Henrik Brun |
26. oktober 2006
Selvbiografi: Eks-parlamentarikeren Ayaan Hirsi Ali har begået en tankevækkende selvbiografi om sine oplevelser på vejen fra Afrika over Holland til USA
Ayaan Hirsi Ali lægger ikke skjul på, at hun har været heldig. Heldig som få andre kvinder med hendes muslimsk-afrikanske baggrund har været. Indtil for nylig optrådte hun som parlamentariker på de bonede gulve i den hollandske regeringsby Haag, men hun kunne lige så vel have siddet i Kenya – på hug ved et trækulsfad, mens hun lavede mad til en mand, som sikkert var blevet udvalgt til hende. Hvis hun altså ikke lige havde haft styrken til først at gøre oprør og siden hen været så heroisk at kæmpe for en sag, der skaber mange fjender.
Dette samlede indtryk kommer, når man læser den 37-årige Hirsi Alis selvbiografi "AYAAN – opbrud og oprør". Begge titlens stikord kan siges at være dækkende for hele hendes liv – fra barndommen og ungdommen i Somalia, Saudi-Arabien, Etiopien og Kenya, over hendes flugt til Holland og hendes asyl dér i 1993 til hendes seneste træk med at flytte til USA, hvor hun i snart en måned har været tilknyttet tænketanken The American Enterprise Institute.
Det er ganske gribende at læse baggrunden for den kontroversielle eks-politikers ankomst til Holland – en baggrund, der gør hendes løgn i forbindelse med sin asylansøgning helt forståelig, og som samtidig kaster et forståeligt lys over den forargelse, der trods alt rejste sig blandt hendes kolleger i parlamentet, da integrationsminister Rita Verdonk tidligere på året fratog Hirsi Ali hendes hollandske statsborgerskab på grund af løgnen. Senere har Hirsi Ali fået passet tilbage, men alligevel har hun besluttet at forlade det Holland, hvor hun har sat et stort præg på den politiske dagsorden med sine islamkritiske betragtninger.
Netop afsnittene om Holland – mordet på Pim Fortuyn, Hirsi Alis eget skifte fra Arbejderpartiet til De Liberale og, hvordan hun selv har oplevet mediehypet omkring hendes person – er de mest brugbare ud fra et samfundssynspunkt. Beskrivelserne af frygten og skyldfølelsen i kølvandet på mordet på filmmanden Theo van Gogh på grund af filmen Submission, som Hirsi Ali havde skrevet manuskriptet til, er ligeledes gribende. De fortæller – sammen med en lidt komisk beskrivelse af sikkerhedsapparatet omkring hende – om en modig kvinde, der aldrig bliver patetisk og gør sig selv til et stort offer.
Man skal dog ikke stikke sig selv blår i øjnene. Der ér tale om en subjektiv skildring, som mange – især mange hollændere – vil have det svært med at godtage fuldt ud. Men går man ind på den præmis, at det er interessant at forstå Hirsi Ali og hendes bevæggrunde, så er det bestemt formålstjenligt at læse denne tankevækkende selvbiografi.
I morgen bringer Kristeligt Dagblad et essay af Ayaan Hirsi Ali om hendes forhåbninger for Europa set fra sit nye hjemsted i USA
**Ayaan Hirsi Ali: AYAAN – opbrud og oprør. 352 sider. 249 kroner. Jyllands-Postens Forlag. Udkommer i dag.
brun@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad