Sultens Nobelpris

Det seneste initiativ - kendt som Vision 2020 - satte i 1993 det ambitiøse mål, at alle mennesker på jorden skulle have adgang til bæredygtigt producerede fødevarer i 2020. Og det var ikke mindst det initiativ, som inspirerede verdens lande og ledere til i 1996 på Verdens Fødevaretopmøde at sætte et andet mål - nemlig at antallet af kronisk sultne mennesker skulle halveres inden år 2015.

I starten af september afholdt IFPRI under Per Pinstrup-Andersens ledelse så en stor konference med 1000 deltagere i Bonn for at se, hvordan det gik med de to mål - at halvere og helt afskaffe sulten. Og det var en nedslående historie. Fortsætter vi som nu, når vi ikke engang halvvejs.

Nu skal tallene tages med et gran salt, for den globale landbrugsorganisation FAO har kronisk rod i deres målemetoder og statistikker. Så det groteske er, at vi i virkeligheden ikke helt ved, hvordan det går. Hvor mange er i virkeligheden sultne? Hvor vi præcis skal sætte ind? Den usikkerhed flimrer og forvirrer.

Men en ting har man dog nogenlunde styr på, og det er antallet af underernærede børn under fem år i udviklingslandene. Her er andelen ganske vist faldet fra hele 45 procent i 1960´erne til 31 procent i dag, men antallet af sultne børn er kun faldet lidt fra 187 millioner til 166 millioner i dag. Og fortsætter vi med den nuværende hastighed, vil vi først få halveret det tal om cirka 100 år.

En del af problemet handler om at producere mad nok. Her er udsigterne ikke gode. Stigningen i verdens fødevareproduktion er ved at flade ud. Det skyldes for en stor del, at der i de fleste lande ikke er meget mere uopdyrket jord at hente ind i landbrugsproduktionen.

Dertil kommer, at knapheden på vand for alvor begynder at være begrænsende. Ganske vist er der steder, ikke mindst i Afrika, hvor der er gode muligheder for at øge kunstvandingen, men de fleste andre steder går det den anden vej. I Gujarat i Indien er grundvandstanden faldet flere meter, og private husholdninger og industrien vil i fremtiden komme til at kræve mere og mere vand tilbage fra landbruget. Det går ud over kunstvandingen, risen, produktionen. Og igen rammes de fattigste hårdest. De rige kan bore dybere og dybere brønde. De fattiges brønde løber tør.

Og som en faretruende sky i horisonten lurer drivhuseffekten, den globale opvarmning skabt af verdens for store udslip af kuldioxid og andre drivhusgasser. Den rammer verdens fattigste småbønder ekstra hårdt, da nye prog-noser viser, at de globale klimaulig- heder også øges. Det bliver varmere, der hvor det allerede er varmt. Det blive mere tørt der, hvor det allerede er tørt - og mere vådt de steder, hvor regnen allerede falder i rigelige mængder.

Og når det bliver varmere og mere tørt, så rammes landbrugsproduktionen. Ikke kun fordi planterne ikke får vand nok, men også fordi antallet af sterile kornaks på grund af varmestress vokser markant med stigende temperaturer - en effekt man ikke tidligere har tænkt på.

Alene drivhuseffekten skønnes at øge mængden af kronisk sultne og underernærede mennesker i verden med omkring 50 millioner i år 2020. Tre fjerdedele af dem vil være i Afrika.

En anden af de meget politiske diskussioner er debatten om gensplejsning. Kritikerne hævder, at gensplejsningen ikke vil løse verdens fødevareproblemer, fordi problemet hos fattige småbønder ikke er mangel på muligheder, men mangel på viden og rådgivning. Der kan gensplejses nok så meget, men hvis bønderne ikke bruger de nye planter og dyrkningsmetoder, hjælper det ikke noget. Derudover er der fare for miljøproblemer og spredning af de gensplejsede planter.

Forsvarerne af den nye teknologi, og hertil hører Per Pinstrup-Andersen, siger, at det vil være umuligt at skabe tilstrækkeligt med mad uden nye og mere avancerede metoder til fremavl og forædling. Vi skal sikre os, at de gensplejsede produkter ikke skaber problemer, og at verdens småbønder ikke kommer i lommen på de store transnationale virksomheder. Men kan vi med de nye metoder fjerne de giftige indholdsstoffer fra Cassava, gøre ris og bomuld resistente mod skadedyr eller udvikle tørketolerante hirsesorter, så skal vi gøre det. Alt andet vil være uforsvarligt og uansvarligt.

Den grønne revolution i Asien mere end fordoblede det gennemsnitlige udbytte af ris og hvede - med anvendelse af avancerede forskningsmetoder. Det vi har brug for i dag er en ny grøn revolution - ikke mindst for Afrika. Vi må og skal sikre os, at vi producerer gode og sunde fødevarer nok til den stadigt stigende befolkning. Og maden skal især produceres, der hvor folk bor. 90 procent af alle verdens fødevarer bruges tæt på, hvor de blive produceret. Kun 10 procent eksporteres.

Et effektivt landbrug er en dynamo, der er helt afgørende, når u-landene skal skabe vækst og udvikling. Derfor gælder det om at forsyne verdens småbønder med nye planter, bedre rådgivning, adgang til markeder og bedre priser.

Men, og det erkender Per Pinstrup-Andersen også, problemet med sult og underernæring i dag er ikke kun at producere fødevarer nok. Det gør verden for så vidt allerede. Problemet er i høj grad fordelingen af verdens fødevarer. Det handler i høj grad om en politisk kamp for bedre fordeling, det handler om mere u-landsbistand - men så handler det også i høj grad om at sikre gode politikker, fred og stabilitet i de fattige lande, hvor sulten er udbredt. Det handler om at give kvinder adgang til jord, det handler om uddannelse af fattige småbønder og om sikkerhedsnet for de mest udsatte grupper, som ikke har jord eller arbejde. Det handler meget om, at staten skal spille en langt mere aktiv rolle. Det var et af de klare budskaber fra konferencen i Bonn.

Her er det også nyt, at det ikke længere er forkert at snakke om subsidier til verdens fattige landmænd. Det var det for 10 år siden, hvor alt skulle privatiseres og liberaliseres. I dag ved man, at verdens fattigste landmænd skal have en hjælpende hånd. Desværre er muligheden for at hjælpe dem faldet mange steder. De fattige lande prioriterer slet ikke landbruget nok. Og verdens bistand fra de rige lande til landbrugssektoren er faldet støt gennem det seneste årti - med Danmark som en markant og glædelig undtagelse.

De rigeste landmænd får dog stadig stor støtte. Landmændene i verdens rigeste lande får omkring en milliard dollar om dagen i støtte - cirka otte milliarder kroner. Og som en af talerne på konferencen i Bonn sagde, så kan man jo sammenligne det med, at over en milliard mennesker lever for mindre end en dollar om dagen. Tog vi med andre ord landbrugsstøtten på en milliard om dagen og gav til verdens en milliard fattigste mennesker, så kunne vi mere end fordoble deres indtægt og med ét slag løse den værste fattigdom og den værste sult. Hypotetisk - men sigende.

Men sulten skal afskaffes. Og vi ved i dag mere og mere, om hvordan det skal gøres. Den viden er ikke mindst Per Pinstrup-Andersens fortjeneste. Derfor er det helt fortjent, at han har fået Verdens Fødevarepris. Han har gjort, hvad han kunne. Forhåbentligt kan hans arbejde inspirere mange flere til at gå i gang. n

Se mere om prisen og Per Pinstrup-Andersen på:

http://worldfoodprize.org/2001laureate.htm og http://www.ifpri.org

Christian Friis Bach er lektor i International Økonomi ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke.