Ud af den bekvemme ateisme

Flere kritikere har peget på, at Jon Fosses prosa er meget musikalsk, med rytme og gentagelse.

- Fra jeg var 12 år spillede jeg meget guitar, og for mig er musikken knyttet til den tid, til det at have det vældig svært. Jeg holdt op med at spille guitar, men på en måde fortsatte jeg musikken i litteraturen, siger Jon Fosse. Han har en universitetsuddannelse med hovedfag i litteraturvidenskab, og i perioden fra han var 18 til 30 år var han meget optaget af teori og abstrakt tænkning.

- Men nu er jeg spillemand igen, griner han. - Sproget er mit instrument. Det er en meget fysisk handling at skrive. Det er kropsligt og meget lidt intellektuelt, når jeg skriver nu. Jeg arbejder bevidst med at finde konkrete ord, rene ord. Ikke abstrakte fremmedord, siger Jon Fosse.

Han skriver på nynorsk, fordi det er det sprog, han er opvokset med, men nynorsk har ifølge Fosse også den fordel, at det ikke er så »slidt«. Blandt de tre bøger, han ville tage med til den berømte øde ø, ville han - ud over Don Quixote og Knut Hamsuns samlede værker - vælge Bibelen i en oversættelse fra mellemkrigstiden på en variant af nynorsk, det såkaldte i-mål.

Litteraturteori optager ikke Jon Fosse voldsomt længere, men han har dog også udgivet mere reflekterende tekster, senest i 1999 »Gnostiske essay«. I forbindelse med den bogs udgivelse udtalte han i et interview, at litteraturen havde befriet ham fra en højst bekvem ateisme.

- Ja, det er sandt. I min generation af nordeuropæiske intellektuelle er de fleste vel en slags ateister. Men det, der driver skrivningen frem - det er ubegribeligt. Litteraturen og det at skrive er større end sig selv, har noget i sig, som ikke kan forklares eller reduceres.

I begyndelsen af 1990´erne underviste Jon Fosse sammen med en anden norsk forfatter, Jan Kjærstad. De to havde mange diskussioner - ifølge Fosse var de uenige om det meste, men de var enige om, at der i al god litteratur er en »rest«, noget, der ikke kan forklares, men som er afgørende for, om det er god litteratur. En indre stilhed, har Fosse kaldt det. Kjærstad og Fosse lavede sammen tidsskriftet »Bøk« for at sætte fokus på denne dimension i litteraturen. Indtil videre er der kommet syv numre, og måske kommer der et nummer otte, måske ikke. Tiden har ændret sig; da tidsskriftet udkom med sit første nummer, var litteraturens religiøse dimension ikke noget, man talte om.

- Der er en mystisk dimension i litteraturen. I kunstoplevelsen er der en indsigt, der ligner en religiøs indsigt, en slags gnosis. Det var derfor, at jeg kaldte mine essays for »Gnostiske essay«. Jeg er ikke gnostiker, i den historiske gnosticisme er der en dualistisk tænkning, en klar skelnen mellem krop og sjæl. Det er et problem, for god litteratur er både krop og sjæl, og den dualistiske side af gnosticismen står mig fjernt, siger Jon Fosse. Han taler også om den gode kunstoplevelse som en epifani, en åbenbaring eller tilsynekomst:

- Et digt er et glimt, mens en roman ikke er epifanisk på den måde. Et godt teaterstykke er mere som et digt. Det er en epifani, men samtidig er det udstrakt i tid.

- Jeg er opvokset på Vestlandet i Norge, der har ry for at være »det mørke Norge«. Der var kun lidt tilbage af den kultur i min barndom, og jeg har ikke haft min opvækst i et sådant miljø. Men jeg havde en bedstefar, der var kvæker. Den tradition har jeg meget sans for, forestillingen om at ethvert menneske har et indre lys. Det er en helt ekstrem form for protestantisme, en uhyre minimalisme. Kvækerne havde for eksempel ingen almindelig begravelsesceremoni. De sad bare rundt om bordet og sagde ikke et muk. På en måde er jeg en ekstrem protestant. Der er en blufærdighed over for det andet menneske, men også en vældig respekt.

En sætning, der sammenfatter Jon Fosses forhold til verden?

- Det skulle være den sidste sætning fra den amerikanske forfatter John Ashberys digt »The Wave«, (udkommet på dansk i 1984 med titlen »En bølge«, red.). Ashbery skrev digtet efter at have været syg og var blevet rask. Den sidste sætning, som er den eneste, jeg overhovedet kan huske fra digtet, er: »But all was strange« (Men alting var så sært).

»Vinter« på Rialto Teatret anmeldes i Kristeligt Dagblad på mandag.

larsen@kristeligt-dagblad.dk