Valdemarsdag eller Vitslavs dag

Var Peder Olsen ikke helt sikker i sin sag, så var til gengæld en anden dansk historieskriver, Ivar Huitfeldt fuldstændig sikker. Han cementerede omkring 1600 myten ved uden diskussion at knytte Dannebrogslegenden til Valdemars korstog mod esterne i 1219. Nationalt sindede historikere har siden båret myten videre og tilmed tolket begivenheden i en udpræget antitysk og antipavelig kontekst, hvor man fristes til at spørge, om de mon var danskernes egentlige hovedfjender i middelalderens baltiske korstog, snarere end de hedenske estere, livere og letter?

Den mest udførlige skildring af slaget ved Lyndanisse finder man i øvrigt i en tysk-livlandsk krønike skrevet af præsten Henrik af Letland, ganske få år efter at begivenhederne faktisk havde fundet sted. Dette og andet kildemateriale tvinger os imidlertid til at sætte spørgsmålstegn ved en så udpræget national tolkning af begivenhederne i 1219. Tilmed kunne man overveje, om vi overhovedet bør kalde dagen i dag for Valdemarsdag. Måske burde den snarere hedde Vitslavsdag?!

Da Valdemar Sejr besteg tronen i 1202, havde danske konger og stormænd gennem det meste af et århundrede taget korset for at kæmpe mod de angiveligt hedenske folkeslag langs Østersøens sydlige og østlige kyster. Hårdest og mest vedvarende var kampene mod venderne i syd. Her havde kirkens folk siden 1108 flere gange opfordret til korstog imod disse slaviske folk, og senest fra 1147 blev venderkorstogene en integreret del af den samlede europæiske korstogsbevægelse, der bekæmpede kirkens fjender i Det Hellige Land, på den Spanske Halvø og langs Østersøens kyster.

Korstogene mod venderne kulminerede i 1169 (ifølge Helmolds krønike: 1168), da danske korsfarere indtog og ødelagde det centrale kultsted, Arkona på Rygen, hvilket angiveligt skete på Skt. Vitus dag, den 15. juni. Det bragte dog ikke på nogen måde korstogene i Østersøen til ophør. I stedet vendte man nu blikket længere mod øst, og flere gange i de følgende årtier angreb danske korsfarere Estland. Også tyske korsfarere tog del i disse kampe, primært med udgangspunkt i de tyske besiddelser i Livland omkring byen Riga i det nuværende Letland.

I året 1218 opsøgte den tyske biskop Albert af Riga så den danske kong Valdemar for at bede ham anføre endnu et korstog mod esterne - et korstog, der en gang for alle skulle undertvinge dette vilde folk og vinde dem for den kristne tro. Kongen sagde ja, og først på sommeren 1219 sejlede en stor flåde mod Estland. Her gjorde korsfarerne landgang i begyndelsen af juni måned. Med i hæren var en række fremtrædende danske prælater med ærkebiskop Anders Sunesen i spidsen, samt den tyske biskop Theoderik af Estland. Han var nogle år tidligere blevet udpeget til biskop af Estland af biskop Albert af Riga og fulgte nu danskerne på korstog - formodentlig i håb om at få hjælp til at etablere sit missionsbispedømme i området.

Med i hæren var også Valdemars tyske vasaller, der blev anført af kongens nevø, grev Albert, samt et vendisk kontingent under ledelse af deres egen fyrst Vitslav 1. af Rygen. Han var søn af den Jaromar 1. der havde ladet sig døbe og var blevet dansk vasal efter Arkonas erobring 50 år tidligere. De gamle fjender og modstandere var blevet allierede - tilmed allierede på korstog!

Henrik af Letland beretter, hvorledes korsfarerne slog sig ned ved Lyndanisse - egentlig en estisk borg, som man dog straks rev ned for i stedet at begynde opførelsen af den borg, der siden fik navnet Tallinn (tysk: Reval). Da blev Valdemar opsøgt af nogle af esternes ledere, der ville indgå en fredsaftale med korsfarerne. Tilsyneladende havde de ladet sig imponerede over det militære opbud - men også kun tilsyneladende. Henrik lader ikke læseren i tvivl om, at der var tale om en estisk krigslist for at vinde tid. De var nemlig i gang med at samle alle våbenføre mænd til et angreb på korsfarerne. Danskerne anede dog ikke uråd (syntes Henrik mon, at de var lidt naive?). Kongen modtog udsendingene i lejren, viste dem stor venlighed og skænkede dem gaver. Tilmed lod nogle af esterne sig døbe. Herefter vendte de tilbage til deres frænder med løfter om fred.

Freden blev dog brudt allerede tre dage senere, da esterne vendte tilbage med hele deres hæropbud. Hen under aften den 15. juni (og således angiveligt på årsdagen for Arkonas erobring), netop som danskerne og de øvrige korsfarere havde spidst dagens sidste måltid, blev lejren angrebet fra fem sider på én gang. Der udbrød straks panik blandt de uforberedte og totalt overrumplede korsfarere, der flygtede, hvorhen de kunne - de fleste sikkert i retning af stranden og skibene. En af dem, der ikke nåede at flygte, var biskop Theoderik. Han blev dræbt af de fremstormende estere. Det tegnede på alle måder til et totalt og fuldstændigt nederlag for kong Valdemar og korsfarerne.

Der var dog en del af korsfarernes hær, der ikke var flygtet. Fyrst Vitslav havde med sine vendiske korsfarere opholdt sig i en dalsænkning under esternes angreb og var derfor skjult for angriberne. Han var ikke sen til at udnytte denne fordel og gennemførte et hurtigt angreb på de fremstormende estere. Det gav de øvrige korsfarere tid til at reorganisere sig, og de sluttede sig nu til Vitslav i et energisk modangreb, der drev hele den estiske hær på vild flugt efterladende sig over tusind faldne. Korsfarerne havde altså sejret mod alle ods og takkede da også Gud på behørig vis for denne triumf over hedningerne - skønt der altså ikke ved den lejlighed var dalet noget korsbanner ned fra himlen!

Sejren over esterne den 15. juni 1219 betød dog ikke, at alle de estiske provinser straks underkastede sig den danske konge. Valdemar fik hurtigt borgen i Tallinn bygget færdig og bemandet med nogle af sine folk. Sammen med præsterne og de højere gejstlige skulle de nu dels fastholde det erobrede, dels søge at erobre mere land. Samtidig skulle esterne bevæges til at antage den kristne tro.

Derfor udpegede danskerne også en ny biskop af Estland, nu da Theoderik var død. Det gjorde dog den tyske biskop Albert af Riga rasende, idet han mente at have fortrinsret til den estiske missionsmark. Korstoget i 1219 var nok kommet istand som et fælles dansk-tysk projekt, men resulterede nu i en bitter strid imellem de danske og tyske magthavere om den kirkelige og verdslige overhøjhed i området. Valdemar havde vel her de bedste kort på hånden, men i 1223 blev han taget til fange under en jagtudflugt på Lyø. Først i 1225 slap han atter fri, efter at der var blevet betalt en betydelig løsesum. Da var hans engang så mægtige østersøimperium skrumpet ind. Samtidig havde esterne gjort oprør mod de fremmede - både danskere og tyskere blev dræbt og endnu flere fordrevet. På borgen i Tallinn holdt en lille danske garnison kun med nød og næppe ud, indtil den blev undsat af en tysk hær fra Riga.

De samtidige kilder siger altså intet om Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanisse. I stedet berettes der om tyske, vendiske og danske korsfarere, der i fællesskab søgte at undertvinge de hedenske estere og bevæge dem til at antage den kristne tro.

Tilmed ser det ud til, at det faktisk var de vendiske korsfarere i kongens hær, der vandt dagen under det overrumplende estiske angreb. Det var Vitslav, der holdt hovedet koldt og resolut satte det modangreb ind, der ikke bare forhindrede en total udslettelse af hele korsfarerhæren, men faktisk gav korsfarerne sejren.

At det angiveligt skete den 15. juni på årsdagen for danskernes erobring af det vendiske Arkona så mange år tidligere, er måske skæbnens ironi eller blot et kunstgreb fra kronikørernes side. Men det viser dog med al tydelighed, hvordan gamle fjender kunne blive venner og uundværlige allierede i den fortsatte bestræbelse på at vinde flere folk for den kristne tro i 1200-tallets Europa.

Så måske skulle vi lade en gammel national myte fare og i stedet kalde dagen i dag for Vitslavsdag? n