Sai Baba bag højskole i Frederiksværk
02. okt 2001 00:00
Arresødal i Nordsjælland er det nye mål for et Sai Baba-center i Nordeuropa
Af Anne Korsholm
Den pædofilbeskyldte guru Sai Baba fra Indien har udpeget Arresødal Slot i Nordsjælland som det bedst egnede sted for en Sai Baba-højskole i Nordeuropa. Der har ellers længe været forhandlinger i gang mellem en gruppe Sai Baba-tilhængere og Stenløse Kommune om køb af en bestemt grund, men nu ser det ud til, at guruens øjne er faldet på slottet i Frederiksværk i stedet for. Og præcis som i Stenløse er der borgere i Frederiksværk, som ikke har lyst til at få Sai Baba-gruppen inden for kommunegrænserne og slet ikke ind i en historisk bygning. Arresødal blev bygget af General Classen, hvis våbenproduktion blev grundlaget for, at byen opstod. Bygningen bliver betegnet som en af de få perler i Frederiksværk. - Arresødal Slot skal ikke sælges til en tvivlsom sekt. Jeg ved ikke, om beskyldningerne mod Sai Baba for pædofili er rigtige, men jeg synes, at tvivlen skal komme borgerne her til gode, siger viceborgmester Henry Larsen, der er valgt af Lokallisten. Han forsøger at samle flertal for, at kommunen selv køber huset, som koster 15,3 millioner kroner, og selv bestemmer, hvem der kommer til at bruge det. Den lokale sognepræst Ivan Jakobsen bakker ham op. - Ud fra hvad jeg har læst om Sai Baba, kan vi godt undvære ham her. Han bliver beskyldt for at stå i spidsen for en pengemaskine og for pædofili. Vi håber og beder om, at vi kan få en mere neutral køber til huset, siger han. Sai Babas valg I Stenløse har hans kollega, sognepræst Jørgen Andersen, efterhånden et vist kendskab til rygterne om Sai Baba. Han har også kontakt med en tidligere tilhænger, som har været med til at finde et godt højskolested i Nordeuropa. Ifølge Jørgen Andersen har Sai Baba-gruppens opgave været, at finde tre egnede steder, hvor et Nordeuropæisk Sai Baba-center kan opbygges. Sai Baba skulle derefter vælge det bedst egnede. Det har han tilsyneladende gjort nu. Guruens kriterier er - ifølge Jørgen Andersens kontakter - at centret skal ligge højst en times kørsel fra en international lufthavn. I naturskønne omgivelser. Og i et land med en liberal lovgivning, så der er mulighed for at få offentlige tilskud. Alt peger på, at Sai Baba-gruppen nu har talt med guruen selv og fremlagt deres forslag: Stenløse, Frederiksværk og - siger ubekræftede rygter - Holbæk. Ekstra Bladet skrev mandag, at det har haft kontakt med en af Danmarks prominente Sai Baba-tilhængere Jørgen Trygved, netop da han stod i lufthavnen i Bombay på vej hjem til Danmark. Jørgen Trygved bekræftede over for bladet, at der skal åbnes en Sai Baba-højskole i Arresødal, og at købet er finansieret af tilhængere fra Danmark, Schweiz og Tyskland. Sai Baba-højskolegruppens leder, Thorbjörn Meyer, har arbejdet i flere år for at etablere et religiøst center for Sai Baba med ham selv som leder. Han har valgt ikke at udtale sig til pressen. Borgmester Finn Højgaard Mortensen (K) fra Stenløse er overrasket over at læse i lokalavisen, at Sai Baba-gruppen nu er ved at købe en ejendom i en anden kommune, men han siger, at han naturligvis respekterer deres valg. Det er Kommunedata, som ejer Arresødal Slot, der er indrettet til kursusejendom. Hvis der skal etableres en traditionel højskole, kræver det, at lokalplanen for området ændres. korsholmkristeligt-dagblad.dk