Jan Lindhardt |
27. oktober 2006
Den medieskabte virkelighed: Vi reagerer på tv-skærmens virkelighed, men medierne skaber en lille-verden, præget af ganske få personer og ganske få emner
MarshalL McLuhan, den canadiske medieforsker, har allerede i 1967 beskrevet globaliseringen fra en medievinkel som den globale landsby, en meget træffende karakteristik.
Her træffes ganske få personer, som tegnes i meget grove træk, ofte næsten sort/hvidt.
I skrivende stund (oktober 2006) er det George W. Bush, visionær eller forbryder, Tony Blair, svag og ubeslutsom (hvad han slet ikke var for et år siden), Jacques Chirac, krukket og selvoptaget, Angela Merkel, troværdig ingeniør, Vladimir Putin, hård og kold sportsmand, og måske er den omkringflaksende koordinator Javier Solana også med, men hermed er det også slut. Og dog: Irans præsident er ved kæmpe sig frem i varmen med sine eksplosive budskaber. Han mener, at Hitler var god nok og viser dermed, at han har forstået noget af de globale mediers virkemåde.
Det drejer sig om syv-otte personer i politik på verdensplan og nogenlunde det samme antal på landsplan i Danmark. Knap halvdelen i snit af disse personer viser sig hver aften på skærmen. McLuhan har derfor ret i, at medierne skaber en lille-verden, hvori alle klodens milliarder kan være med. Globalisering og international politik på verdensplan er måske meget kompliceret, men ikke på skærmen, hvor alt er let forståeligt. Og det er jo vigtigt, da det er skærmens virkelighed, vi reagerer på, ikke den virkelige virkelighed.
Ligesom der kun er få personer, er der også kun få emner. For nogle år siden var det i-lande kontra ulande, oprustningen, den tredje verdens problemer, der var afgørende emner. Disse er afløst af forureningen, islams aggressivitet og klimaforværringen. Man kan ikke sige, at de tre "gamle" spørgsmål er forsvundet, men de er blevet uaktuelle, det vil sige helt eller delvist gledet ud af mediernes søgelys. Når der er så få gennemgående emner, skyldes det simpelthen, at der ikke er meget plads i billedmedier. At fortælle med billeder er langt mere omstændeligt og tidkrævende end at fortælle med ord. "Don't tell it, show it" er moderne journalistiks mantra, og dermed har man også sagt, at det er meget lidt, man kan – og skal – sige.
Og ikke blot er der meget lidt plads, men det er tit svært overhovedet at få et emne belyst. Det kan være, fordi der ikke findes billeder, der svarer til virkeligheden, det vil sige det, man gerne vil have fortalt. Og det kan være, fordi mange ting er svære at fortælle i billeder. For eksempel kommer religion som regel kun til orde i medierne, når der er festligt udklædte mennesker til stede med store kåber, mærkelige hatte og stave i hånden – eller der er iagttaget bankeånder i Brønder-slev eller mirakler i Middelfart, hvor man kan opleve chokerede eller begejstrede mennesker "brænde igennem" skærmen med deres oplevelser.
Således har hvert felt sit eget lille rum i medierne. Man kunne også have nævnt sundhed, kunst, sport og meget andet. Nogle gange sker det, at rummene blander sig, som for eksempel under Muhammedkrisen, hvor politik og religion smeltede sammen til stor forundring og forvirring for skærmens folk.
Et andet eksempel på, at der opstår uventet sammenhængende billeddannelse, er pavens tale i Regensburg for nylig. For et par år siden kom Da Vinci-mysteriet af Dan Brown, som i løbet af kort tid fik verdensudbredelse. Forlag, som sagde nej til bogen, hvilket var fuldt berettiget, for den er noget bras, må have ærgret sig. Med lynets fart udbredte bogen sig over hele verden. Den indeholdt et voldsomt angreb på den katolske kirke som intrigant og samvittighedsløs. Det var jo en gave til kirken rent mediemæssigt – dårlig omtale er til enhver tid god omtale – og den nye pave viste da også, at han er gjort af et andet stof end sin forgænger med et raffineret angreb på islams intolerance, lagt i munden på en byzantinsk kejser fra det 14. århundrede. Mindst ligeså byzantinsk som Da Vinci-bogen. Mens den forhenværende pave altid anlagde ydmyghedens kåbe og sagde undskyld til alle for alt, hvad kirken måtte have gjort i de sidste 2000 år, viser pave Ratzinger, at der er en jernhånd inde i fløjlshandsken. Hvilket netop er temaet i Browns bog, som hermed bliver til virkelighed, selvom den er noget vrøvl.
I medierne kan meget ske.
Jan Lindhardt er biskop
over Roskilde Stift
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad