At se mennesket bag morderen

– Jeg møder dem uden fordomme, men uden at være blåøjet. Jeg ved godt, der er en grund til, at de er her. Men de er blevet dømt en gang, og jeg vil ikke dømme dem igen. Jeg ser dem først og fremmest som medmennesker. Lidt højtideligt kan man sige, at jeg møder dem som mennesker, der er elsket af Gud på trods af deres fejl. Min tro har været et bærende element, siger Ingeborg Lomholt.

Dette syn på samfundets udstødte kom også til udtryk, inden Lomholt startede i Statsfængslet i Horsens. Hun er født og opvokset i Tyskland, men i 1958 mødte hun sin mand, præsten Carl Lomholt. De flyttede til Danmark, og de første 10 år arbejdede han som præst i Kirkens Korshær, mens Ingeborg Lomholt hjalp til som medarbejdende præstekone. Derefter blev Carl Lomholt fængselspræst i Horsens, og Ingeborg satte sig på orgelbænken i den lille kirke.

Grundsynet fra Kirkens Korshær har hun taget med sig ind i fængslet, hvor det kan være godt at have en kristen rettesnor.

– Herinde er alting meget sort og hvidt. Nogle er på den rigtige side af kridtstregen, andre på den forkerte. Derfor ligger følelsen af bed-reværd lige om hjørnet. Men der bliver jeg holdt fast i kristendommens grundsandheder. Vi er alle lige for Vor Herre, og vores synder kan jo bare ligge i, at vi ikke viser kærlighed nok, eller at et ord falder ud af vores mund, som vi aldrig skulle have sagt. Det ved vi jo fra Jesus, at han sidestiller det med den alvorligste forbrydelse. At vi er ukærlige og tankeløse. Så der bliver man sat godt på plads. Men jeg snubler da sikkert også nogle gange, siger hun.

Men det er ikke noget, der fylder meget i billedet af Ingeborg Lomholt. Fangerne står ansigt til ansigt med håbløshed og modløshed, men i koret og musikken finder de et andet budskab.

– For nogle uger siden snakkede jeg med en af fangerne om salmerne, og han sagde: "Når vi synger salmer, så ved vi, at de altid ender godt, at Gud altid holder med os. For os herinde er det jo endt skidt, men måske kan det vende." Jeg skal ikke omvende nogen, og de skal ikke aflægge trosbekendelse, men jeg vil gerne give dem en sangglæde og en god oplevelse gennem musikken, siger hun.

Og Ingeborg Lomholts mål rækker ud over at få sangen til at klinge under gudstjenesten.

– Jeg vil gerne vise dem, at de er noget værd, gode til noget, og jeg kan godt lide at lave musik med dem. På den måde kommer de måske til at kunne lide sig selv en lille smule også. Måske får de lidt selvtillid og selvrespekt, for det er nogle ting, fængselsverdenen er god til at nedbryde. Jeg har gerne villet give dem bare en lille smule glæde i det, som ellers er en ørkenvandring. Hjælpe dem med at holde fast i deres menneskelighed, fortæller Ingeborg Lomholt om sit arbejde, hvor hun har bestræbt sig på at gøre plads til følsomheden i en verden præget af hårdhed.

For der er følsomhed bag de hårde facader. Og den har Ingeborg Lomholt øje for.

– Jeg kan godt blive vred over alle de fordomme, folk har over for fanger. Jeg har hørt så mange dumme udsagn, som jeg ikke kan genkende, når jeg er sammen med fangerne. Selv hårdkogte forbrydere kan være kreative og udtryksfulde. Der er mere i dem, end det vi normalt definerer dem ud fra, siger hun.

Og dette "mere" har hun gennem sit arbejde på fængslet også forsøgt at vise omverdenen. Både gennem adskillige tv-udsendelser og senest med en cd, der udkommer til november. Cd'en er et farvel til et sted, der, som hun siger, har rummet så megen sorg og smerte, så mange drømme og forhåbninger.

– Jeg ved godt alt det skidt og møg, de har lavet, jeg ved, hvor hårde de er mod hinanden og mange er sikkert ikke færdige med det, men der er altså også noget andet. Musik bringer noget frem i dem, for musikken er større end forbrydelsen, siger hun med eftertryk og snakker videre om cd-projektet, der står som en af de bedste erindringer i karrieren.

– Koret viste mig virkelig, at jeg kunne regne med dem. Det rørte mig meget at se, hvordan de sled. En af sangerne sagde til mig, at han under optagelserne havde følt sig som et ligeværdigt menneske. Og når det hele bare lyder som det skal, så går der et vingesus gennem kirken. Så sprænger vi fængslets rammer.

kirke@kristeligt-dagblad.dk