Findes der tilgivelse for det utilgivelige, bliver hanegalet til morgensang

PÅSKE BETYDER forbigang, nogle mener, at den betyder en haltende, eller hinkende dans som har været et led i påskefesten. Det hebraiske ord er pæsach, det græske ord paska, der ligger tæt på det danske ord påske. Vi ved fra det gamle Kanaan, at man også i baal-dyrkelsen ventede på en overgang fra død til liv. Når tørketiden var forbi, når græsset grønnedes og køerne fik mælk i deres yvere, holdt man den kultiske fest, livsfesten, jubelfesten. Tørketiden var grådens tid, regntiden derimod frugtbarhedens og latterens tid.

Flemming Hvidberg skrev en disputats om "Gråd og latter i Kanaans land". Jeg husker, at han beskrev det berømte Rama-skrig som et kultisk skrig, der hørte tørketiden til. Da jøderne så overtager landet, og Kanaan bliver til Israel, tolkes gråden som landflygtigheden i Egypten, og man fortæller om, da døden under Egyptens plager gik forbi de jødiske huse, fordi de havde smurt blod på dørstolperne. Det kan man læse om i 2. Mos. Kanaanæerne så gråd og latter som årets evige rytme, jøderne så den som noget historisk: Overgangen fra slavetiden i Egypten til friheden i landet, der flød med mælk og honning. At fejre påske var at fejre dødens forbigang og friheden og fortælle de kommende slægter om historien.

Jesus henrettes i påsken, og kristendommen omtyder påskens betydning: Påsken handler om lidelsen og korsfæstelsen og om dødens overvindelse påskemorgen. Fastetidens grundord er: Min gråd er blevet mit brød dag og nat – de spørger mig, hvor er din gud?

Professor Erik A.Nielsen har skrevet om de kristne højtider : "Jul, påske og pinse indfinder sig efter perioder af latens eller målrettet ventetid: Julen efter adventen, påske efter fasten og pinsen efter en ventetid på halvtredsdage efter påskedag. Disse perioder er på hver deres måde "svangerskabsperioder", idet adventstiden kan forstås som en sammentrækning af den ni måneders periode, der forløber mellem Mariæ bebudelse og Jesu fødsel. Her ventes det guddommelig barns ankomst i den verden, hans far har skabt, men som har glemt sit ophav og trænger så hårdt til at gæstes af skaberordet.