At miste en tvilling

»Jeg kan ikke komme med noget bevis, der kan måles eller efterprøves, men jeg kan sige, at jeg har en klar erindring om et fællesskab, som var, og som blev afbrudt. En erindring om at være fælles i et meget tæt rum. Jeg kan mærke, at der sker et eller andet, og så bliver jeg pludselig forladt. Jeg kan ikke give det ord, for det er en fornemmelse, en følelse af et hul i brystkassen, en følelse af at blive forladt og fyldt af en dyb sorg.« Udtalelsen, der kommer fra en dansk kvinde i halvtredserne, er kontroversiel af flere årsager. For det første sætter den spørgsmålstegn ved, hvornår fostre kan huske, og for det andet sætter den spørgsmålstegn ved, hvordan og hvornår opfattelsen af at være en tvilling dannes hos den, der er efterladt, og for det tredje sætter den spørgsmålstegn ved, hvornår en tvilling er en tvilling. Og hvis fostre kan huske så tidligt som i 3.-4. måned, rejser der sig endelig et spørgsmål om det tidspunkt, vi tillader fri abort på, ja dybest set om vi kan tillade os at gennemføre en abort eller en fosterreduktion. Kvindens udsagn understøttes af en lang række tilsvarende udsagn, der er samlet ind i England af den engelske tvillingeforsker og psykoterapeut Joan Woodward, som har forsket i det at miste sin medtvilling. Udsagn, der alle tyder på, at der er et følelsesliv hos fostre og hos dem, der mister deres med-tvilling ved eller lige efter fødslen. Men denne opfattelse ligger i en gråzone mellem hardcore videnskab, religion og tro på sjælsfællesskab. Det er fuldt ud anerkendt, at fostre har en erindring og kan huske ting, der er foregået udenfor, mens de har ligget i maven. Musik for eksempel, særlige lyde, moderens stemme, berøring. Men først på et ret sent tidspunkt i deres fostertilstand. Fagkundskaben mener ikke, at fosterets hjerne er udviklet nok til at kunne modtage og lagre begivenheder endsige følelser før i 6. måned. Den ovennævnte kvinde mistede sin medtvilling, da moderen var i 3.-4. måned, så det skulle nærmest være umuligt at huske noget. Imidlertid er hun ikke alene om sit udsagn, og de mange udsagn fra tvillinger, der har mistet medtvillingen i graviditeten, peger på, at man måske ikke skal være så dogmatisk i sin indstilling. Der er ingen tvivl om, at den største påvirkning, et barn kommer ud for, er forældrenes. Det er deres måde at tackle tabet på, der bliver afgørende for, hvordan barnet opfatter sig selv som tvilling. Denne påvirkning kan begynde allerede i det øjeblik, hvor den ene går til i maven. Hvis forældrene sørger meget over tabet af den ene tvilling, kan det påvirke barnet i maven. Efter fødslen vil det også primært være forældrenes holdning til tabet af den anden, der skaber den overlevendes selvfølelse, erindring og egen opfattelse af tabet af sin medtvilling. Forældre kan på en gang være lykkelige over det overlevende, men ulykkelige over at have mistet den ene, og det kan selv et lille barn mærke. Der falder også sætninger af som: »Du skulle jo have haft en søster« eller »Det var dig, der klarede den«, og de lagres også i barnet. Selv de forældre, der vælger at fortie, at der var en anden, kan næppe undgå i attitude at sende nogle signaler til den overlevende. Men når man sigter forældrepåvirkningen fra, står der tilbage stadig nogle tvillingers udsagn, som hævder, at de hele tiden har vidst, at der var en anden, »noget andet«. Vælger man at tro på dette - for det kan kun blive en trossag, indtil der er forsket i det - så betyder det, at tilstedeværelsen af den anden i livmoderen kan mærkes, føles og opleves af med-tvillingen. Disse erindringer før og umiddelbart i forbindelse med fødslen er også kontroversielle for psykoterapeuter og psykoanalytikere, der først mener, at et spædbarn viser tegn på tilknytning nogle måneder efter fødslen. Joan Woodward, der selv er enægget tvilling, og som mistede sin søster i en alder af tre år, vil ikke udelukke, at det også forholder sig sådan for ikke-tvillinge børn. »Men man har aldrig undersøgt, hvordan det forholder sig for tvillinger, som er i den unikke situation, at de har delt livmoderens sparsomme plads med en anden. Og selv om jeg er klar over, at hjernen ikke skulle være udviklet nok før den 6. måned, så vil jeg på ingen måde være dogmatisk, men gerne lytte til dem, der har noget at fortælle«, udtaler Joan Woodward. Hvis det kunne bevises, at fostre kan huske tidligere end 6. måned, ja helt ned til 3. måned, så piller det ved grænsen for, hvornår vi ombringer noget, der er mere menneske end væv. Godt nok er grænsen for abort sat til 12. uge, men en del aborter foregår af forskellige årsager senere. Mange læger mener, det er tæt på at være søgt, at fostre skulle have erindring så tidligt, men erkender, at hvis det kan bevises, så må man tage aborten og fosterreduktionen op til debat igen. Joan Woodward er selv gennem sine studier og interview af flere end 200 »Lone Twins« (enlige tvillinger) blevet overbevist om, at der grundlægges en eller anden form for tilknytning mellem tvillinger allerede i graviditeten og lige efter fødslen. Hendes forskning slår i øvrigt fast, at tabet af en medtvilling kan være meget voldsomt, ja næsten ødelæggende for den anden, og i korte træk indde-les tvillingers tab i forskellige kate-gorier: 1) De, der har mistet deres tvilling under eller lige efter fødslen, har kun bevidstheden om, at de er tvilling, at forholde sig til. De har ikke nogle fotografier, ingen minder, og de ved kun, at deres tvilling burde have været sammen med dem. Ofte har de skullet leve med både deres forældres sorg og deres egen fornemmelse af tab. 2) De, der har mistet deres tvilling i barndommen, har oftere fotografier og andre minder. De kan fortælle om en person, som de selv kan huske og forholde sig til, selv om de måske har været meget små. 3) De, der mister deres tvilling som voksne, oplever mere tabet som noget, der er til at forstå, men har nu haft et langt liv sammen, som det er meget smertefuldt at skulle fortsætte alene. Det føles som at miste den anden halvdel, og det er vanskeligt at gå rundt og være det levende bevis på den andens død. 4) De, der har mistet deres tvilling under traumatiske omstændigheder, synes at have mere fælles, og endelig er der også fælles træk hos dem, der har mistet hhv. en bror og en søster. I den gruppe, der beskrev deres tab som »alvorligt«, var der signifikant flere enæggede eller tvillinger af samme køn, ligesom der her var mange af dem, der havde mistet deres tvilling ved ulykker eller selvmord. Ofte beskrev denne gruppe følgevirkninger som nervesammenbrud eller psykosomatiske sygdomme. Mange havde også fået ægteskabelige problemer. Til trods for, at de hyppigste og altdominerende følelser var dyb sorg og oplevelsen af et unikt tab, udtrykte en del tvillinger også et stort behov for at blive adskilt og følte det som en befrielse, at de ikke længere »altid skulle beskrives som »drengene««. Denne fornemmelse af lettelse var endnu mere udtalt hos dem, hvis tvilling havde lidt før døden, var handicappet eller på anden måde udsat for et stærkt pres. Ifølge Joan Woodward sker det ofte, at tvillinger påtager sig forskellige roller for at kunne definere sig selv i forhold til den anden. Flere fortalte, at det var, som om de efter deres tvillings død påtog sig nogle af den dødes egenskaber. Den »stille« tvilling kom til at ligne den »livlige«. Muligvis fordi der pludselig var mere plads til at udvikle denne karakteregenskab hos den overlevende, men nogle udtrykte også, at det kom, fordi de følte, de havde en del af den dødes sjæl i sig. Forældrenes reaktioner blev kommenteret af stort set alle, der havde mistet deres tvilling ved fødslen eller i barndommen. Reaktionerne delte sig i to meget forskellige retninger. Den ene var overbeskyttelse, hvilket tilsyneladende påvirkede piger mere end drenge. Den modsatte holdning var afvisning, nogle gange total: Værst var de tilfælde, hvor den overlevende følte, at forældrene bebrejdede ham/hende den andens død, eller når vedkommende følte, at forældrene hellere ville have haft, at det var ham/hende, der var død. Et lille antal fortalte dog, at deres forældre var ægte og dybtfølt lykkelige over, at der »kun var en«, og disse tvillinger følte sig meget udvalgte. Ingen af disse beskrev deres tab som »alvorligt«. Nogle tvillinger følte stor skyld over at være den overlevende og følte, at de burde have gjort mere for, at den anden tvilling havde overlevet. Nogle beskrev, at de resten af livet havde forsøgt at »opføre sig godt« for at mildne moderens følelse af tab. Joan Woodward har stiftet et netværk for »Lone Twins« i England. Et lignende netværk er undervejs i Danmark udgående fra den informative hjemmeside www.tvillinger.com. Her er der foreløbig oprettet en mailing-liste, som gør tvillinger i stand til at skrive sammen om deres oplevelser. I USA er der ved at blive oprettet en mailingliste for tvillinger, der har mistet deres tvilling under graviditeten. Listen er oprettet for at skabe et forum, hvor dette kontroversielle kan diskuteres med andre ligesindede, der selv kan være i tvivl, om de er tvilling eller ej. I Danmark findes 100.000 tvillinger. Halvdelen skal opleve - eller har allerede oplevet - at miste den anden. Der er ingen, der siger, at det er værre at miste sin medtvilling end at miste en søster, en bror, en ægtefælle, men det er nok en smule anderledes. Uanset hvornår man mister sin med-tvilling, er dette tab noget, der vil være der resten af livet, og der vil være tidspunkter, hvor det vil føles hårdere end ellers, men man kan lære at leve med det. n Joan Woodward kommer til København mandag den 19. marts. Klokken 14-16 , Rigshospitalet, Auditorium 2, Blegdamsvej, er der foredrag primært til fagfolk som psykologer, læger, samt forældre, der har mistet en af tvillingerne. Børn må ikke medtages. Klokken 19-21 holder Joan Woodward samme steds et foredrag, der lægger op til dannelse af et netværk for efterladte tvillinger i Danmark/Norden. Aftenmødet er kun for voksne efterladte tvillinger over 18. Læs mere på www.tvilling.net journalist