I magt og magtesløshed

Kronologisk skal man nogle statsministre igennem, inden man fornemmer professor Søren Mørchs linje i hans samtidshistoriske dissektion i dansk politisk historie, der udkommer i dag. Det skyldes dog især, at de første statsministre i rækken endnu var kongens valg - om end under pres af den gryende parlamentariske statsskik. Her bliver ikke rigtigt plads til det politiske magtbegreb, som bærer bogen. Til gengæld folder perspektivet sig klart ud, da han når til nummer fire i 1900-tallets statsministerrække. I.C. Christensen (V) rummer alt det, som forfatteren derefter rundhåndet øser af i denne politisk-biografiske skildring af parlamentarismens første århundrede. Bogens undertitel, »24 fortællinger om magten i Danmark i det 20. århundrede«, er en fuldt dækkende varedeklaration for »24 statsministre«. Og lad det straks være slået fast, at der burde være 25. Men selv historikere kan komme for tæt på. Under bogens tilblivelse måtte Søren Mørch indskrænke sig til et billede og en billedtekst af Poul Nyrup Rasmussen (S), da hans kone, Ritt Bjerregaard, blev medlem af sammes regering. Det betyder dog ikke, at forfatteren holder sig tilbage i skildringen af nummer 23 i rækken. Nu forhenværende statsminister Anker Jørgensen (S) får sin bekomst i en skildring, der er i god overensstemmelse med synsvinklen i bogen som helhed. Sammen med Venstres Knud Kristensen, der vedblev at betragte sig som bonde, frakendes arbejderen Anker Jørgensen stort set alle de kvalifikationer, der kræves til udøvelsen af netop det embede. Det passer ind i en skildring, der placerer den i nutidshistorien både omstridte og oftest miskendte Erik Scavenius (R) som en af de stærkeste og mest vederheftige personligheder blandt de 25. En historisk berettiget anerkendelse, der gør op med efterkrigstidens dom over den statsminister, der under besættelsen søgte at sikre folk og land mod ødelæggelse, men til gengæld var fuldstændig fremmed over for begreber som national ære og enhver tro på, at et lille land kan modstå omverdenens pres. Med andre ord, så er Søren Mørchs statsministerideal pragmatisk til det næsten kyniske. Scavenius og hans læremester, udenrigsminister P. Munch, er blandt favoritterne. Ikke for deres menneskelige egenskaber, men som - hvad P. Munch jo ikke blev - dygtige og for et land gode statsministre. Ganske usentimentalt er målestokken for en sådan ikke hverken idealer, velmenende og populær indsats eller ideologiske principper, men viljen til at gøre »det nødvendige«. Det betyder langtfra, at Søren Mørch altid er enig, når han fremdrager statsministre som I.C. Christensen (V), Niels Neergaard (V), Th. Stauning (S) og et langt stykke ad vejen Poul Schlüter (K). De havde alle fejl, mangler - og ofte en forkert politik. Men de ejede politisk instinkt og/eller den magtens kynisme, som i Mørchs optik er nødvendig for at bestride hvervet som landets politiske leder. Pladsen tillader ikke at gå i enkeltheder med de 24 biografiske skildringer. Kun en konstatering af, at de giver et levende billede af det 20. århundredes danske politik. Og det er langtfra noget skønmaleri. Magt og intriger, hvor enhver statsministers største fare lurer i hans eget bagland, kortsynede partipolitiske interessers ofte ødelæggende forrang for den politiske helhed og ikke mindst magtstræb og indbyrdes jalousi mellem statsministeren og de partifæller, der mente sig lige så eller mere berettigede, fylder ganske meget i den politiske historie. Bogen er læseværdig. Mindre Søren Mørch og mere hans store iagttagelsesevne og sans for politisk sammenhæng end i nogen af hans seneste bøger. Det samme gælder det efterskrift, »en slags varedeklaration«, hvor Søren Mørch delagtiggør læserne i den historiske metode bag bogens tilblivelse. Den er et kapitel for sig og kunne fortjene sin selvstændige anmeldelse, som imidlertid ligger uden for bogens egentlige anliggende og samtidshistoriske hovedsag. Søren Mørch: 24 statsministre. 480 sider, 395 kr. Gyldendal.