Leif Kiil Sørensen |
12. oktober 2006
HELLIGE HANDLER: Centralt placerede folk i den omstridte sekt Evangelist står bag boligopkøb for store millionbeløb i to landsbyer. De forklarer, at formålet er at hjælpe tidligere misbrugere, men lokale beboere protesterer
Mens boligmarkedet mange steder er ved at gå helt i stå, har ejendomsmæglere ikke svært ved at få solgt huse i landsbyen Gørløse ved Hillerød. Her bliver husene revet væk, for medlemmer af den omstridte missionsorganisation Evangelist står bogstaveligt talt i kø for at komme til at bo i byen, hvor organisationens karismatiske leder, Christian Hedegaard, bor.
– Jeg har kun ét mål, og det er, at de ejendomme, der bliver sat til salg i Gørløse, dem køber jeg eller en anden i Evangelist.
Så klar er meldingen fra David Klit, som er en af de centrale personer i det omfattende boligopkøb i den nordsjællandske by. Gennem mindst syv forskellige selskaber er han involveret i ejendomshandler rundt i Danmark, og efter at han for omkring et år siden selv flyttede til Gørløse, satser han især på opkøb her. Men han er ikke meget for at sætte tal på.
– Jeg vil ikke fortælle, hvor mange ejendomme jeg har, eller hvor mange jeg er ved at købe. Jeg har så mange huse i Gørløse, at hvis du får det at vide, vil borgerne blive sure, og det vil blæse til et bål, som er godt i gang, siger David Klit.
Ud fra blandt andet tingbogs-oplysninger vil et forsigtigt skøn være, at David Klit ejer ejendomme i Gørløse-området for omkring 20 millioner kroner, og at folk med tilknytning til Evangelist i alt ejer 20-25 huse i landsbyen med omkring 400 husstande.
Bålet, som David Klit omtaler, er Gørløse-borgeres nervøsitet over, hvad folkene fra Evangelist har gang i.
– Hver gang et hus er til salg, står de på spring for at købe. De er meget aggressive i hushandlerne, og vi ved slet ikke, hvad der foregår, siger Jytte Petterson fra bestyrelsen for Gørløse Borgerforening.
Som omtalt i dagens avis er der udsigt til endnu et såkaldt rehabiliteringshjem i området på landejendommen Hartegård, som et af David Klits selskaber købte i august. Angiveligt bor der allerede nu 24 personer på ejendommen. Og han har ikke tænkt sig at lade planerne stoppe af kommunens forbud mod at opstille beboelsespavilloner på grunden.
– Hvis kommunen fastholder sit nej, sender de bare problemet et andet sted hen, for jeg er iskold, hvad det angår. Vi kan købe de huse, der skal til, hvor som helst og når som helst. Og hvis jeg ikke kan få lov at have pavillonerne herude på Hartegaard, flytter jeg dem ind i Gørløse centrum, siger David Klit, der er bestyrelsesmedlem i Evangelist.
Et andet samtaleemne i Gørløse er en af områdets største landejendomme, Strøledgaard, som Christian Hedegaard har købt. Ejendommen, der har en værdi på mindst 10 millioner kroner, er de seneste måneder blevet gemt helt af vejen bag høje mure, to store træporte og lange rækker af træer.
Selv forklarer Christian Hedegaard sin gårds meget tilknappede ydre med, at han ønsker at holde journalister og fotografer på afstand af sig selv og sin familie.
Det er ikke kun Christian Hedegaards ejendom, der er svær at komme i nærheden af. Det samme er de mange hushandler, som finder sted. Det opdagede den lokale borgmester, Ole Roed Jakobsen (V) fra Skævinge Kommune, da kommunen skulle sælge en tidligere daginstitution. Det viste sig nemlig, at huset reelt blev solgt til David Klit, uden at kommunen havde mulighed for at vide det.
– Der var tre forskellige ejere på banen, før ejendommen endte hos ham, og det undrer mig, at de gør det på den måde. Det skaber uro, hver gang en ejendom bliver solgt, og man finder ud af, at det via "stråmænd" ender på Christian Hedegaards eller hans nærmestes hænder.
– Vi har fået mange henvendelser fra borgere, som er bekymrede for de mange opkøb, der er sket, og de har spurgt, om kommunen ikke kan gå ind og købe inden Evangelist-folkene. Men det har vi ikke mulighed for, siger Ole Roed Jakobsen.
I et enkelt tilfælde er det dog sket, nemlig i sommer da nogle fra Evangelist sammen med et af David Klits ejendomsselskaber ville købe byens forsamlingshus, som var i økonomiske problemer, og bygge det om til dagligvarebutik.
– Så måtte vi gå ind og købe for at sikre Gørløse et forsamlingshus i fremtiden, siger borgmesteren.
Samme form for "forsvar" imod opkøb af folk fra Evangelist har fundet sted i den midtjyske by Arnborg. Lidt uden for byen står Evangelist bag afvænningsstedet for narkomaner og alkoholikere, Vildkildegaard, som på fjerde år ikke har fået alle tilladelser til at drive stedet i hus. Som modtræk ville David Klit, som tidligere har boet i Arnborg, købe et hus inde i byen og flytte hjemmet derind.
Det førte til 450 protestunderskrifter i byen med 500 husstande, og nogle indbyggere gik sammen om at købe huset, fortæller formand for Arnborg Borgerforening, Gurli Madsen, og tilføjer:
– Vi var bange for, at Evangelist er i gang med de samme store opkøb her i Arnborg, som man har set ovre i Gørløse.
David Klit fortæller, at han reagerede skarpt på dette modopkøb.
– Jeg blev sur, da de købte huset for næsen af mig, så jeg købte fire grunde i midten af Arnborg, for de skal i hvert fald ikke bestemme, hvad jeg skal købe. Og hvis vi ikke kan få tilladelserne til at hjælpe mennesker på Vildkildegaard, kan jeg bygge fire huse på grundene og have 40 misbrugere i hver.
– Hvad er det for et samfund, vi har, at man ikke må hjælpe mennesker i nød? Men en ting er 100 procent sikker, og det er, at de aldrig nogen sinde kommer til at stoppe Evangelist i at hjælpe mennesker, siger David Klit.
Kristeligt Dagblad har bedt formanden for Danske Boligadvokater, Henrik Høpner, se nærmere på tingbogsoplysningerne for de ejendomme, David Klit og andre fra Evangelist ejer i Gørløse.
I stort set alle ejendomme er der optaget kreditforeningslån og pantebreve på hele ejendomsværdien, men Henrik Høpner konkluderer:
– Det grundlæggende er, at jeg ikke i disse ejendomme ser noget, der kunne ligne overbelåning.
Advokat Henrik Høpner peger dog særligt på David Klits omstridte ejendom Hartegård. Han købte ejendommen for et par måneder siden for 6,5 millioner kroner, men tingbogen viser lån for 8,8 millioner. Deraf flere pantebreve til hele ni procent i renter.
– Den ser godt nok lidt mystisk ud forstået på den måde, at der er mange små og dyre pantebreve. Renten er udtryk for den risiko, man vurderer, der er ved lånet, for jo tættere man er på "skorstenen", jo højere bliver renten, siger Henrik Høpner og tilføjer:
– Hvis det var mig, der havde lånt dem pengene, ville jeg nok holde godt øje med, om pengene kom, hver gang der skulle betales termin.
Hertil siger David Klit:
– Jeg ved ikke, om det er høje renter. Det betyder ikke noget for mig, for jeg har penge nok, så renten interesserer mig slet ikke. Jeg har de penge, jeg skal bruge.
– Med den hastighed, vi handler ejendomme internt i Evangelist, er det meget mere fleksibelt at finansiere med pantebreve frem for kreditfore-ningslån, som er mest interessante, hvis man beholder en ejendom i lang tid.
Sådanne overvejelser gør man sig i det, der internt i Evangelist kaldes "Logen". Kilder tæt på organisationen afslører over for Kristeligt Dagblad, at der helt i stil med Jesu 12 disciple i Det Nye Testamente er tale om 12 mænd, som mødes jævnligt for at planlægge de kommende investeringer inden for især ejendomshandel.
Christian Hedegaard bekræfter modstræbende eksistensen af "Logen" og fortæller, at navnet mest er tænkt som en provokation.
– Jeg har nogle overnaturlige evner til at se ideer, som er mange penge værd. Når vi mødes, skaber jeg muligheder for de andre, og jeg kunne fortælle længe om, hvor mange der er blevet millionærer i løbet af kort tid. Det er ikke et mål i sig selv at blive millionær, men når man kommer ud af middelmådigheden, får man overskud til at være noget for andre. Hele hemmeligheden bag vores investeringer er, at vi elsker mennesker, og vi giver alt, hvad vi ejer og har for at hjælpe mennesker, siger Christian Hedegaard.
Lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet Tim Jensen forklarer, at der er en egen indre logik i synet på investeringer i Evangelist.
– De kan måle deres fromhed på, hvor stor succes de har. For hvert hus de har og for hver krone, der føjes til formuen, bevises deres fromhed, og at de har guddommelig vind i sejlene.
– Også lederen Christian Hedegaards karisma styrkes, for hver gang en ejendomshandel lykkes, for tiltroen til ham er baseret på, at dette projekt går godt. Successen er et tegn på, at de ikke har valgt galt, men at Gud er med dem, siger Tim Jensen.
kiil@kristeligt-dagblad.dkFakta
EVANGELIST
**Organisationen Evangelist blev stiftet i 2000 af ægteparret Karen og Christian Hedegaard og er især kendt for møde- og foredragsvirksomhed over hele landet med fokus på uddrivelse af dæmoner samt helbredelse for sygdomme og misbrugsproblemer.
**I dag står organisationen og centrale personer i den bag en lang række aktiviteter, herunder:
Pigehjemmet Tabitas Hus, Gørløse
Rehabiliteringshjem for piger på Salling
Rehabiliteringshjemmet Vildkildegaard, Arnborg
Rehabiliteringshjemmet Bakkebjerg, Græsted
Rehabiliteringshjemmet Hartegård, Gørløse
Bibelskolen Powerskolen, Hillerød
Friskolen Musketerskolen, Hillerød
Evangelist Media
Bladet Evangelist
Tabitas Hus Catering
Alternativ Sommerfestival
Mission i Grønland
Hjælpeorganisationen Uganda Child Care
"Jeg har så mange huse i Gørløse, at hvis du får det at vide, vil borgerne blive sure, og det vil blæse til et bål, som er godt i gang."
David Klit, ejendomsinvestor
"Hvis det var mig, der havde lånt dem pengene, ville jeg nok holde godt øje med, om pengene kom, hver gang der skulle betales termin."
Henrik Høpner, formand for Danske Boligadvokater
"Det skaber uro, hver gang en ejendom bliver solgt, og man finder ud af, at det via "stråmænd" ender på Christian Hedegaards eller hans nærmestes hænder."
Ole Roed Jakobsen, Venstre-borgmester i Skævinge Kommune
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad