Latin har aldrig ligget let på den danske tunge. Ligesom den gamle trylleformular hokuspokus efter sigende var det middelalderlige godtfolks opfattelse af præstens ord ved den katolske nadver: »Hoc est corpus meum« (»dette er mit legeme«, jvf. Matt. 26,26), på samme måde er Kyndelmisse en stærkt fordansket udgave af »Missa candelarum« (lysmesse).

Kyndelmisse var en festdag engang

Kyndelmisse - for de fleste i dag er det blot kalenderens mystiske betegnelse for den 2. februar, men i oldkirken og middelalderen og langt op i tiden efter Reformationen var det en festdag - så gammel, at den går tilbage til oldkirken og i øvrigt har endnu længere rødder bagud, dels til det klassiske Rom, dels til det gamle Israel.

Den kirkelige fest kan påvises så langt tilbage som 500-tallet og rummer i sig to forskellige motiver. Dels Mariae Renselsesfest til fejring af Jesu fremstilling i Jerusalems tempel 40 dage efter hans fødsel og hans møde dér med den gamle Simeon (Lukas 2, 22-38), dels Missa candelarum med indvielse af kirkens lys til helligt brug og efterfølgende lysprocessioner. Sammenhængen mellem festens to motiver finder vi i Simeons lovsangs ord om den nyfødte Jesus som »et lys til åbenbaring for hedninger«.

Men festen havde som nævnt også dybere rødder. Missa candelarum var i virkeligheden en art videreførelse af den gamle romerske renselses- og forsoningsfest, som holdtes i februar og kaldtes Februa (deraf månedens navn). Når man erindrer, at februar dengang var årets sidste måned, er det forståeligt, at de gamle romere lagde en lys-, renselses- og forsoningsfest her. Den var en afsked med det gamle år og en forberedelse til det nye, og den var en yderst populær folkefest.

Kyndelmisse - en erstatning for de hedenske fester

Man kan ganske vist indvende, at der kun er en spinkel forbindelse mellem alt dette og evangeliet om Jesu fremstilling i Jerusalems tempel. Missa candelarum må derfor forstås som oldkirkens kloge modtræk mod denne hedenske renselsesfest i februar måned. Ligesom julefesten i året 336 blev lagt på 25. december (den dato, da hedenskabet i forvejen fejrede Den ubesejrede Sols Fest), på samme måde lagde oldkirken sin fest for Jesus Kristus som verdens lys oven i den romerske lysfest Februa. I begge tilfælde overtog oldkirken en eksisterende fest og gav den en helt ny, kristen begrundelse.

Oldkirkens begrundelse fremgår af de valgte bibeltekster til Mariae Renselsesfest, nemlig: den gammeltestamentlige læsning Malakias 3, 1-4, epistlen Hebræerbrevet 2, 14-18 samt evangeliet Lukasevangeliet 2, 22-32. Malakiaslæsningen taler om Herren, der kommer til sit tempel og renser det, epistlen taler om Jesus Kristus som den trofaste ypperstepræst, der sonede folkets synder, og evangeliet peger på Simeon, repræsentanten for den gamle pagt, der tog barnet Jesus i sine arme og priste Gud for lyset i verdens mørke.

Men hvad skulle Maria og Josef og deres nyfødte barn egentlig i Jerusalems tempel den dag? Hvad var deres ærinde?

Kyndelmisse fejrer Mariae Renselsesdag

Her møder vi da Kyndelmissefestens anden rod bagud, den, som går tilbage til det gamle Israel. I Tredje Mosebogs kapitel 12 står der, at når en kvinde føder en dreng, skal hun være uren i syv dage, lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengen omskæres. Derefter skal moderen holde sig hjemme i 33 dage. Hun må ikke røre ved noget helligt eller komme til helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi.

Stort set samme regler er anført ved fødslen af en pige, men her er renselsestiden den dobbelte: to gange syv dage plus 66 dage, ialt 80 dage. Efter de 40, hhv. 80 dages forløb skal barnemoderen komme til præsten med et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer, og præsten skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning, så er hun ren efter sin blødning. Har hun ikke råd til at ofre et lam, kan hun nøjes med to turtelduer eller dueunger.

Det er denne gamle forordning fra Moseloven, der ligger bag Maria og Josefs besøg i Jerusalems tempel 40 dage efter Jesu fødsel, »da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået«. Og da oldkirken senere datosatte Jesu fødsel til den 25. december, lagde man følgelig 40 dage til denne dato og nåede således frem til at fastlægge Mariae Renselsesdag på 2. februar. Den blev en af årets vigtige helligdage, afbildet utallige gange i den oldkirkelige og middelalderlige kunst.

Struensee afskaffede kyndelmisse - og så alligevel ikke

Ved Reformationen indskrænkedes de kirkelige festers antal; men man bevarede meget længe Mariae Renselsesfest, fordi den havde nytestamentlig hjemmel. Først med Struensees forordning af 26. oktober 1770 forsvandt Mariae Renselsesfest officielt fra det danske kirkeår; men i praksis forsvandt den vist aldrig helt.

I vor tid er flere og flere sogne endda begyndt at holde aftengudstjeneste omkring Kyndelmisse som en lille lysfest i vinterens dybeste mørke. Her er de hjulpet godt på vej af levende lys og af Brorsons salmer »Her vil ties, her vil bies« (nr. 642) og »Et helligt liv, en salig død« (nr.116) samt Grundtvigs »Guds engle i flok synger lifligt i kor« (nr.108) og »Med fred og fryd jeg farer hen« (nr.117). Mariae Renselsesfest var ikke sådan at udrydde.

Danske Lov krævede dåb på ottende-dagen

Men de gammeltestamentlige forestillinger, der ligger bag Mariae Renselsesfest, levede i øvrigt videre i den kirkeskik, der hedder kirkegangskoners indledelse - blandt præster blot kaldet introduktion. Det er benævnelsen for en kvindes første kirkegang efter en barnefødsel. Hver barselkvinde skulle have sin egen private renselsesfest - ligesom Maria.

Skikken gik ud på, at en kvinde, der havde født, en aftalt søndag ankom til kirken i følge med nogle (kvindelige) ledsagere og blev modtaget af præsten ved kirkedøren, hvor hun blev lykønsket med den vel overståede fødsel og formanet til taknemmelighed og god børneopdragelse - og derefter højtideligt ført ind i kirken,

Reformationen havde overtaget skikken fra den katolske kirke. I den danske reformationskirkes »grundlov«, Kirkeordinansen af 1539, er kirkegangskoners indledelse nævnt i al korthed som en frivillig ordning. Året efter vedtog rigets biskopper i de såkaldte Synodalbeslutninger, at dersom nogen kvinde ønskede at indledes af sognepræsten, skulle denne gå ned til kirkedøren og i en lille tale opfordre kvind-en til at takke for sin barnefødsel. Når talen var endt, skulle han føre hende ind i kirken med ordene: »Kom ind i denne kristne menighed i Jesu navn.« (artikel 23).

Danske Lov af 1683 gik et skridt videre og gjorde denne skik til borgerpligt. Den foreskrev (2-5-6), at nyfødte børn skulle døbes inden otte dages forløb. Samtidig lovfæstede den praksis med ordene om, at barselkvinder skulle holde sig hjemme i fem-seks uger efter fødslen og derefter holde deres kirkegang (2-8-9).

Disse bestemmelser i Danske Lov er altså nogenlunde parallelle med de nævnte bestemmelser i Moseloven. Moseloven taler om omskærelse inden for otte dage, Danske Lov om dåb inden for otte dage. Moseloven taler om 40 eller 80 dages urenhed, Danske Lov om 5-6 ugers (ca. 40 dages) »karantæne«.

En gudmor bar barnet til døbefonden

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at der med Danske Lovs bestemmelser ikke gaves moderen mulighed for selv at bære sit barn til dåb. Når barnet skulle døbes inden for otte dage, og moderen ikke måtte komme i kirken inden for fem-seks uger, måtte en anden nødvendigvis træde til og holde barnet over dåben. Her har vi derfor oprindelsen til hvervet som gudmoder. En gudmor/far er den, der bærer barnet til dåben.

40 dages barsels-karantæne går tilbage til Moseloven

Kommet så vidt må det nu være på tide at stille det spørgsmål, som længe har ligget forrest på tungen: Jamen, hvad var dog den kirkelige begrundelse for disse ret særprægede bestemmelser for barselkvinder? Var de i virkeligheden bare udtryk for god, gammeldags kønsforskrækkelse?

Ret skal være ret. De danske evan-gelisk-lutherske bestemmelser taler faktisk ikke som 3. Mos. 12 om barselkoners kultiske urenhed, der skal sones. Danmarks og Norges Kirkeritual af 1685 fortsætter, hvor Danske Lov slap, og skriver udtrykkeligt, at barselkvinders kirkegang ikke sker, for at man skal agte dem »mere syndige og urene for Gud, end andre mennesker«. Hvad der sker ved en barselkones indledelse, er, at hun skal mindes om at sige tak til Gud, som har hjulpet hende ud af den nød, hun var i, og ved en god forløsning vendt hendes sorg til glæde. Hun skal derfor omhyggeligt opdrage sit barn i sand gudsfrygt og selv være et godt eksempel for barnet i alle ting.

Så vidt, så godt. Selve indledelseshandlingen er dermed rimeligt begrundet. Derimod kan Danmarks og Norges Kirkeritual ikke rigtig gøre rede for grunden til de 40 dages påbudte »karantæne«. Den taler uldent om kvinders almindelige svaghed og tilføjer, at de 40 dage er påbudt for »en Høviskhed og en skikkelig Ærbarheds skyld, paa det de ingen skulle være til Forargelse og ont Exempel«. Ordene oser langt væk af forlegenhed. Konklusionen må være, at bestemmelsen om de 40 dage bare er tankeløst overtaget fra den katolske kirke, som igen har den fra Moseloven.

Med tiden forsvandt kirkegangskoners indledelse

Hvornår skikken med kirkegangskoners indledelse forsvandt, kan ikke fastslås, for det er sket gradvis.

Helt forsvandt skikken vist ikke før omkring år 1900. Matzen og Timms Kirkeret, 1891, har stadig et afsnit om emnet, men Salmebog for Kirke og Hjem, som dækker årene 1899-1953, er den sidste salmebog, der har en salme til lejligheden (nr. 444). Den er skrevet af den norske biskop Frans Michael Franzén (1772-1847), dels som læsesalme for kirkegangskoner, dels som salme i kirken på selve dagen. Dens første vers lyder:

Til dit hus med takkesang
kommer jeg, min Gud, tilbage,
holder glad min kirkegang,
du i nåde mig modtage,
hellige min sjæl og ånd,
du, som har mit liv i hånd.