjær-Hansen.

Han påpeger, at der teologisk er mere i ordet Israel end bare staten Israel: Der er navnet Israel, folket Israel og staten Israel.

- Og uanset hvad danske teologer mener om staten Israel, så har vi som kirke et forhold til folket Israel - det jødiske folk. De er åbenbaringsbærere. Hele den kristne historie kommer fra Israel. De første, der gav budskabet videre, var jøder. Hvis vi historisk kapper vores kristentros jødiske rødder, går det ud over vores kristne identitet.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk