Hvis selvet forsvinder

Kan man forestille sig, at vore efterkommere ikke stiller sig selv det fundamentale spørgsmål: »Hvem er jeg?« Og at grunden til, at de ikke spørger, er, at de ikke har et selv? At deres verden er så konstant foranderlig og flydende, at det hverken vil være særligt sundt eller behageligt at have en sammenhængende identitet? En psykolog kan godt forestille sig det. Estrid Sørensen hedder hun og er ph.d.-studerende på Københavns Universitet. Sammen med sin kollega, Tine Jensen, har hun endda fundet på en betegnelse for den måde at være menneske på: Et »situid«. - Mens et individ spørger: »Hvem er jeg?«, spørger et situid: »Hvad kan jeg?«. For verden forandrer sig, og »jeg« i dag er ikke den samme som »jeg« på onsdag. Et situid vil føle sig som en, der kan og gør noget bestemt i de skiftende situationer, som vedkommende indgår i. Som en, der har en virkning. Spørgsmålet om identitet træder derfor i baggrunden til fordel for spørgsmålet om effekt, siger Estrid Sørensen. Meningen med det underlige navn er netop at fremhæve, at mennesker med den nye værensform forstår sig selv ud fra situationer. - Situider har ikke en fast kerne, fordi det ikke er hensigtsmæssigt. I stedet bevæger de sig frem og tilbage i forhold til hinanden. Situider er mennesker, der kan ændre form og holdninger. For dem er det vigtigt at passe sammen med andre i en given situation. At indgå i en sammenhæng. I modsætning til individer, der skal markere, hvem de selv er, og derfor går mindre op i forholdet til andre. Estrid Sørensen er vant til, at folk ikke lige er med på, hvad hun taler om. Derfor går hun omvejen ad individets historie i et forsøg på at gøre det lettere at forstå situidet: - I det moderne samfund er vi født frie og lige. Det betyder egentlig, at vi ved fødslen ikke er andet end os selv. Et individs opgave i livet er derfor at blive til noget. Individet har som mål at finde sig selv og sin rette hylde. Og det er vel at mærke ikke noget, der er defineret på forhånd. Vi må jævnligt spørge os selv, hvem vi er, og hvad vi skal blive til. - Men sådan har det ikke altid været. Individet er en historisk størrelse. Det glemmer vi ofte, og derfor har vi svært ved at forestille os, at den menneskelige psyke kan ændre sig. Men selv menneskers mest intime, psykiske liv hænger nøje sammen med det samfund, de lever i. Psyken er specifik historisk og dermed både foranderlig og flygtig. Et menneske er ikke det samme til alle tider og på alle steder. - For eksempel var folk i middelalderen ikke individer. I store træk blev de født til en bestemt beskæftigelse. De gik ikke rundt og overvejede, hvad de skulle blive til, eller hvordan de skulle udvikle sig. De blev heller ikke forelskede på den måde, som vi kender det, og beskæftigede sig ikke med jagten på den eneste ene. Deres følelser, glæder og sorger var anderledes end vores. - Situider forstår heller ikke sig selv i jagten på at blive til noget bestemt, som de skal vise frem for andre. De forstiller sig ikke. De har en form for organisk individualitet, hvor de orienterer sig i den sammenhæng, de er i, og spørger: »Hvad kan jeg gøre her?« »Hvilke opgaver har vi for os?« »Hvilke interesser har vi?«. - Situider lever i et samfund, hvor der ikke er stabilitet og faste pladser i faste institutioner, inden for hvilke man så kan gøre en bestemt karriere. Situider skaber selv pladserne. De bevæger sig ud og ind imellem hinanden som myrer, og må hele tiden nyorientere sig. - Når situider forholder sig til deres livshistorie, er det derfor ikke for at trække en rød tråd igennem det hele og sige: »Sådan er jeg!« Tværtimod, så er alle deres forskellige erfaringer som en mosaik, der hele tiden forandrer sig. Situider forholder sig pragmatisk til deres historie og spørger efter de dele af den, de kan bruge her og nu. Estrid Sørensen og hendes kollega får forskelligartede reaktioner, når de i foredrag introducerer det fleksible menneske. - Det går fra hovedrysten til begejstring. Mange synes, det er mærkeligt at forestille sig et situid. Men alle - også i psykologien - er jo optagede af, at der er ved at ske noget. Og vi diskuterer, hvordan vi skal gribe det an. Vi taler om omvæltninger, paradigmeskift og senkapitalisme. Vi oplever, at ny teknologi ændrer vores produktion af varer, vores service og samfundets forvaltning. Privat kommunikation, udfoldelse og underholdning forandres. Vores måde at organisere arbejdsliv og familieliv på skifter. Og det gør den menneskelige værensform altså også. Estrid Sørensen understreger, at hun ikke er et orakel. - Jeg påstår ikke, at det helt sikkert bliver sådan her. Men jeg giver et frisk og logisk bud på, hvordan det er sandsynligt, at mennesker vil udvikle sig. Til gengæld er det sikkert, at den menneskelige psyke ændrer sig i takt med de samfundsforandringer, vi står midt i. Vores børn og børnebørn bliver ikke lige som os. - Men lige som middelaldermennesker ikke udviklede sig til individer på én dag, går vi heller ikke fra at være individer til at være situider på ingen tid. Der er ingen tvivl om, at de personlighedstræk, man kan beskrive ved situidet, opfattes som syge i det moderne individ-orienterede samfund. - Hvis vi ser på de diagnoser, man i øjeblikket har i psykiatrien, så er der mange såkaldte »split personalities«. Altså folk, der ikke skaber en indre kerne eller har problemer med at skabe en indre kerne. Og det ser jeg helt klart som et af symptomerne på, at der sker nogle ændringer. Selvfølgelig bliver de syge i dag. For vi lever jo stadig overvejende i et indvid-samfund, hvor det indtil videre er problematisk at være og at tænke og at have det sådan. - Men samtidig er ændringerne på vej. Man kan for eksempel se, at hvor nogle i dag stadig kan glædes og være stolte over at kunne holde 25 års jubilæum i en stilling, så føler mange andre nærmest væmmelse ved tanken om at skulle være 25 år det samme sted. - Man danner også nye familieformer. Det har allerede været på vej længe. Frem for at sige, at nu er vi gift, og vi vil elske og ære hinanden hele livet, så siger vi, at vi holder af hinanden nu og i morgen og dagen efter og i går. Og det er det, der betyder noget, og ikke det at vi er ægtefolk. Normen om en mor og en far og deres to børn er ikke så stærk længere. Der findes i stedet mange variationer. Homoseksuelle danner par og får børn, enlige får børn, og man kan også forestille sig, at flere familier begynder at leve sammen. Hos indvandrerne ser vi også anderledes familieformer, og med til billedet af fremtidens samfund hører, at vi kommer til at flytte os langt mere geografisk. Når vi rejser ud, lærer vi, at man kan danne familie på mange måder. Estrid Sørensen fortæller, at de fleste individer forestiller sig situider som følelseskolde. - Det skal man næsten synes som individ. Et individ har følelsernes kilde i sit indre, der er klart adskilt fra det ydre. For et situid er grænsen mellem det indre og det ydre ophævet. Følelserne hænger sammen med den situation, man er i. - Og jeg kan ikke se, at man ikke både kan vise kærlighed, forpligtelse og ansvarlighed over for hinanden, selv om man er mere »situtionel«. Når situider relaterer sig mere organisk til hinanden, er man nødt til at kunne fornemme: »Hvor er de andre? Hvad har de brug for? Hvor kan jeg passe ind?« - Selvfølgelig kan det blive egoistiske overvejelser i retning af: »Hvad giver det mig, at jeg giver dem noget?« Og får man ikke nok selv, kan man trække sig. Egentlig mener jeg, at man skal være påpasselig med at sige, hvem der er værst og bedst af situidet og individet. Og hvem der er mest lykkelig. De er forskellige værensformer med hver deres problemer. Men personligt kan jeg godt lide det anti-egoistiske ved situidet. - For et situid handler det ikke om at føre sig frem og vise, at man er bedre. Det handler om at kunne indgå i en sammenhæng og få noget ud af det. Det kan så være, at de forskellige situider i sammenhængen får noget forskelligt ud af det. Men de gør noget sammen, fordi de vil opnå noget sammen, forklarer Estrid Sørensen. Hun ser situider som mere handlekraftige end individer. - I moderne psykologi og filosofi handler det om, hvad meningen er med livet. Jeg forestiller mig en udvikling henimod at sige, at det ikke så meget er ideen med det hele, der er det vigtige, men hvad vi faktisk får ud af det. Det konkrete resultat vil tælle mest. Hvad der er rigtigt og forkert for situider, afhænger - selvfølgelig - af situationen. - Der vil også blive variationer i de etiske målestokke. Og situationen er med til at bestemme målestokken. Men det er klart, at bevidstheden om, hvad der er godt, og hvad der er skidt, ikke vil blive mindre. Når det ikke er bestemt én gang for alle, men derimod noget, man hele tiden skal forholde sig til ud fra, hvordan verden ser ud i dag, så vil det kræve stor opmærksomhed. Og skulle et individ blive helt træt ved tanken om alt det foranderlige, lyder trøsten fra psykologen: - Situidet vil kunne finde ud af det. Det vil være indbygget i det liv. oerskovkristeligt-dagblad.dk