Helte til husbehov

- Ord udvikler sig og får nye betydninger. Men hvis vi bruger ordet »helt« om enhver fodboldspiller eller grandprix-vinder, risikerer vi at mangle et ord, når nogen ofrer livet for dig og mig, erklærer Birgit Jenvold.

Hun er med andre ord temmelig kritisk over for de bud på danske helte, hun selv er med til at udstille. Diverse medlemmer af kongehuset, sportsfolk og skuespillere indgår i udstillingen, men som slutpunkt når man frem til en ligkiste med et dannebrog over. Symbolet på dem, der ofrede sig for en højere sag, for eksempel de 14 danske fredsbevarende FN-soldater, der siden 1990 har mistet livet i tjenesten.

- Min opfattelse af heltebegrebet er meget strammere end befolkningens. For eksempel undrer det mig, at nogle fremhæver H.C. Andersen som en helt, alene fordi han har været med til at gøre Danmark kendt. Eller dronning Margrethe, som jeg forstår, at man kan have som sit forbillede, men som ikke har udført egentlige heltebedrifter.

Blod

I gamle dage var helte stort set altid mænd, der sloges og slog ihjel. Saxos Danmarkskrønike er fuld af beretninger skrevet med blod om folk som Uffe hin Spage, der egentlig virkede uduelig, men vågnede op til mandig dåd, da det gjaldt.

I middelalderen kunne selv folk som Marsk Stig, der myrdede kong Erik Glipping, og Niels Ebbesen, der dræbte den tyske grev Gerhard, opnå heltestatus, selv om omstændighederne omkring disse mord var højst tvivlsomme.

Senere blev Danmark en søfartsnation, og fra middelalderen til 1848 var alle helte søfolk, hævder Koldinghus-udstillingen, med søhelten fra Slaget på Reden i 1801, Peter Willemoes, som det typiske eksempel. Derefter fik vi de tapre landsoldater, som blev glorificeret trods begrænset militær succes.

På Koldinghus kigger alle disse krigere fra væggene over på håndboldspilleren Annette Hoffmans mange medaljer og voksfiguren af den tidligere speedway-verdensmester Ole Olsen - som Madame Tussauds Museum har sendt til ham, da han ikke længere var berømt nok til at blive udstillet i London.

- Jeg ser elitesportsfolkene som vor tids krigere. I dag har vi fået krigen så meget på afstand, at vi kan fremstille en begivenhed som fodbold-EM, så den næsten bliver en pendant til de slesvigske krige i 1848 og 1864. Men flere i vores undersøgelse, som er gamle nok til at huske Anden Verdenskrig, giver udtryk for, at de ikke kan klare at sportsfolk bliver betragtet som en form for krigshelte, fortæller Birgit Jenvold.

Hun er dog ikke i tvivl om, at hvis den ulykke skulle ske, at Danmark kommer i krig, vil fodbold og fodboldspillere øjeblikkeligt miste enhver interesse:

- Så længe vores soldater kun bliver udsendt til fredsbevarende opgaver langt herfra, kan medierne nedtone deres betydning. Der er mere salg i glade historier om fodboldsejre end om soldater, der vender hjem i kister.

Tændstikæsker

Midt i udstillingen finder man alle de genstande, som er med til at tegne billedet af den mest gennemførte danske helt, som ganske vist var født i Norge: Peder Wessel Tordenskiold. Her er statuer, malerier, tallerkener, øletiketter og bøger med søhelten. Og så er der det, der sammen med sangen »Jeg vil sjunge om en helt« har gjort ham kendt af alle i det ganske land: Tændstikæsker.

- Tordenskiold havde det hele. Han reddede Danmark i krigen mod svenskerne. Han så godt ud og havde succes hos kvinderne. Og så døde han ung, inden der kunne nå at komme for mange ridser i lakken, forklarer Birgit Jenvold.

Ridser i lakken er nemlig ødelæggende for en helt, og ikke mindst nutidens helte kan hurtigt blive frataget deres heltetitel igen. Som eksempel nævner museumsinspektøren Tour de France-vinderen Bjarne Riis, som efter sin sejr i 1996 blev ført i et rent triumftog til Danmark. Siden forsvandt helteglansen, alene fordi han blev mistænkt for at have taget doping.

- Han er et eksempel på en falden helt. Måske faldt han også, fordi han havde optrådt lidt uheldigt på tv. I dag er der en tendens til, at alene ens optræden i medierne afgør, om man bliver udpeget som helt, siger Birgit Jenvold.

Hun henviser til fodbold-brødrene Laudrup, der altid har formået at optræde sympatisk i tv-interview. Og hun finder det betegnende, at en biografi om Michael Laudrup bærer titlen »Ambassadøren«. Måske er vor tids helte mere diplomater, som skal fremstå præsentabelt end krigskarle og erobrere.

Tilbage til tændstikæskerne, som har haft andre motiver end Tordenskiold. Det er et særligt dansk fænomen, at man netop har valgt disse små æsker til at afbilde helte.

- Tændstikæsker har virket ligesom samlemærker, og der er ingen tvivl om, at det er tændstikæskernes skyld, at alle i dag ved, hvordan Tordenskiold så ud, siger Birgit Jenvold.

I begyndelsen af 1900-tallet var der mange forskellige helte og en enkelt heltinde, der kom på tændstikæsker. Heltene var blandt andre tidens store boksere, og heltinden var den store teaterdiva Charlotte Wiehe-Bereny.

Kruspersille

Ellers har heltinderne tidligere været i undertal. Den typiske heltindeskikkelse var en trofast og udholdende kvinde som dronning Dagmar eller Leonora Christine. Siden er heltinderne mere blevet til rapkæftede valkyrier som skuespilleren Anne Marie Helger, der også er en af Birgit Jenvolds personlige helte. På Koldinghus kan man beundre hendes flamboyante tøj, blandt andet en dannebrogsfarvet kjole med brynje og en hjelm, der forestiller en gås.

- Anne Marie Helger repræsenterer samfundsrevserne, som siger deres mening, selv om det kan få personlige omkostninger. På et tidspunkt engagerede hun sig for eksempel så meget i kampen mod aids, at det gik ud over hendes muligheder for at få arbejde, fortæller Birgit Jenvold, som har indbudt sin heltinde til at holde et foredrag på Koldinghus i anledning af udstillingen.

I omtrent samme boldgade finder man antiheltene, Klodshans-typerne, som den danske tradition er så rig på, at vi tror det er helt unikt dansk. Det moderne eksempel er komiker og tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaard, som har udlånt sit jakkesæt af kaffesække til udstillingen, og som for nylig selv var med til at åbne den.

- Det er karakteristisk for danskerne i dag, at vi dukker os. Måske hænger det sammen med, at vi har været den svage part i mange krige. Derfor foretrækker vi den undertippede antihelt, der klarer sig trods alle odds, forklarer Birgit Jenvold.

Hun finder det da også betegnende, at hele nationen har taget Halfdan Rasmussens søde sangtekst »Noget om helte« fra 1960 til sig. Sangen om den pacifistiske lille mand, som netop ikke er en helt, men som helst vil sidde i fred i haven med en øl og med kruspersille og skrive verdens mindste heltekvad.

- Den nyere danske litteratur har ikke mange bud på danske helte, det er snarere heltinder. Det forekommer mig, at de danske fortællinger ikke rummer mange erobrere og handlekraftige mænd. Men der er en del stærke kvinder, konstaterer Birgit Jenvold.

Udstillingens eksempler er blandt andet personerne i alle tiders mest populære danske tv-serie: »Matador«. Her er det kvinderne, som undervejs i historien træder i karakter og viser styrke, mens stort set alle mænd viser sig svagere end først antaget. Tilsvarende med børnenes favoritfigurer, Kaj og Andrea. Hun-papegøjen Andrea er reelt den kvikke, mens han-frøen Kaj er den bulderbasseagtige antihelt, som når det kommer til stykket ikke har så meget styr på tingene, som han påstår.

Derfor kan det ikke undre, at den slumrende krigskarl Holger Danske ser med nogen skepsis på sin betydeligt yngre heltekollega - en blød dansk mand fra 1970'erne i en lille grøn tøjfrøs skikkelse.

- Jeg tror opfattelsen af helte i fremtiden vil blive stadig mere individuel. Når man ser bort fra krigshelte og fodboldspillere, handler vores syn på, hvem der er helte, mest om, hvem vi selv er, siger Birgit Jenvold.

Udstillingen »Den danske helt i 1000 år« vises på Museet på Koldinghus frem til den 13. januar 2002. Alle kan endnu bidrage med forslag til danske helte via internet-hjemmesiden www.koldinghus.dk.

mikkelsenkristeligt-dagblad.dk