Morten Rasmussen |
17. oktober 2006
Det er optur, når Abdullah siger, at Jesus er for sej, lyder det fra 32-årige Marco "Brando" Rejaie. Engang var han børnesoldat i Iran, i dag er han rapper, skuespiller og tv-vært i sin BMW. Og så er han en af landets mere utraditionelle kristendomslærere med sin daglige gang blandt alverdens kulturer på Blågårds Skole på Nørrebro
Har man fordomme om indvandrere, er det fristende at hive dem alle sammen frem, når man møder Marco "Brando" Rejaie.
Som han kommer ind i skolegården ved Blågårds Skole, slentrende i en katte-agtig gang med cigaretten i mundvigen, hvid hættetrøje og den hvide hue med "Brando"-logoet trukket godt ned i panden, ligner han mest af alt en vred ung mand, der vil have fat i den lærer, der har generet hans lillebror.
Men med den opfattelse skyder man stort set så meget ved siden af, som det er muligt.
For selvom den 32-årige Marco "Brando" Rejaie taler og agerer som de rødder, han er vokset op med i Nørrebro-ghettoen Mjølnerparken, er han også et bevis på, at man aldrig kommer langt ved at skue hundene på hårene.
For Marco "Brando" Rejaie er ikke kommet for at skræmme lærerne på Blågårds Skole. Han er selv lærer på skolen og underviser blandt andet i kristendomskundskab. Et stort spring fra opvæksten i ayatollah Khomeinis fundamentalistiske Iran.
I det hele taget afslører hans livshistorie et menneske, der ikke bremses af de hårde odds, som livet har givet.
Et menneske, der kunne være blevet dræbt som barnesoldat i Iran, men som i dag har kastet sin energi ind i alt fra at være lærer og rapmusiker til skuespiller og medejer af en mexicansk take away-restaurant.
Senest har Marco "Brando" Rejaie optrådt som vært i DR 2-programmet "Brando". I sin hvide BMW er han over syv fredage "cruiset" rundt på Nørrebro i selskab med pusheren, imamens hjælper, sigøjneren og andre af de eksistenser, han selv kender fra Nørrebro, men som i de fleste danskeres øjne mest optræder som skikkelser på et gadehjørne eller som stereotype figurer i mediernes historier om indvandrere og flygtninge.
– I stedet for bare at lade andre tale om integration, spørger vi perkerne selv. Det er ligesom, hvis fodboldlandsholdet skal blive bedre. Spørger du kulturminister Brian Mikkelsen, vil han ævle noget om doping. Men spørger du Martin Jørgensen, får du et helt andet svar. Han er på banen. Og hvis du vil vide, hvad der er galt med perkerne, skal du ikke spørge integrationsministeren, men perkerne selv, lyder det fra Marco "Brando" Rejaie, som er helt bevidst om det signal, han sender ved at bruge udtrykket "perker".
– Forud for programmet talte jeg med eleverne om det sprog, jeg bruger i udsendelserne. Jeg forklarede dem, at vi alle taler forskelligt i forskellige sammenhænge. Når der kommer en gammel dame ind i min butik, siger jeg "goddag frue, hvad skulle det være?". Kommer der en af mine venner, siger jeg måske "hvad så, din fede tyrker, jeg troede sgu', at du var blevet kørt over?". Hvis jeg skal trænge ind til de kriminelle, som var med i programmet, giver det bare ikke pote at tale rigsdansk, lyder det fra Marco "Brando" Rejaie.
Han har været barnesoldat i Iran, han har mistet to brødre i krigen mellem Iran og Irak, og han flygtede alene til Danmark som 14-årig.
Ja, livet har givet Marco "Brando" Rejaie flere tæsk, end noget menneske fortjener. Og alligevel sidder han her, en solrig efterårsdag i skolegården på Blågårds Skole, og udstråler mere energi og livsglæde end de fleste trygge velfærdsdanskere.
– Jeg ser det sådan, at når man som udlænding kommer til Danmark, kan man gøre to ting. Man kan sige, at "hold kæft, hvor var der mange regler derhjemme, og nu skal jeg bare gøre, hvad jeg vil". Men du kan også tænke på, at du kommer fra en utaknemmelig baggrund, hvor du hele tiden har odds imod dig og hele tiden føler, at du snart ikke kan mere. Klask! Klask! Klask! Du får så mange tæsk. Men så kommer du til et nyt land, og de giver dig bare lov til at være i fred og ro. Og der var jeg så heldig, at jeg blev placeret på en efterskole hos Tvind. De kan sige, hvad de vil om Tvind, men for mig var det guld værd. Guld!, siger Marco "Brando" Rejaie og fortæller, hvordan han som eneste udlænding på efterskolen ikke havde anden mulighed end at integrere sig.
– Min storebror sagde til mig, at jeg kunne ryge hash og gøre, hvad jeg ville. Det var op til min egen samvittighed. Men jeg kunne også tage min ordbog, lære 10 ord hver dag og så ringe til ham hver aften. Han kunne ikke kontrollere, om jeg havde ordbogen liggende ved siden af, men så snød jeg kun mig selv, ikke ham. Og jeg lærte 10 ord hver dag, og efter et år kan du faktisk tale dansk, så andre fatter dig. Og så var det så cool, at de på skolen bare slog knaldhårdt ned på racisme. Der var aldrig nogen, der drillede mig med, at jeg udtalte noget forkert. Aldrig! De var så fede. Jeg kan huske, at jeg engang ville spise med ske og gaffel, og så klapper ham den lyshårede ved siden af mig på skulderen, bytter skeen ud med en kniv og viser mig, hvordan jeg skal holde dem. Det er en lille ting, men de hjalp mig, alle sammen. Og det er jeg så taknemmelig for, siger Marco "Brando" Rejaie.
Årene efter efterskolen fortsatte Marco "Brando" Rejaie med at uddanne sig, først EFG, siden HTX og til sidst på Blaagaards Seminarium, hvor han i 2001 blev uddannet og gik direkte over i jobbet som lærer på Blaagaards skole.
Som så mange andre iranske flygtninge, der er vokset op med ayatollah Khomeinis ekstremistiske fortolkning af islam, har Marco "Brando" Rejaie i dag svært ved helt klart at definere sig selv som muslim.
Men han har stor respekt for religion og for troende, og derfor nyder han også at undervise kristne, muslimer, hinduer og børn fra diverse andre religiøse baggrunde.
– Børnene skal lære om de tre store religioner, og de skal lære, hvordan det danske demokrati er baseret på religion og på Bibelen, længere er den ikke. Men børnene har også meget forskellig kulturbaggrund, så jeg kører undervisningen som en trilogi. Så fortæller jeg historier om Moses og forklarer De Ti Bud, jeg fortæller om Muhammed og islams fem søjler, og så fortæller jeg naturligvis om Jesus og hans to hovedbudskaber, "Elsk din Gud" og "Elsk din næste", siger Marco "Brando" Rejaie og forklarer, hvordan det suser i hele kroppen af begejstring, når han mærker, at børnene pludselig kan se religionernes betydning og sammenhæng.
– Det er bare "YES!", når lille Andreas ned til mindste detalje kan forklare samtlige forældre i klassen, hvad forskellen er på sunni- og shiamuslimer. Og jeg får total optur, når Abdullah, som er palæstinenser, taler om Moses, som om at han var en gud, eller når han siger, at "ham Jesus, Marco, han var da bare for sej". Det er da for cool, er det ikk'? Gu' er det da så, siger Marco "Brando" Rejaie.
Der er mange gode integrationshistorier, hvor Marco "Brando" Rejaie uden tvivl selv er en af dem. Men der er også problemer, og det oplever Marco "Brando" Rejaie da også, når han træder ind i sine klasser.
– Det hele handler om opdragelse, hvad børnene har med hjemmefra. Hvis du skal ændre noget, begynder du ved fundamentet, og børnenes fundament er deres opdragelse. Og mange af de her børn har en opdragelse, der passer perfekt til deres forældres hjemland, hvor der er brug for, at du kan bruge albuerne og råbe højt. Men det er der ikke brug for i Danmark, så hvis du tror, at du giver dine børn en ideel opdragelse ved at gøre som i hjemlandet, opstår der konflikter, siger Marco "Rejaie" Brando og nævner, hvordan de forskellige børn også stiller forskellige krav til hans undervisning.
– Man kan sammenligne det med Jesus, Moses og Muhammed. Skal jeg undervise en rolig klasse, kan jeg godt være ligesom Jesus og være mere afslappet. Men skal jeg undervise bummelum-banditterne, er det Moses eller Muhammed, jeg skal have fat i, for så skal der lidt mere disciplin til, hvis klassen skal fungere, siger Marco "Brando" Rejaie.
Der er gået 18 år, siden han første gang satte sin fod på dansk jord. Han beskriver sig selv som privilegeret, men også som en mand, der har lært, at man ikke får lykken foræret. Man skal have modet til at opgive gamle vaner og viljen til at blive integreret, og det gælder ikke mindst, når Mellemøsten møder Danmark. Eller som et møde mellem ulveunger og et "dådyrland", som han beskriver det.
– Der er ikke brug for ulveunger i et dådyrland, og det er der, problemet opstår, hvis man opdrager børnene forkert. Men man skal ikke kun klandre udlændingene for det, for danskerne tænker på samme måde. Jeg har da hørt flere af mine kolleger sige, at de vil ud på landet og give deres børn den samme opvækst, som de selv har fået. Hov, stop lige! Det er jo også en form for indoktrinering. Hvad vi skal lære, er, at vi er forskellige, men at vi alle skal færdes i det her samfund. Sådan er det bare.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dkMarco Rejaie
**1974 Født i Iran.
**1986 Børnesoldat i krigen mellem Iran og Irak.
**1988 Flygter alene til Danmark, hvor hans bror er flygtet til to år i forvejen. Bor i Mjølnerparken på Nørrebro.
**1990 10. klasse på Asserbohus Efterskole i Nordsjælland.
**1991 EFG.
**1993 HTX.
**1997 Begynder at studere til lærer ved Blaagaards Seminarium.
**2001 Uddannet som lærer, ansættes på Blågårds Skole.
**Marco "Brando" Rejaie arbejder desuden som skuespiller, laver rapmusik, driver en mexicansk restaurant på Vesterbro, er tidligere dansk mester i brydning og er netop ved at være færdig med manuskriptet til en ny tv-serie med titlen "Den store fup". Og nej, der er ikke tale om en stavefejl, men om en parodi over gebrokkent indvandrerdansk.
Navnet "Brando" bruger Marco Rejaie i sin musik. Navnet har han taget på grund af sin fascination af den amerikanske skuespiller Marlon Brando, men også som et ordspil over det engelske udtryk "Brand O", der betyder "varemærke ingenting".
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad