Af Freya Skov |
10. oktober 2006
I den kirkelige verden er berøringsangsten over for psykologer og psykoterapi blevet mindre de senere år. Præsterne interesserer sig nemlig i stigende grad for bløde værdier
Da Lene Østergaard for halvanden måned siden blev opmærksom på det nye Netværk for præster med psykoterapeutiske interesser, var der ingen tvivl om, at hun skulle være medlem.
Udover sit virke som præst er hun også uddannet familierådgiver- og terapeut og har gennem de seneste 10 år beskæftiget sig med psyko-terapi, som er en samtalebaseret terapiform. Og for Lene Østergaard er der en ganske tydelig forbindelse mellem psykoterapien og arbejdet som præst, fortæller hun.
– For mig er koblingen, at jeg fordyber mig i familieterapien, fordi vi har livsværdierne i kristendommen, og her bliver det terapeutiske en måde at omsætte værdierne til praksis på, forklarer hun, og peger på ægteskabsrådgivning som et eksempel: Her kan man nemlig lære parterne at tale til hinanden på en måde, så de finder frem til tolerance, tilgivelse og hengivelse – altså kristne livsværdier.
I 2004 blev Lene Øster- gaard færdig med terapeut-uddannelsen, og siden har hun brugt halvdelen af sin tid på sit præstevikariat i Smørum Kirke på Sjælland og den anden halvdel på arbejde i Familierådgivningen.
Lene Østergaard er ikke den eneste, der har fået øje på fællestræk mellem psykoterapien og præsteembedet. Det har også præst Anders Juul Fuglsang, der med sig i bagagen har en tre-årig uddannelse i psykoterapi.
– Det har jeg brugt utrolig meget i præstearbejdet, navnlig som sygehuspræst. Men som sognepræst har jeg ligeledes haft sognebørn til sjælesorgssamtaler, hvor jeg har kunnet trække på mange af de værktøjer, jeg lærte på uddannelsen, forklarer han.
For Anders Juul Fuglsang blev de terapeutiske elementer så spændende, at han for nylig skiftede embedet som præst i Vium og Lysgård ud med en tilværelse som psykoterapeut på fuld tid.
Det nye netværk skal fungere som et samlende forum for præster som Anders Juul Fuglsang og Lene Øster- gaard. For sidstnævnte bliver det også en kærkommen mulighed for at gøre op med nogle af de fordomme, hun til tider møder hos kolleger.
– I forbindelse med en stilling, jeg søgte, havde jeg gjort opmærksom på min efteruddannelse i familierådgivning, og da fik jeg en bemærkning om, at "det er en præst, vi skal bruge", fortæller Lene Østergaard, der mener, at berøringsangsten stadig findes.
Det passer også til dels, erkender Bent Falk. Han er teolog og psykoterapeut og en af de ansvarlige for at uddanne præster i psykoterapi.
– Der er desværre stadig blandt nogle præster en grad af mistænksomhed over for psykoterapien og fordomme om, at psykologer er skabsateister og antimoralske, forklarer Bent Falk, der dog mener, at der er er sket en bemærkelsesværdig holdningsændring i de senere år.
– Der er ikke så stor en skepsis længere, og folk vil gerne lære mere, siger han.
Faktisk er interessen så stor, at Bent Falk lige nu underviser tre grupper på hver 12 mand i terapeutisk sjælesorg, og derudover har han en løbende venteliste på 25-30 interesserede.
Samme tendens har antropolog Cecilie Rubow bemærket. Hun har tidligere på året udgivet bogen "Fem Præster" om forskellige træk ved folkekirkens præsteroller.
– Mit indtryk er, at gamle grøfter mellem teologien og psykologien ikke er så teologisk interessante mere. Det er en holistisk tendens, som man også kan se i både interessen for tværvidenskabeligt arbejde og i andre ekspertgruppers arbejde, hvor mødet med klient, bruger eller patient ikke længere kun angår den særlige viden, som eksperten besidder, men også må inddrage et helhedsperspektiv, siger hun.
freya@kristeligt-dagblad.dkNETVÆRK FOR PRÆSTER
Det nye netværk for præster med interesse for psykoterapi slutter sig til en række af netværk for præster og teologer, som har set dagens lys inden for det seneste års tid:
**Plan B – med støtte til den kontroversielle sognepræst i Taarbæk, Thorkild Grosbøll.
**Præsteinitiativet – med protest imod regeringens og Dansk Folkepartis indvandrerpolitik.
**Islamkritisk Netværk – med understregning af, at kristne og muslimer ikke tror på den samme Gud.
**Evangelisk Luthersk Netværk – med markering af den kirkelige højrefløjs syn på bibel og bekendelse.
**Netværk for præster med psykoterapeutiske interesser har valgt ikke at offentliggøre navnene på medlemmerne.
Læs mere om de forskellige netværk på
kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad