ET NYT forskningsprojekt i Århus går nu i gang med at kulegrave problemet med selvmord blandt ældre danske borgere, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at der bliver gjort noget ved denne problematik.

At selvmordskvotienten i Danmark generelt er på vej ned, kan man kun glæde sig over. Desværre gælder de faldende selvmordstal ikke den ældre befolkning. Cirka 25 procent af de omkring 800 årlige selvmord i Danmark begås af mennesker på over 65 år, der lider af depression. Af disse tager cirka 100 mennesker på over 80 år livet af sig.

Utroligt mange faktorer spiller ind, når man skal forsøge at kortlægge årsagerne til de høje tal, og en gruppe af disse kan intet velfærdssystem reelt gøre noget ved.

Der tænkes her på for eksempel sorg over tabet af en ægtefælle, man har delt størstedelen af sit liv med, eller demens med klare øjeblikke hvor man kan se, at man kun er en skygge af sit gamle jeg. Her kan samtaler og terapi hjælpe mange, men ikke alle.

Men spørgsmålet er, om den danske velfærdsmodel kan have et medansvar for nogle af disse selvmord? Her tænkes for eksempel på den senere tids uhyrlige historier om ældreplejen og hjemmehjælpere, der ikke dukker op som aftalt.

Når ældre, svage medborgere behandles sådan, sender man ikke just et signal om, at samfundet værdsætter deres livslange indsats.

Tværtimod kan man frygte, at nogle ældre kan få den opfattelse, at samfundet stort set opfatter dem som en byrde. Det er en dehumanisering af ældre, og det kan vi som civiliseret samfund simpelthen ikke være bekendt.

Det har længe været kendt, at ensomhed er et stort problem blandt ældre, og her kunne man begynde at overveje, om vores velfærdsmodel rent faktisk er med til at producere ensomhed.

I velfærdssamfundet skal det offentlige træde til, når familie og venner ikke længere kan klare at magte opgaven - i nogle tilfælde er der måske ikke flere venner eller familie tilbage.

Men velfærdsmodellen må aldrig få den konsekvens, at det offentlige som en selvfølgelighed forventes at tage over, fordi generationerne i den arbejdsduelige alder i deres karriereforløb og stressede hverdag glemmer omsorgen for ældre familiemedlemmer og venner.

Omsorg og kærlighed gives bedst og modtages bedst mellem mennesker, der personligt kender hinanden. Intet offentligt system kan erstatte det.holm