Sejlads med Kristus om bord

»Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?« De anede, at der var mere på spil end et kraftfuldt naturunder (som om det ikke i sig selv var mere end nok). De anede, at Skaberen selv på en eller anden måde var på færde. Det var Gud selv, de vækkede i kutteren ude på søen. Der var noget altomfattende på spil. Noget der havde rødder i ældgamle dage fra dengang, Gud Herren skabte orden af kaos, af hav og urdyb. De anede Skaberen selv på jorden igen - for at gøre noget færdigt, som blev så forfærdelig afbrudt af ét bid for meget. Ude på Genesaret Sø så de glimtet af en ny orden vokse frem af syndefaldets kaos. Mørkets magt tvunget i knæ - af en tavst truende gestus. Og kirken har vidst det lige siden, når den har set sig selv som et skib sejlende gennem tidens stormpiskede hav, som Noahs ark på vej fra den gamle jord til den nye jord. Den har vidst, at med Kristus om bord er den skibet, som aldrig kan synke, og som har én opgave: at redde flest mulig op af det frådende hav. Det har kirken i vort folk altid vidst. Men ved den det endnu? I disse år er det, som om den ved det mindre og mindre. Eller som om Kristus kun allernådigst er om bord. Sat fra kaptajnbestillingen, nærmest med som galeonsfigur. Han pynter, gør han, men andre må nu bestemme sejladsen. Kaj Munk beskriver i en prædiken til samme evangelium den almindelige folkelige - og ikke mindst kirkelige! - fortrøstning til, at hvor galt det nu end måtte gå det danske folks sejlads, så vil det nu nok altid i den yderste fortvivlelse »slå igennem, at vi er et kristent folk«; Herren er om bord alligevel og skal nok vide at stille stormen. »Men«, skriver Munk, »der kvalmer en angst under hjertekulen: Det danske statsskib er gået så godt i lange tider, at vi meget nemt i en eller anden havn kunne være sejlet fra Jesus uden at mærke det. Jeg er slet ikke sikker på, at vi har ham om bord.« Hvad er kirkeskibet uden Herren om bord - bag al glansen af ærværdig historie, kulturbærende betydning og folkereligiøst pejlemærke? Kun rådne planker. Men når Kristus er om bord, og vi om bord med ham, så skal vi en dag opleve det helt forunderlige, at han rejser sig for sidste gang og truer ad storm og sø. Og så skal havet ikke være mere. Ja, for det står der virkelig. Johannes så det i et syn på Patmos: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere« (Åb. 21,1). Havet som sindbilledet på alt truende mørke helt fra skabelsesberetningens mørke urdyb til vort eget livs stormbruste bølgegang - det skal ikke være mere. Og den dag skal vi ikke spørge: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« Den dag ved vi det. Den dag vil han være hos os ansigt til ansigt: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere« (Åb. 21,3-4). Ò Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem:»Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«Ó