Krise i Montserrats munkesamfund
18. dec 2000 00:00
Spansk kloster i opgør om kirkens holdning til homoseksuelle
Mads Clausager
skriver fra Barcelona Historien om de 80 benediktinermunke på klosteret Montserrat og deres interne opgør anført af en gruppe homoseksuelle brødre blev først lanceret i Spaniens største dagblad. En affære med denne blanding af sex og kirke spredte sig selvfølgelig med Internets hast til de andre aviser og til tv-nyhederne. De tykke mure i det flere hundrede år gamle kloster i bjergene ved Barcelona var for en stund revet ned af det moderne informationssamfund, der tilsyneladende ser alt. Klosterets leder, abbed Josep Soler, gav munkene mundkurv på med det samme og sagde, at der var tale om forvrænget information fra mediernes side. Klart står det imidlertid, at munkesamfundet på Montserrat er i krise og har været det gennem årtier, og at det homoseksuelle element spiller en ikke ubetydelig rolle. Klosteret er et af de bedst kendte og mest besøgte i Spanien. I de Gaudi-lignende limstensbjerge vest for Barcelona ligger det klemt inde med ryggen mod klipperne, og stedet her har været et religiøst centrum for benediktinerne i mere end 800 år. Ifølge dagbladet El Pais' lange og meget detaljerede udlægning af sagen har de to seneste abbeder på klosteret ikke formået at få munkene til at fungere sammen. Normalt er stillingen som abbed livslang, men Montserrat har to gange inden for de seneste 10 år skiftet leder. Fortalere for lige rettigheder Officielt har de to abbeder trukket sig tilbage af personlige årsager, men avisen skriver, at der reelt har været tale om fyresedler underskrevet fra højeste sted i Vatikanet. Grunden skulle være, at munkene strides indbyrdes. De to ledere har har ikke villet eller kunnet forhindre en gruppe munke i at danne en homoseksuel lobby, der har fået stor magt i det interne hieraki. Lobbyens medlemmer har åbenlyst demonstreret deres homoseksualitet på klosteret i modstrid med benediktinernes egne normer og den katolske kirkes officielle moral i dette spørgsmål. Flere munke, der har forladt Montserrat inden for de seneste år, bekræfter de homoseksuelle udskejelser på klosteret. De siger, at reaktionen blandt flertallet af munke var en blanding af væmmelse og forargel-se. - Der sker ting, som giver dig skam. For eksempel munke, der giver hinanden store kys og omfavnelser til de besøgende. Konflikten med de homoseksuelle manifestationer begyndte i 1980'erne, men det var i 1990'erne, at de homoseksuelle for alvor trådte ud af skabet, og nu er de organi-seret, siger en tidligere munk. Andre munke mener, at beretningerne om den åbenlyse homoseksualitet i klostret er stærkt overdrevne. - Emner som kærlighed og seksualitet er tabu på klosteret. Blandt munkene er der få venskaber, og når det sker, at to munke bliver meget gode venner, ses der på det med misbilligelse. Nogle har følt trang til at komme ud af skabet, og deres signaler om kærlighed er svære at styre for et samfund, der lever i cølibat. I et lukket gruppe, som det er tilfældet i klosteret, kommer seksualiteten til udtryk via de kanaler, der nu engang er mulige, forklarer en anden tidligere munk. International debat For den aktuelle kloster-leder, Josep Soler, der blev valgt blandt en munkeafstemning tidligere på året, har det mest smertelige ved historien været, at en del af kuglerne til kampagnen er støbt inde bag klosterets mure. - Der er tale om en meget lille gruppe, som måske handlede i god tro og uden det fulde overblik omkring effekten, men som har forårsaget stor skade i vo-res fællesskab, i kirken og i samfundet generelt, siger abbed Soler til Barcelona-avisen La Vanguardia. Montserrats abbed siger videre, at der på internationalt plan har været en diskussion mellem klosterledere om de homoseksuelle og deres problemer med en tilværelse som munk og dermed et liv i cølibat. - Man kan ikke give et klart svar på, om det er muligt eller ej. Men for en person med disse karakteristika vil et liv i cølibat kræve en forhøjet grad af modenhed. En sådan person skal også være i stand til ikke at skabe afhængighedsforhold og i det hele taget have en indstilling præget af ydmyghed og fornægtelse. - Enhver person er meget righoldig og kompleks. Jeg bryder mig ikke om primært at identificere et menneske ud fra dets seksuelle tendenser. Men vi lever i et samfund, der er besat af sex. Og der er sektorer i samfundet, som er meget optaget af at sprede den opfattelse, at det kirkelige cølibat er en farce. Josep Soler ser ikke mediernes interesse for munkene og deres stridigheder som et direkte angreb på Montserrat som institution. Der er snarere tale om et forsøg på at nedgøre evangeliets værdier, selve kirken som institution og det etiske grundlag i samfundet. Omkring en million personer passerer hvert år forbi Montserrat, hvor de søger trøst, hjælp, næring eller bare et godt sted at bede. Og i denne store gruppe føler alle, ifølge abbed Soler, sig dybt såret af klosterets optræden i overskrifterne. Klosterets leder siger til de spanske aviser, at munkene bag hele balladen i den nærmeste tid vil blive ekskluderet fra det normalt så isolerede samfund i Montserrat-bjergene.