I sorgen henvender Gud sig

– Det, at familien var omkommet på så spektakulær en måde, havde påvirket mig meget. Men da opfordringen fra forlaget kom, var jeg langt henne i sorgprocessen. De følelser, der var i spil, tror jeg ikke var meget anderledes, end hvis min bror var død i en trafikulykke på motorvejen.

Muligheden for at færdiggøre manuskriptet og opfylde det mål, som broderen havde med bogen, var vigtig for Peter Søes. Derfor tog han imod opfordringen.

– Det var vigtigt for mig at kunne gøre noget midt i sorgen. Døden er brutal. Den river et menneske væk uden videre. Men et menneske, som har været så stor en del af ens liv, er det på en måde stadigvæk, selvom vedkommende er død. Med bogen kunne jeg føre noget videre, som Jacob har stået for, fortæller han og tilføjer:

– Jeg vil ikke sige, at blækket flød let, da jeg for fjerde gang påbegyndte bogen, men jeg kunne i hvert fald koncentrere mig igen.

Jacob Kofod-Svendsen var et dybt troende menneske, og et sted i manuskriptet skriver han, at "vi skal ikke frygte for, hvad Gud lader ske, for han vil os det dybest set kun godt". Peter Søes kan godt forholde sig til de ord, selvom han har mistet sin bror.

– Jacobs ord er stadig troværdige. Min erfaring er, at det er i livets krisetider, at ordene om Guds kærlighed giver mening. Kristendommen handler netop om en Gud, der henvender sig i sorg, tab og nederlag, og hvis Guds kærlighed opleves troværdig, når det gør ondt, så er det for mig et tegn på, at Gud ikke bare er et glansbillede, fortæller han med et eftertænksomt blik, inden han fortsætter.

– Protesten mod de ord kender jeg da ret godt. Jeg synes, at Gud kan være dybt urimelig, og det konfronterer jeg ham med. Når mine børn skælder mig ud, er jeg glad for, at det er mig og ikke andre, de henvender sig til. Det bekræfter, at de har tillid til mig. På samme måde med Gud. Hvis Gud ikke kan holde til mine protester, er han ikke Gud.

Følelsen af, at der er en tom plads i middagsselskabet. Oplevelsen af et smukt stykke musik, som kalder på at blive delt med en anden. Det er i den slags situationer, at det knugende savn melder sig hos Peter Søes.

– Jeg kan pludselig stå i en situation, hvor jeg ved, at Jacob ville have noget særligt at sige, og så mærker jeg, hvor meget jeg savner ham. I sommer var jeg på ferie ved Vesterhavet sammen med min familie. Vi gik tur nede ved stranden, hvor vi så et udstillet hvalskelet. Jacob var interesseret i hvaler og vidste en hel masse om dem, og han kunne have fortalt meget mere end jeg, men han var der ikke. Det er et banalt eksempel, men tabet bliver enormt følbart i sådan en situation.

Skal Peter Søes pege på noget i sin tro, som er forandret efter broderens død, er det troen på det evige liv.

– Håbet om det evige liv har jeg altid følt stærkt. Men længslen efter det og bønnen om det er blevet mere intens. Tabet af min bror sætter sig som en tung følelse af tomhed og savn. Men samtidig vækker det en længsel i mig. Håbet er også en længsel efter gensyn med min bror, fortæller han og understreger, at der ikke er tale om virkelighedsflugt.

– Mit håb har en indvirkning på det liv, som skal leves lige nu. De mennesker, jeg kender, som tror allermest på livet efter døden, er samtidig de mest jordnære og livsglade mennesker, jeg har omkring mig.

Peter Søes kunne være blevet bitter. Det, mener han selv, ville være en logisk konsekvens af tabet. Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor det ikke er endt sådan.

– Jeg tror ikke, at der findes en fyldestgørende religionspsykologisk forklaring. Kritikeren vil indvende, at jeg i sådan en krise ikke kan gøre andet end at konstruere et billede af Gud. Jeg har ikke noget bevis mod indvendingen, og den bliver også mindre vigtig for mig i denne situation. Jeg har stadig noget at sige, og det er, at den erfaring af Guds trøst, som jeg oplever, er erfaringen af en Gud, som involverer sig i det, der lige nu er mit livs krise. Jeg kan ikke komme så dybt ned, at han ikke allerede har været der, fortæller Peter Søes og peger hen på et trækors, som står på en stol i præstekontorets ene hjørne.

– Gud var der også 2. juledag for to år siden, da jeg ikke vidste, hvad der var sket med min bror, siger han.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

FORFATTERBRØDRE

**Den nye bog "Da skal jeg kende" er skrevet af brødrene Jacob Kofod-Svendsen og Peter Søes. Jacob Kofod-Svendsen, der har skrevet første del af bogen, var uddannet teolog og arbejdede som sekretær for Kristeligt Forbund for Studerende øst for Storebælt, indtil han i december 2004 omkom sammen med sin familie under flodbølgen i Asien. Peter Søes, der er sognepræst i Skelgårdskirken på Amager, har skrevet anden del af bogen. Bogen er udkommet på Forlaget Lohse.

Læs sognespræst Henrik Højlunds anmeldelse af bogen på Kristendom.dk.