Satanisk familieidyl

Og de har ikke meget tilovers for mennesker, som blot vil gøre alting modsat kristendommen.

De var satanister, før de selv vidste det.

- Jeg har aldrig været søgende, men jeg var interesseret i, hvorfor folk troede på forskellige ting, allerede da jeg var 10 år, fortæller Amina.

Som 15-16 årig stødte hun på Satans Bibel, og der fandt hun en filosofi, som stemte overens med hendes egen:

Der er ingen frelser eller en magt, som holder øje med os. Vi er alle dyr, som skal leve ud fra vores instinkter og lyst. Vores behov er ikke syndige, men de kan få konsekvenser.

- Jeg var overrasket over, at jeg var satanist, husker hun.

Ole Wolf blev kaldt satanist af andre, før han selv var nået frem til den konklusion. Han fortæller, at han altid har stillet sig uden for den korrekte mening og set sagens andre sider.

- Jeg var djævelens advokat allerede i skoletiden. Jeg tog anklagerens rolle. Jeg troede og tror ikke på en gud, der hedder satan. Men jeg har satans natur, siger han stolt.

Vi taler om terrorangrebet på World Trade Centre, som Ole Wolf umiddelbart synes, var godt udtænkt. Han forholder sig ikke til, om det var ondt eller godt, men mener, at angrebet er en naturlig konsekvens af USA´s politik i Den tredje Verden.

Den filosofi gennemsyrer parrets måde at tænke på. Ingen skyld, ingen tilgivelse, men handlinger får konsekvenser.

Ole Wolf voksede op i et lille samfund, hvor Indre Mission var norm-dannende.

- Før jeg var 10 år, blev jeg anklaget for at have væltet gravsten på kirkegården. Jeg var slet ikke stærk nok til at gøre det - og jeg var ingen bølle. Men jeg var anderledes, og da kirkegårdsfolkene pegede på mig som mulig gerningsmand, forstod jeg, at jeg var udenfor, siger Ole Wolf.

Han udstråler enspænderens styrke, og Amina Olander Lap er tydeligt vild med ham. Hun viser hans store blåsorte mærker op ad armene efter kampsport frem til almindelig beundring, og flere gange denne lørdag eftermiddag sætter hun tekruset fra sig og slår spontant armene om ham.

Amina virker umiddelbart hårdfør, selvom hun er ung. Måske hænger det sammen med hendes satanistiske overbevisning, som har vænnet hende til at være i opposition?

- Satanisme er at tage udgangspunkt i sig selv, siger Amina Olander Lap. - Hvad er godt for mig? Hvad har jeg lyst til? Jeg er selv udgangspunkt for alt, og jeg skal være klar til at tage konsekvenserne af mine valg. Mennesker er sociale væsener, og derfor har vi brug for hinanden. Jeg har selv brug for at gøre noget godt for min kæreste, mit barn, mit studie-sted, samfundet. Men jeg gør det for min egen skyld. Mange andre tager udgangspunkt i, hvad samfundets behov er, siger hun.

De opdrager Samara på den måde. Ingen regler, men konsekvenser. I hvert fald så langt, som hun kan forstå det selv.

- Det er klart, at vi ikke lader hende løbe ned ad trappen og ud på gaden for at lære, at dér bliver man kørt over, siger Amina Olander Lap.

Men både hun og Ole Wolf lader Samara rejse sig fra gulvet og banke hovedet ind i et bordhjørne uden at redde hende. Det lærer hun af.

- Hvis Samara er sur og slår, så parerer jeg. Og det kan gøre ondt. Men jeg siger ikke, at hun ikke må slå, for der er ingen kosmisk regel i universet, som forbyder vold. Hun kan få brug for at slå en anden dag. Men jeg vil ikke have, at hun slår mig, forklarer han.

I det hele taget har parret ingenting tilovers for moralske regler. De overvejer aldrig etikken i deres handlinger. Kun konsekvenserne.

- Jeg har ingen hæmninger. Jeg kan tænke »forbudte« tanker, bruge uetiske metoder og lægge en »dæmonisk« plan. Det kan være nødvendigt at »stikke« folk i ryggen, og det gør jeg, siger Ole Wolf og beklager, at det danske retssystem ikke åbner mulighed for personlig hævn.

- Men folk kan chikanere hinanden i årevis, hvis de holder sig på den rigtige side af loven. Den metode gider jeg bare ikke bruge, for så skal jeg gå og tænke på mine fjender hele tiden.

Til gengæld er Ole Wolf parat til at slå til mod en af sine fjender, hvis der pludselig bliver undtagelsestilstand, fortæller han med et lille smil.

Kristendommens ideal om at elske sin næste som sig selv og vende den anden kind til, vækker ingen genklang her i den røgelsesduftende lejlighed.

Amina Olander Lap sammenligner kristne med burhøns, der er lukket inde i et bur af moralske regler.

- Når kristne taler om en verden, hvor der ikke er regler - kun lyst - begynder de straks at fortælle om alt det forfærdelige, der så ville ske. Voldtægt og overgreb. Det er en meget pessimistisk opfattelse, de har af sig selv. Som burmennesker, der ikke kan leve uden buret. Jeg får indtryk af, at en kristen er en lænkehund, som ville springe i struben på alle, hvis den ikke var bundet.

Ole Wolf sukker lidt.

- De er som bonsai-planter. Beskårede, små mennesker.

Amina Olander Lap og Ole Wolf har ingen indbyrdes regler om at være tro eller holde sammen hele livet.

- Jeg kan lide at være sammen med Amina. Men hvis vi splitter, så kommer jeg videre. Jeg har ingen illusion om, at vores forhold varer evigt, men jeg forventer heller ikke, at vi splitter, siger Ole Wolf.

Amina Olander Lap kalder seksualitet et grundlæggende instinkt på linje med behovet for at spise. For hende hænger det ikke sammen med kærlighed.

- Hvis jeg har sex med en anden mand, betyder det ikke, at jeg elsker Ole mindre. Jeg elsker heller ikke min mor eller far mindre. Jeg har en masse følelser for Ole, men de bunder ikke i sex. Han er ikke min sexslave, og jeg er ikke hans. Ole må gerne spise sammen med andre mennesker, ligesom han gerne må have sex med andre, siger hun.

Ole Wolf tilføjer, at det igen er vigtigt at gennemtænke konsekvenserne.

- Det rager ikke mig, hvad Amina laver. Men hvis hun bliver smittet af en seksuelt overført sygdom, så rager det mig. Eller hvis der pludselig står en rasende jaloux elsker og hamrer på døren, så bliver det også mit problem. På den måde er der en naturlig begrænsning, for hun er nødt til at finde en elsker, som har samme holdning som os.

Satanisme har ikke noget særligt med sex at gøre, fremgår det. I parrets udgave inkluderer overbevisningen ikke blodige ritualer med nøgne kvinder, ligkister og omvendte kors.

I Church of Satan er der ritualer, men de er af mere terapeutisk karakter, fortæller de.

For eksempel hvis man gerne ville forføre en person, bestå en eksamen eller opnå noget andet. Så kan man gennemspille forløbet som drama med de andre satanister som statister, før man går ud og gør det i virkeligheden.

Mange satanister er også børn af kristne forældre, og deres satanisme er ofte en del af et oprør mod en barndomsmoral, som de ikke kan slippe igen. Der kan man, som satanist, lave en slags omvendt gudstjeneste, Den Sorte Messe, hvor der bliver gjort så tykt nar af kristendommen, at den slipper magten over deltagerne, forklarer Ole Wolf. Men den type ritualer har ikke sagt ham eller Amina Olander Lap ret meget, og de har ikke længere tæt kontakt til Church of Satan, som de mener er for amerikansk og fascistisk.

Når man sidder i hjørnesofaen under en stor plakat med et gedebukke-symbol, kan man fristes til at spørge, om de ikke bare er ateister, der ligger ekstra vægt på, at mennesket er et instinktstyret dyr. For hvor er de sorte lys og de hadefulde blikke her midt i boller og te?

Der er en religiøs satanisk dimension, siger Ole Wolf.

Den sorte flamme, kalder han den. Og han virker næsten blufærdig, da han fortæller:

- Når man virkelig brænder for noget. Så flyver tiden afsted. Man glemmer ligegyldige detaljer som mad eller søvn. Egoet bliver helt ophævet, og man smelter sammen med det, man brænder for. Det er guddommeligt. Det er den sorte flamme - livsgnisten. Og det lys har vi i hjertet i modsætning til religionerne, som søger efter lyset uden for sig selv, siger han.

De har ikke trosbekendelse, sataniske bordbønner eller højtider. Men en overbevisning har brug for ritualer, og parret forsøger nu at skabe en satanistisk kultur.

- Satanismen i Danmark er kun fra 1995, så vi har ingen andengenerations satanister. Vi har os selv og vores små børn. Vi har en tro, men ingen kultur. Og eftersom vi har valgt at stille os uden for den almindelige tankegang, er vi nødt til at begynde fra bunden, siger Amina Olander Lap.

Sidste efterår deltog parret i en Halloween-fejring.

Ifølge Amina Olander Lap er den amerikanske halloween-fejring en gammel hedensk fest for de afdøde, og den kan de danske satanister læne sig op ad.

Til festen tændte de lys for deres afdøde venner og familie og lod dem stå på bordet hele den aften til minde. Ifølge parret er der intet liv efter døden.

- De døde huskes ved, at vi husker dem, og den aften gjorde vi det meget konkret. Samtidig er det også vigtigt for os, at døden ikke skal fortrænges. Vi ved, at de døde er døde, siger Amina Olander Lap.

Og Ole Wolf tilføjer:

- Vi har kun et liv. Det er kun nu, vi kan have det sjovt. Det skal vi huske.

Når det om nogle måneder bliver jul, vil de fejre den hedenske solhvervsfest, hvis Samara er hjemme - ellers vil de ikke gøre noget. Og de har sat sig ind i de kristne symboler, og derfor vil de for eksempel ikke have et juletræ - heller ikke for Samaras skyld.

- Juletræet handler om, at der er grønt liv midt om vinteren. Det symboliserer liv efter døden. Vi tror på, at den slags ritualer programmerer os, så vi lettere kommer til at tro på kristendommens verdensbillede, siger Amina Olander Lap.

På den måde overvejer de nøje alle kulturelle ritualer, og det gælder ikke, at man plejer at gøre noget. At det er dansk kultur. At naboen gør det samme.

- Vi gør intet, fordi man bør. Vi spørger, om det kan bruges til noget. Vi er ligesom djævelen. Han er også karakteriseret ved at spørge »hvorfor?« siger Ole Wolf.

korsholmkristeligt-dagblad.dk