Det 6. bud i det 21. århundrede

Hvordan forholder det sig egentligt med det 6. bud, du må ikke bedrive hor, i dag? Noget tyder på, at det ikke har den betydning, som det havde tidligere, og at det måske heller ikke overholdes så meget mere. Det skyldes formentligt paradoksalt nok, at sex betyder mindre i dag, end det tidligere gjorde. Ikke at det er uden betydning - det er, som Groucho Marx engang bemærkede, sikkert kommet for at blive - men vi forstår ikke længere os selv som udelukkende kønsvæsener. Vi er mennesker, før vi er mænd og kvinder. Tidligere arbejdede mænd med noget, kvinder med noget andet. Sådan har det sikkert været i jægersamfundene, og således har det helt sikkert været i agerbrugskulturer, selvom det ikke her har den samme selvfølgelighed længere. Men alligevel har mænd gået i marken, og kvinder har taget sig af arbejde, som hørte huset til. Fordelingen er naturligvis mest selvfølgelig i kraft af, at det er svært at tage små børn med på arbejde væk fra huset. Og længere op i tiden, i industrisamfundet, bevarede man kønsrollefordelingen, således at kvinder var hjemme, mænd var ude. Kvindens bestemmelse er at være (hjemme), mens mandens er at blive (sig selv ved sine aktiviteter ude i verden), sagde Karen Blixen, idet dog parenteserne er mine. Karen Blixen viser her tilbage til de gamle kønsroller. For nogle år siden arbejdede jeg på et amerikansk universitet, og her havde man en særlig tilknytning til Spanien og modtog derfor mange spanske studerende. Til dem havde man lavet en særlig håndbog om, hvordan man opførte sig på amerikansk. Heraf fremgik det, at man ikke skulle regne med at komme i seng med en pige, fordi man havde siddet ved siden af hende, og at man heller ikke måtte gramse på hende, bare fordi man kørte i elevator med hende. Men kan man nu lade være? Det mener vi moderne vestlige mennesker, men det har man ikke ment tidligere. I middelhavslandene, og blandt vore indvandrere, der netop kommer derfra, og i vor egen fortid gik man ud fra, at når man sætter en mand og en kvinde sammen i samme rum, så sker der noget. Naturligvis, for mændene bliver optændt af ubetvingeligt begær, og kvinderne giver sig viljesløst og sanseløst hen. Derfor må kønnene holdes helt adskilt. Begge parter er jo i deres lidenskabers vold. Kønnet er det vigtigste ved mennesket. Sådan tænker man stadig i mange lande omkring Middelhavet, ikke mindst de muslimske, hvor vi får en del af vore indvandrere fra. Og i sådanne kulturer er der helt faste regler for, hvad kvinder og mænd må beskæftige sig med. Og ikke bare arbejde, men hvordan de går klædt, hvordan de spiser, sidder, taler, bevæger sig etc. Alt er forskelligt kønnene imellem. Og som om det ikke skulle være nok, så er de fleste indoeuropæiske sprog bygget op på kønsforskellen, idet noget er hunkøn og andet hankøn (og så er der også noget, der er ingen af delene, hvilket karakteristisk nok hedder »intetkøn« - kønnet følger altså med, selv om det ikke er der). Alt dette har vi forladt i vor moderne kultur. På trods af at sex fylder meget i reklamer og i kiosker, så tillægger vi ikke sex nogen særlig betydning. Langt vigtigere for os er, at vi er mennesker. Kønsroller er netop kun roller, som man kan spille eller lade være. Som den engelske sociolog Anthony Giddens siger: alt er til forhandling, også når to unge vælger at indgå en par-aftale. Hvem der skal gøre hvad, ligger ikke fast på forhånd, men må forhandles. Sex har ingen nødvendighed i sig. Børneavl og sengeaktivitet er blevet skilt ad i kraft af de nye præventionsmidler. Nu er erotik blot en aktivitet blandt andre, ikke rigtig alvor. Derfor behøver vi ikke at parkere kvinderne i et harem, eller i den bageste del af boligen, men kønnene kan færdes nøgne mellem hinanden som på Bellevue badestrand om sommeren, for det sker der ikke noget ved. Sex kan vi overlade til privatlivets fred, idet det næsten er sunket under den tærskel, der kan kvalificere det moralsk. Der er dog en undtagelse, der bekræfter reglen, og den finder vi i det kirkelige landskab i Danmark i dag. Den moderne aggressive Indre Mission kæmper mod modernitetens afskrivning af seksualitetens betydning. Unge IMU'ere (Indre Missions Ungdom) er lige så optaget af sex som en arabisk sheik. Man vil ikke tillade, at kvinder bliver præster, for det er ikke kvindearbejde (ellers er man ved at gå noget på kompromis; f.eks. må kvinder gerne være lærerinder og tale i forsamlinger - på skolen). Man har store samvittighedskvaler ved at acceptere og underordne sig en kvindelig biskop. Kønnet kommer altid før mennesket. Man vil ikke vie fraskilte, for derved besudler man seksualiteten. Man må ikke få børn før ægteskabet, eller før dette er ni måneder gammelt, for seksualiteten skal nemlig være i en hellig ramme; det fortjener den. Man må ikke gå i seng med hinanden før ægteskabet, for derved kaster man perlen i svinestien. Man vil ikke tillade, at sex bliver reduceret til porno, fordi samlivet mellem mand og kvinde er noget helligt. Man vil ikke tillade utroskab, vel at mærke den seksuelle - andre former for utroskab er ikke så interessante. Herved definerer man ægteskabet som noget rent seksuelt, hvilket i dag er ret enestående. Man tager skarpt afstand fra homofili, fordi det er en ødelæggelse af seksualiteten og dermed (!) en synd. Biskopperne, der har tilladt en »gudstjenestelig markering« af homofile parforhold, betragtes som kættere, fordi kirkens højrefløj lader det seksuelle - og tilmed en særlig opfattelse heraf - definere, hvad det vil sige at være menneske. Til nød kan man udholde homofili, hvis den betragtes som en sygdom, der kan helbredes under den rette behandling. Man er meget optaget af kønsbestemtheden og finder, at manden er særligt udsat for at miste frelsen, fordi han er mere aggressiv og fremfarende end kvinden. Kort sagt: mennesket forstås som et seksualvæsen, før nogen anden bestemmelse kan komme på tale. De øvrige bud hører man ikke meget om. Det er ellers dem, der i dag optager den øvrige verden i globaliseringens tidsalder, ikke mindst buddene om ikke at stjæle og ikke at lyve. Derimod er den kolossale optagethed af sex ikke i overensstemmelse med moderne tankegang. Men går man tilbage i tiden eller ud til andre kulturer, så findes mange paralleller. Og netop i mødet mellem kristendom og den indvandrende islamiske kultur kan missionsfolkene være med til at minde os om, at vi i vor fortid tænkte ligesom de, og at vi faktisk stadig har folk, der ikke er så langt fra denne tankegang. Derfor har missionsfolk og muslimer noget at tale med hinanden om. De er nemlig begge utidssvarende på samme måde. Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift.