Af Lisa K. Villeneuve Foto: Leif Tuxen |
4. august 2001
INTERVIEW: I over 30 år har det været Per Pinstrup-Andersens mission at sikre en verden uden fattigdom og sultne mennesker
På Per Pinstrup-Andersens arbejdsplads i Washington har de en vision. I 2020 skal alle mennesker have nok mad, ingen skal være fejlernærede, og maden skal produceres gennem bæredygtig brug af naturen.
Det Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik (IFPRI) i Washington har de seneste ni år været ledet af den danske landbrugsøkonom Per Pinstrup-Andersen. Han har jævnligt deltaget både i den danske og internationale debat om, hvordan vi afskaffer sult. Senest har han argumenteret for brug af gensplejsede afgrøder i udviklingslandene og er her stødt på stor modstand fra blandt andet miljøorganisationer. Diskussionen blussede op igen for nylig, da FN´s udviklingsprogram, UNDP, i sin årsrapport anbefalede u-landene at satse på genteknologi.
Per Pinstrup-Andersen flyttede første gang fra Danmark i 1965 for at læse på universitetet i Oklahoma i USA, og gennem undervisningen her fik han øjnene op for sultproblemerne i udviklingslandene.
- Det virkede forkert at bekymre sig om, hvordan vi i Vesten afsætter vores landbrugsvarer, når der er millioner af mennesker, der sulter. Så jeg tænkte, at det var en god ide at bruge min professionelle karriere på at gøre noget for dem, fortæller den nu 62-årige direktør.
Per Pinstrup-Andersen nægter at kalde sig selv idealist, fordi han definerer ordet som et menneske, der opgiver alt andet for at hjælpe andre. Selv mener han ikke, han har givet afkald på noget.
- Jeg får jo løn for det, jeg laver. Det har betydet, at jeg kunne kombinere mine professionelle interesser med noget, hvor jeg kunne gøre en forskel. For virkelig at kunne gøre en indsats, er du nødt til selv at have en stilling, hvor du kan tage nogle beslutninger, der kan få indflydelse på området. Du kan godt gøre en masse ting selv for at hjælpe de fattige, men hvis du kan få andre fokuseret på det samme, har det en meget større virkning. Men jeg har ikke opgivet noget. Jeg har altid haft et job, jeg har fået en løn, og vi har råd til at have et sommerhus i Danmark, siger han og nikker mod træhuset bag ham.
Danmark kuer folk
Ude over Karrebæk Fjord står luften næsten stille denne lumre juliformiddag. Per Pinstrup-Andersens kone, Birgit, serverer koldt vand med ingefær, og naboen er iført høreværn ved at slå græsplæne. Det lille hus på Enø har i 12 år været parrets base, når de om sommeren vender hjem for at besøge deres hjemland. Men det er i USA, de bor. Det har de gjort i 27 år, og der har de tænkt sig at blive.
- Allerede første gang jeg kom til USA, blev jeg grebet af den entusiasme, man finder derovre. Hvis man tager et initiativ, kan man udrette en masse. Jeg synes, der i Danmark er en tendens til at kue folk, der tager initiativ, siger Per Pinstrup-Andersen.
Han arbejder gerne 10-12 timer dagligt, selv om selve det at lede de 150 ansatte på IFPRI kunne gøres på en almindelig arbejdsuge.
- Jeg vil gerne gøre mere end blot at lede firmaet. Jeg har et meget synligt job, som giver mig mulighed for at gøre en forskel på det fødevarepolitiske område. Det privilegium, synes jeg, at jeg bør udnytte, siger Pinstrup-Andersen.
I Kraks Blå Bog kan man læse om Per Pinstrup-Andersen, at han har skrevet mere end 300 faglige bøger og artikler, at han sidder eller har siddet i en lang række bestyrelser og komiteer og har både æresdoktor og -professorgrader fra universiteter verden over. Listen er lang, og den bliver formentlig endnu længere, når kontrakten med IFPRI udløber om et år. Politikken på IFPRI er, at direktøren højst må sidde 10 år, ligesom alle medarbejdere er ansat på tidsbestemte kontrakter, som skal genforhandles med jævne mellemrum.
- Vi har ingen ansatte, der bare sidder og sidder uden at have noget at tilbyde. Så om et år må jeg også finde noget andet at lave. Hvis det kan gøres muligt, har jeg planer om at forske i, om der skulle være et tredje alternativ mellem økologi og industrilandbrug. Jeg mener ikke, nogen af de to er bæredygtige løsninger, forklarer han.
Midt i en genstrid
Per Pinstrup-Andersen befinder sig ofte som manden i midten med interessegrupper, der presser ham fra begge sider. For tiden er han engageret i diskussionen om gensplejsede fødevarer som midlertidig løsning på sultproblemerne i verdens fattigste lande. Hans holdninger bliver mødt af modstand fra miljøorganisationerne, som råder til tilbageholdenhed med genteknologi, og private frøproducenter, der presser på for at videreudvikle de gensplejsede fødevarer. Men han føler det ikke som den lette udvej at befinde sig i midten.
- Jeg føler nogle gange, jeg står lige midt på en hovedvej, hvor de kommer mod mig fra begge sider. Det ville da være meget nemmere for mig at vælge side, så jeg havde nogen at dække mig ind bagved, hvad enten det så er Greenpeace eller Monsanto (verdens næststørste frøfirma, red.). Men jeg vil gerne have de to parter til at mødes, siger han.
Han indrømmer, at han ikke selv tror på, at IFPRI´s eget mål om mad nok til alle i 2020 - den såkaldte Vision 2020 - kan opfyldes. Men det ser han ikke som et nederlag. Det vigtigste er at tiltrække opmærksomhed om at bekæmpe fattigdom og undgå miljøskader, siger han.
- Da vi lavede Vision 2020 i 1995, havde vi aldrig forestillet os, at målet kunne nås på 25 år. Det kunne det selvfølgelig, hvis netop fattigdom og miljø får højeste prioritet i alle lande, men vi havde ingen illusioner om, at det ville gå så hurtigt. Men retningen skal være rigtig, og hvis vi opfylder visionen i 2050, er jeg også tilfreds, forklarer han.
Bistand hjælper alle
Per Pinstrup-Andersens grundtanke er, at udviklingsbistand er til gavn for alle. Han vil gerne overbevise politikerne både i de rige og de fattige lande om, at det er til deres eget bedste, hvis fattigdommen forsvinder.
- U-landshjælp hjælper også os, der giver den. Det formindsker sandsynligheden for krig, og det skaber stabilitet i verden, hvis fattige mennesker kommer ud af fattigdommen. Vi får mere samhandel. Vi får mindre pres på vores grænser fra folk, der egentlig hellere ville blive hjemme, men ikke kan. Så vi bør bruge flere penge på at angribe problemet ved dets rod, nemlig fattigdommen selv. Det vil være en fantastisk god investering, mener han.
Men hvordan synes Per Pinstrup-Andersen, det er gået med at opfylde ambitionen om en verden uden sultne mennesker, når over 800 millioner i dag stadig ikke får mad nok?
- Det er meget svært at give en kvantitativ beregning af, om jeg har haft nogen effekt. Men det går ikke godt på verdensplan. Det, der alligevel får mig til at blive ved, er, at jeg kan se nogle fremskridt på forskellige områder. I Vietnam, Kina og Thailand for eksempel. Hver gang jeg kommer der, kan jeg se fremskridt, og det holder mig gående.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad