Frem til slutningen af 1990'erne sagde omtrent halvdelen af befolkningen, at de aldrig gik i kirke. I år viser det sig at være under en tredjedel af befolkningen, som kommer med den udmelding, når de bliver spurgt.

Samtidig meldes der fra flere steder i landet om stigende besøgstal til alternative messer om krop, sind og ånd. Og senest kunne Kristeligt Dagblad i går melde om, at flere og flere iværksættere ønsker at komme ind på markedet for wellness med fokus på åndelig fred og fordybelse.

Hvad er baggrunden for denne strømning mod troen?

Skal der findes ét svar på et komplekst spørgsmål, må det blive en forklaring, der tager udgangspunkt i islam.

I løbet af de seneste 30-40 år har indvandring gjort islam til den næststørste religion i Dannmark.

Den meget synlige måde, som mange muslimer praktiserer islam på, har på én gang gjort det nødvendigt og legitimt at diskutere religion på skoler med tosprogede elever, i boligområder med forandrede sammensætninger af befolkningen, i butikker med nye ansatte med anden etnisk baggrund, i det politiske system, i pressen og så fremdeles. Og hvadenten disse diskussioner har været båret af medspil eller modspil, afstandtagen eller forsvarlyst, så har slutresultatet været en stigende almengørelse af spørgsmålet om tro.

At mødet mellem islam og Vesten samtidig har sat dagsordenen i den interna-tionale politiske diskussion efter afslutningen på den kolde krig, har kun understøttet denne tendens.

Højst 5000 danskere har til dato skiftet religion til islam. Kultur- og religionsmødet har med andre ord ikke gjort befolkningen til muslimer. Men i stedet er befolkningen blevet mere søgende, mere nysgerrige, mere interesserede i forhold til deres egen tro.

I mødet med det fremmede forstår vi bedre os selv, lyder en talemåde, som kan sammenfatte, hvad der er på færde. Det med den bedre selvforståelse og det med den stigende interesse for egen tro skal dog her forstås ret bogstaveligt.

Det viser sig nemlig, at det ikke kun er de gamle, kristne traditioner, som folk søger hen til. De søger alle vegne. Og det, der afgør, hvad de finder det godt at lægge sig fast på, er først og fremmest dem selv. "Jeg er religiøs, men på min egen måde", er blevet et mantra i tiden.

Mens folkekirken for 30-40 år siden som majoritetens religion nærmest havde monopol på, hvad rigtig religion var, er der i dag opstået noget, der mere og mere ligner et religiøst marked. Danskerne er blevet forbrugere af religion. De tager ikke en bestemt tro for givet. De anser ikke noget som rigtigt på forhånd, men ser stadig oftere på, hvad troen koster, og hvad den kan give "netop mig". Og så blander de religiøse forestillinger på livet løs.

Folkekirken står dermed i dag på én gang med den største mulighed og den største udfordring i flere år for at komme i nærkontakt med den brede danske befolkning. Interessen for troen på det religiøse marked har næppe været større i denne generation end i dag; men kunderne i butikken har blandt andet ved at skele til islam opdaget, at de kan tinge om prisen, og at der i øvrigt er andre butikker med nye tilbud på den anden side af gaden.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk

KIRKEANALYSE

**Kristeligt Dagblad bringer hver lørdag en analyse af strømninger i troens og kirkens verden. Kirke- analyserne skrives på skift af et panel af teologiske og kirkelige eksperter.

**Forfatten til denne uges kirkeanalyse er ph.d. og kirke- og tro-redaktør ved Kristeligt Dagblad, Morten Thomsen Højsgaard, som også har været medredaktør for bøger som "Gudstro i Danmark" (2005) og "Den digitale kirke" (2003).

**I næste uge er det lektor, ph.d. Peter Lodberg fra Det Teologiske Fakultet i Aarhus, som fører pennen.