Mindst otte forskellige ejendomsselskaber står for mange af de hushandler, der foretages af folk i sekten Evangelist, og det kritiseres af teolog med speciale i religion og normer
Forretningsmanden David Klit er den mest aktive ejendomsopkøber inden for Evangelist, hvor han sidder i bestyrelsen, og han regnes for Evangelist-leder Christian Hedegaards højre hånd i spørgsmål om bolighandler.
Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen står David Klit bag mindst syv ejendomsselskaber, som alle begynder med navnet Zelot.
– Det er et navn, der er let at huske, og så har det en god betydning, forklarer han om baggrunden for navnet.
Navnet "Zelot" er hentet fra Det Nye Testamentes tid i Israel, hvor zeloterne (på dansk: de ivrige) var en yderliggående nationalistisk gruppe, som ville fordrive de romerske myndigheder, om nødvendigt med magt.
I Gørløse-området er selskaberne Zelot Hartegård og Zelot Æblehaven aktive investorer, mens David Klits ejendomskøb i den midtjyske by Arnborg blandt andet foregår gennem Zelot Real Estate.
Kristeligt Dagblad har desuden fundet frem til et ejendomsselskab, som Christian Hedegaards hustru, Karen Hedegaard, står bag.
Selskabet hedder ACT 245 ApS, og det kryptiske navn er næppe tilfældigt valgt. Karen Hedegaard ønsker ikke at bekræfte navnets betydning, men medgiver indirekte, at der er tale om en forkortelse for et bibelcitat, som udtrykker filosofien i Evangelists boligspekulation. ACT eller rettere Acta er en måde at forkorte Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente på, og i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 45 står: "De solgte deres ejendomme og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov".
Ud over det kryptiske navn er ejendomsfirmaet ACT 245 ApS forsøgt gemt af vejen for offentligheden ved at være registreret i Gørløse på adressen Strøvej 91, som på en måde er en fiktiv adresse. Karen og Chris-tian Hedegaard bor nemlig på Strøvej 89, der er så stor en grund, at også nummer 91 er indeholdt i samme matrikel og derfor ikke figurerer selvstændigt nogen steder.
Karen Hedegaard opfordrer kraftigt til, at ejendomsselskabet ikke bliver omtalt i denne artikel.
– Problemet er, at hvis du skriver det, er der ingen, der vil sælge noget til ACT 245. Lige nu går det meget godt, men vi har flere eksempler på, at hvis der står Hedegaard på en købskontrakt, bliver handelen annulleret. Hvis selskabets navn nu bliver offentliggjort, bliver vi nødt til at lave et nyt selskab, siger hun.
Universitetslektor i teologi Peter Lodberg er leder af Aarhus Universitets fokusområde "Religion som normsætter". Han undrer sig over forsøgene på at tilsløre eller hemmeligholde, at det er folkene bag Evangelist, som foretager boligopkøb i Gørløse.
– Det, som en kirke eller en kirkelig organisation gør, må altid kunne tåle offentlighedens lys, for kirkens arbejde er altid et offentligt anliggende. Det er en modsigelse af selve kirkens identitet som kristen kirke at ville gøre noget hemmeligt, siger Peter Lodberg.
På spørgsmålet om det ikke er et problem, at de mange huskøb fra Evangelists side for andre ser ud, som om de ikke kan tåle dagens lys, svarer Christian Hedegaard:
– Jeg er faktisk ret ligeglad med, hvad andre folk synes. Jeg er ikke interesseret i andres meninger, men i at hjælpe mennesker. Og så længe vi går imod strømmen, giver det modstand, men faktisk er vi stærkest, når vi er under pres.
Christian Hedegaard tager her hul på at forklare, hvorfor han og andre i Evangelist er så aktive på boligmarkedet.
– Det, der sker lige nu, er, at vore folk køber huse i stor stil for at sælge dem videre til gældsplagede folk, som ellers aldrig ville kunne købe en ejendom. Vi køber ejendommene, og når de efter et stykke tid er steget i værdi, sælger vi dem videre til mennesker for den pris, vi gav for dem eller til vurderingsprisen. Dermed kan vi sikre folk en friværdi og på den måde hjælpe dem ud af deres gæld, siger Christian Hedegaard.
Ifølge avisens kilder sælges især sommerhuse og sommerhusgrunde imidlertid også videre til langt under den offentlige ejendomsvurdering. Det sker til personer, som man inden for Evangelist ønsker at give en særlig bonus – for eksempel efter længere tids frivilligt arbejde eller for at knytte dem tættere til sekten.
kiil@kristeligt-dagblad.dk