Undervisningen i besættelsestiden har godt af nuancer

ET AF DE KONKRETE omdrejningspunkter for den værdikamp, som statsministeren satte i gang tilbage i august 2003, var den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt i perioden 1940-43. Statsministeren var selv katalysator for denne debat, da han på 60-årsdagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud karakteriserede samarbejdspolitikerne som feje og kujonagtige. På Undervisningsministeriets webside, der blev oprettet i anledning af 60-året for Danmarks befrielse, kan man se denne hovedpointe gentaget i statsministerens velkomstord: "Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet over for valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed."

Statsministerens udtalelser er blevet undsagt af såvel historikere som skolefolk. Ud fra en historiefaglig vinkel forekommer statsministerens karakteristik af samarbejdspolitikken også noget ensporet og unuanceret, men set i undervisningsmæssigt øjemed er sådanne udtalelser af stor vigtighed. Udtalelserne udfordrede på mange måder den almindelige opfattelse af besættelseshistorien og ruskede op i den grundfortælling, der gennem mange år har præget historieundervisningen i netop denne periode af danmarkshistorien.

Den danske grundfortælling om besættelsen har igennem mange år været præget af myten om, at størstedelen af de folkevalgte politikere i årene 1940-45 gjorde, hvad der stod i deres magt, for at forsvare det danske demokrati mod den nazistiske besættelsesmagt. Måske primært de af os, der ikke selv har oplevet besættelsesårene, har fået denne grundfortælling via historieundervisningen, dokumentarprogrammer, film og så videre. Vi har fået den gengivet så mange gange, at vi ikke længere betvivler den. Derfor er det væsentligt, at eleverne gennem deres historieundervisning får mulighed for at forholde sig kritisk til den.