Barndommens fortæller

Nekrolog: Astrid Lindgren har glædet generationer af børn med sine fortællinger om Pippi, Emil og børnene i Bulderby. Hun døde i går i en alder af 94 år

Hvert år, når Nobels litteraturpris uddeles, er der nogle, der siger, det er en skandale, at Astrid Lindgren ikke har fået den endnu. Nu er det for sent. I går døde den svenske børnebogsforfatter, 94 år gammel.

Der gik et sug af forladthed gennem de fleste af os ved meddelelsen. Vi vil ligesom ikke være alene tilbage uden hende, der forstod os så godt, mens vi var små. Hende, der i stor respekt for barnets lille verden skrev store bøger om »Brødrene Løvehjerte«, »Pippi Langstrømpe«, »Emil fra Lønneberg«, »Alle vi børn i Bulderby« og så videre. Og gjorde det så sjovt, rørende, spændende og overraskende, at det aldrig blev sur pligt senere hen at skulle læse dem op for de små. Tværtimod er vi mange forældre, der har glædet os til et gensyn med de bøger, vi selv kendte og elskede som børn. Med hovedpersoner, der bestemt kunne være nogle værre nogle, men med deres godhjertethed efterlod én i tryg forvisning om, at handlingen og verden ikke gik af lave alligevel.

Jeg var så heldig at være på tomandshånd med Astrid Lindgren for en række år siden. Hun var på visit i København og ville helst interviewes på hotelværelset. Blyant og blok rystede af nervøsitet og benovelse. Alverdens statsmænd kan bare komme an, men Astrid Lindgren! Opgaven var herlig, men også ærefrygtindgydende. Men da den lille, blege, spinkle kvinde havde rykket stolen nærmere og kigget på én med øjne, der glimtede af humor og mildhed. Og da roen sænkede sig i det vinterskumle hotelværelse, og hun sad længe uden at sige noget, hver gang man havde spurgt hende om noget, og bagefter spurgte én tilbage med sin rare, dæmpede stemme - blev jeg tung i kroppen og lod hende bytte rollerne om, indtil jeg næsten glemte, hvad jeg var kommet for.

Men der var noget om døden. »Jeg er ikke bange for døden, snarere for livet«, kan jeg huske, hun sagde. Og om hendes tro på Gud bemærkede hun, at spørgsmålet ikke optog hende nær så meget som spørgsmålet om Guds tro på hende.

Ved et pressemøde i den danske hovedstad en oktoberdag nogle år senere, hvor hun modtog Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat på 100.000 kroner, sagde hun, at hun nødigt ville lyde utaknemmelig, men hun havde svært ved at klare tanken om al den opmærksomhed, man ville betænke hende med måneden efter, når hun fyldte 90.

»Jeg siger ligesom den gamle kone, der lå på det yderste, og som man havde hidkaldt præsten til: »Kan De ikke tale med én af de andre. Jeg bliver så træt!««. Allerhelst ville hun bare sidde stille og roligt i sin Stockholmslejlighed i Dalagatan med udsigt over Vasaparken. Her nåede hun at bo i 62 år af sit liv.

Med sørgmodig god timing har Gyldendal netop genudgivet Margareta Strömstedts beretning om veninden gennem 30 år, »Astrid Lindgren - en levnedsbeskrivelse«. Her får vi genopfrisket historien om den gode barndom i Vimmerby med det tætte, kærlige forhold til faderen og det måske en anelse mere afsvalede forhold til moderen, som ikke strøede om sig med knus og kram. Om ungdommen, den 18-årige, ugifte Astrid, der bliver gravid og rejser til Rigshospitalet i København for at føde sønnen Lasse, som blev sat i pleje og siden genforenet med sin mor.

Om årene, der fulgte, på små værelser i det indre Stockholm og job som stenograf. Om ægteskabet fra 1931 med Sture Lindgren, som blev far til Karin. Siden hans død i 1952 boede Astrid Lindgren alene. »Jeg har aldrig været forelsket i almindelig forstand. Jeg har altid elsket børn højere end mænd«. Om forfatterdebut'en i 1945 med »Pippi Langstrømpe«, som oprindelig blev skrevet til datteren, da denne lå syg, og om de følgende mange, mange år med international berømmelse. Hendes bøger og de film og teaterstykker, der bygger på bøgerne, er for længst i gang med at glæde, styrke og trøste tredje generation af børn over hele jorden.

Samme Margareta Strömstedt stod også bag udgivelsen af en lille citatsamling, »Astrid Lindgrens klogebog«, som blev udgivet i anledning af forfatterens 90-års fødselsdag.

Astrid Lindgren fik aldrig Nobelprisen. Men hun fik breve. Hundredvis af breve hver eneste uge livet igennem. Fra børn, som skrev, at de havde været så kede af det eller bange over et eller andet, men nu var glade igen, fordi de havde læst, hvordan det gik Pippi, Ronja, Emil, brødrene Løvehjerte eller nogle af de andre, når de havde det sådan. De breve var hun glad for.

boaskristeligt-dagblad.dk