Miraklernes mand

skriver fra Vatikanet Monsignore Michele di Ruberto, Vatikanets ansvarlige for undersøgelsen af mirakler, bladrer i en meter-stor, bordeauxrød bog og lyser pludselig op med et smil: - Denne sag, siger han, husker jeg på grund af dens usædvanlige hændelsesforløb: En piratfisk bider en finger af en pige. Pigens far fanger fisken, klasker den op på båden og dræber den, tager den afbidte finger og bringer den sammen med den skrigende unge på hospitalet. Kirurgen formår at transplantere fingeren på igen, men erkender, at han ikke er i stand til at forbinde vitale sener, blodkar og nerver, og selv om fingeren nu igen sidder, hvor den skal, vil den forblive rigid resten af hendes liv. Lægen giver sig derfor til at bede den pågældende helgen om forbøn for pigen, og pludselig forbindes kar, nerver og sener af sig selv, og fingeren har fungeret perfekt siden. Den meter-store bog er blot et bind ud af i alt syv meter dokumentationsmateriale med den katolske kirkes helgenkåringsakter. Bøgerne står i monsignore di Rubertos kontor i Helgenkåringskommissionen i Vatikanet, hvor man som led i helgenkåringer undersøger de mirakler, der hævdes at være sket på forbøn af den person, man overvejer at helgenkåre. De store bøger indeholder derfor minutiøse medicinske redegørelser for uforklarlige helbredelser. Disse undersøgelser finder sted ved alle helgenkåringer og er for eksempel allerede udført for en af de nyere kendte helgenkandidater, nemlig Moder Teresa af Calcutta. Helgenkåringsprocessen af hende blev indledt på rekordtid, hvilket kun var muligt ved pavelig dispensation fra gældende kanoniske regler. Monsignore Michele di Ruberto har været ansat i Helgenkåringskommissionen siden 1969 og står nu som nr. tre på ranglisten. Den fornemme titel, ansvarlig for undersøgelsen af mirakler, har han båret i over ti år. 66-årige di Ruberto er en altid smilende, typisk syditaliener med karakteristisk rulle-accent og en imponerende energi. Efter en rundvisning i kongregationen, som blandt andet har ført os til det fornemme konferencelokale, i hvilket kongregationens læger mødes for at efterprøve de mest utrolige helbredelsers uforklarlighed, har vi sat os til at tale i hans kontor. Med medicinske fagudtryk beskriver han anerkedte mirakler, det ene mere utroligt end det andet. Om en mand, der efter at have fået et højspændingsstød fik konstateret uhelbredelige hjerneskader, men alligevel blev helbredt. Om en dame med blodkræft i hele systemet, hvor sygdommen pludselig forsvandt efter forbøn. Kendt er miraklet, på hvilket Padre Pio blev helgenkåret, fortæller di Ruberto og løfter blikket op fra den store bog henover de små briller. - Det var en dame, der led af »væskeudgydelse i skulder- og maveregion samt brystskillevæg, forårsaget af perforering af thorax-lymfekanal«. Hun skulle opereres dagen efter, dels for at lukke den perforerede lymfekanal, dels for at fjerne de store væskeansamlinger, som røntgenbillederne indikerede. Om natten havde hun en drøm, i hvilken Padre Pio forsikrede hende om, at der ikke ville være behov for en operation. Dagen efter var hele hævelsen sporløst forsvundet, og røntgenbillederne viste, at al væsken var væk. - Det, eksperterne fandt uforklarligt, fortsætter di Ruberto, var ikke, at lymfekarret lægte, eftersom det teoretisk set kan ske af sig selv. Det utrolige var, at væsken var forsvundet. Kroppen kan ikke assimilere så megen væske uden for maven på så kort tid. - Et af de mest interessante nylige mirakler, vi har været vidner til, var den helbredelse, på hvilken Edith Stein blev helgenkåret. Edith Stein var en tysk-jødisk filosof, der fra at have været ateist endte med at blive karmelitnonne, inden hun i 1942 blev henrettet i Auschwitz. Miraklet skete for en kun treårig pige, der selv havde fået Edith Steins klosternavn, Teresa Benedikte. I 1987 slugte hun en stor portion Panodiler. De i journalen refererede blodprøver indikerer en forgiftning på seksten gange den dødelige dosis, barnets alder taget i betragtning. - Pigen var i koma, og lægerne spåede hende ingen chancer for at overleve, med mindre man fandt en donor til en levertransplantation. Pigens tante henvendte sig nu til Edith Stein og bad hende om forbøn. Umiddelbart efter begyndte hendes organer at fungere normalt igen, og efter nogle dages observation blev hun udskrevet, uden transplantation. Monsignore di Ruberto, De er leder af en usædvanlig og egenartet kommission, hvis formål det bl.a. er at undersøge uforklarlige helbredelser. Hvad er kommissionens baggrund, og hvordan søger man at sikre undersøgelsernes objektivitet? - Kirken har altid undersøgt angivelige mirakler for at samle de beviser, der skal til for at bekræfte en persons helgenstatus. I den forbindelse har man altid forholdt sig kritisk over for de påståede mirakler og undersøgt dem med samtidens videnskabelige metoder, som fik et solidt skub fremad med videnskabernes etablering. Tridentinerkoncilet stadfæstede i 1563 det princip, at miraklets undersøgelse tilkommer de kirkelige autoriteter, som konkluderer miraklernes ægthed med støtte af læger og teologer. Pave Innocenz XI (1611-1689) forordnede, at en uafhængig læge eller kirurg skulle undersøge det materiale, som fremsattes som bevis for helbredelsens uforklarlighed, inden pave Benedikt XIV i 1743 nedsatte den første lægekommission. - Hele denne udvikling blev i 1917 sammenfattet i en lovsamling, i hvilken der står, at givne uforklarlige helbredelser bliver betroet to medicinere, der skal undersøge sagen uafhængigt af hinanden. I 1948 opdaterede pave Pius XII disse forordninger med krav om, at de lægelige og de teologiske konklusioner skulle adskilles hermetisk, og at deres uafhængige resultater siden igen skulle evalueres af en gruppe eksperter, ledet af en præsident, for derved at opnå den maksimale grad af seriøsitet og sikkerhed. Hvordan er lægekollegiet sammensat? - Kollegiet består af godt 50 læger, der tilsammen dækker alle medicinske fagområder. De er alle udvalgt på baggrund af andre anerkendte lægers anbefalinger og udgør efter neutrale udsagn de bedste kræfter inden for lægestanden. Af disse 50 udpeges til hver sag de eksperter, der kender mest til den pågældende kurerede sygdom. Lægekollegiets præsident er for tiden professor Cortesini, Italiens mest kendte kirurg inden for transplantationer. Hvad laver lægerne ellers? - Alle er læger, der arbejder fuldtids på de bedste hospitaler eller universiteter. Undersøgelsesarbejdet foregår som regel i deres fritid, idet de er fuldt beskæftigede af deres daglige dåd. De er ofte katolikker, men behøver naturligvis ikke være det. Ofte er helbredelserne foregået i geografiske områder med få kristne, og her arbejder vi sammen med og indhenter materiale fra læger, som kan være ateister eller tilhøre andre religioner. Det er undersøgelsernes seriøsitet, der er det vigtige, ikke lægernes religiøse tilhørsforhold. Forstyrrer det ikke objektiviteten, at undersøgelserne er bestillingsarbejder for den katolske kirke? - Undersøgelserne er ikke bestillingsarbejde. Kirken gør ikke andet end at indsamle og evaluere materiale, som allerede eksisterer. Normalt baserer lægekommissionen sine prøver på de journaler, der jo etableres under alle behandlingsforløb. Evalueringen af en uforklarligt helbredt kræftpatient udgår for eksempel fra journalens løbende røntgenbilleder, der afslører kræftsvulsten før helbredelsen og dens totale fravær umiddelbart efter den. Det er standardundersøgelsesmateriale, etableret længe før der overhovedet blev en sag ud af det hos os i Helgenkåringskommissionen. Den var først en sag på det pågældende hospital, det være sig på Filippinerne, i USA eller i Italien. Der er således ikke tale om, at vi »bestiller« mirakler - vore eksperter vurderer de undersøgelser, lægerne udførte som led i en almindelig behandling som »ufrivilligt« redegør for den uforklarlige helbredelse. De har en årelang erfaring for samarbejde mellem teologiske og medicinske fagfolk. Men er det i bund og grund muligt at arbejde videnskabeligt på et materiale, der har så meget at gøre med tro, som mirakler har det? - Det er ikke alene muligt at arbejde videnskabeligt med mirakler; det er påkrævet. Hvis videnskaben kun kan arbejde med emner, den kan forklare, ville den ikke gøre nogen fremskridt. Videnskabelig erkendelse forudsætter, at man beskæftiger sig med materiale og emner, man ikke kan redegøre for. Hvis man for eksempel havde sagt: Vi forstår ikke, hvordan elektrisk strøm fungerer, ergo kan vi ikke forske videre i det, så havde vi aldrig haft strøm i dag. I virkeligheden udvider troen videnskabens horisont. Gennem flere generationer har videnskaben hævdet, at universet ikke har haft nogen begyndelse i tiden. Også teologer følte sig nødsaget til at acceptere det som et faktum og kunne ikke anføre anden kilde til troen på, at verden har en begyndelse end den kristne åbenbaring. I dag hævder videnskaben det modsatte, end den gjorde før, nemlig at det er videnskabeligt bevist, at verden har en begyndelse. Omvendt bekræfter videnskaben troen på, at Gud har grebet ind, for det er lægevidenskaben selv, der bekræfter, at de forhåndenværende midler ikke formåede at kurere sygdommen; det er videnskaben, der fremlægger de undersøgelsesresultater, der gør det muligt for os teologer at konkludere, at der er tale om et guddommeligt indgreb. Troen derimod kroner videnskaben ved at tilvejebringe den forklaring, videnskaben ikke er i stand til at give, nemlig at det var Gud, der virkede hændelsen. Hvad er miraklets »anatomi«? - Hændelsens primære årsag er Gud selv, der også kan betjene sig af sammenhænge i naturen, hvis han ønsker det. Gud gør noget, der overgår, men ikke går imod, naturens orden, for miraklet gør ikke vold på naturlovene. Det foregår i naturen med udgangspunkt i en exceptionel guddommelig indgriben og overskrider naturens kræfter alt efter hændelsens omfang. Hvad skal der til, for at man anerkender en helbredelse som mirakuløs? - Kravene til et mirakel er nøje definerede. For det første skal patienten have lidt af en verificerbar fysisk sygdom, som ingen forhåndenværende helbredelsesmetoder har kunnet afhjælpe. For det andet skal helbredelsen være pludselig. Og for det tredje skal helbredelsen være fuldkommen. Er der tale om en kræftsygdom, er det ikke nok, at en enkelt svulst er forsvundet - der må ikke være spor af kræftceller tilbage i kroppen. Og til sidst: Helbredelsen skal være varig, og der må ikke være tilbagefald. Det er også en af grundene til, at undersøgelserne tager den tid, de gør. Når nogle af de eksperter, De samarbejder med, giver vidnesbyrd om en helbredelses uforklarlighed, kunne det så ikke skyldes, at de nuværende metoder er begrænsede? - Det er jo klart, at videnskaben vil vedblive at gøre enorme fremskridt, men visse hændelser i naturen vil altid forblive uforklarlige, som for eksempel når en cancer med metastaser i hele kroppen forsvinder spontant og pludseligt. Kan mirakler bevises? - Hvis miraklerne kunne forklares videnskabeligt, ville de jo ikke være mirakler - det ligger i selve begrebet. Derimod kan de som objektivt observerbare fænomener udmærket bevises. Kun troen kan forklare et mirakels årsag i Gud. Kun videnskaben kan bevise, at det skete. Fakta Helgenkåringskommissionen Helgenkåringskommissionen er et stort foretagende med godt 25 fuldtidsansatte teologer og jurister, der med udsigt over Peterspladsen slider med sagerne fra kl. 9-17, fra mandag til og med lørdag. Hertil kommer de 50 topprofessionelle læger, der er tilknyttet kommissionen som konsulenter. Pave Johannes Paul II har foretaget flere salig- og helgenkåringer end nogen af sine forgængere i nyere tid, til dags dato i alt 984 saligkåringer og 296 helgenkåringer. Det er et snit på i alt 64 kåringer om året. Hertil skal dog siges, at mange af disse er helgenkåringer af martyrer, der som de eneste er undtaget for mirakelprøven, og når Helgenkåringskommissionen ifølge en nylig undersøgelse foretaget af det engelske magasin »The Economist« er i færd med at undersøge 1500 sager, bliver det klart, at megen tid går med at bortfiltrere de helgenkandidaturer, der enten strander på manglende bevismateriale eller ikke lever op til miraklets lakmusprøve. Fakta Helgenernes mirakler Mirakelberetninger afvises gerne med det enkle argument, at de, selv om de teoretisk set kunne forekomme, aldrig ville kunne bevises empirisk. Sludder, siger man i Vatikanet. Her vendes tingene på hovedet, idet man i århundreder netop har benyttet sig af medicinsk bekræftede totalt uforklarlige helbredelser som bevis for, at en person kan helgenkåres. I modsætning til den protestantiske kirke har man i de to ældste kristne traditioner - østens ortodokse og vestens katolske kirker - altid haft et særligt forhold til sine helgener. Helgener defineres som personer, der har åbnet sig så meget for Gud, at Han kunne manifestere sin kraft gennem dem og derved overskygge deres egen svaghed. Katolikkerne mener, at det i sidste ende er den Almægtige selv, der må give sit empiriske bevis på, at den angivelige helgen virkelig er kommet gennem nådens nåleøje, og at der ikke er tale om en fuser. Men hvad går det empiriske bevis så ud på? Katolikker og ortodokse tror, at en af helgenernes primære opgaver er at bede for folk på jorden, og det er derfor logisk nok, at lakmusprøven er den pågældende persons evne til efter sin død at opnå store ting på jorden i kraft af sin forbøn. Kravet for en persons helgenkåring er en mirakuløs helbredelse opnået ved den pågældende persons forbøn. Det er ikke nok, at en person er blevet helbredt. Ved inddragelse af vidner skal det kunne bevises, at helbredelsen fandt sted, efter at der var nogen på jorden, der gav sig til at bede den afdøde hellige person om at gøre et stykke bøns-arbejde i himlen for den syge. Bønnen kan lyde: »Kære Moder Theresa af Calcutta, vil du ikke nok bede til Gud, at han må helbrede min datter«. Det skal kunne bevises, at der er en direkte årsags-virknings-kæde mellem menneskets bøn, helgenens forbøn, og den mirakuløse helbredelse.